BESTIL MADPAKKEMAIL BESTIL HUSKEMAIL BESTIL SKOLEMÆLKEN HER!
 

Gode drikkevaner 

Som forælder har du mulighed for at påvirke dit barns drikkevaner. Du kan også inspirere det til at holde fast i de gode vaner, efterhånden som det bliver større.

Gode drikkevaner er:

  • 1/2 liter magert mælkeprodukt om dagen
  • Vand efter behov (til tørst)
  • Maks. 1/2 liter sodavand om ugen*

Drikkevanerne er vigtige for barnets sundhed og for de valg barnet selv træffer, når det bliver større. Tre ud af fire små børn får den halve liter mælk om dagen, de skal have for at få dækket deres calciumbehov. Men halvdelen af alle skolebørn får mindre.

Til gengæld ligger deres forbrug af sodavand og andre søde drikke højt. Det er uheldigt og øger risikoen for både overvægt og syreætsninger på tænderne.

Sukkerholdige drikke

De fleste børn kan godt lide sodavand, juice og saft. Det gør heller ikke noget at drikke søde drikkevarer en gang imellem, men det er en dårlig idé at gøre det dagligt. Sukker er tomme kalorier, der tager appetitten uden at give næring. Og sodavand og læskedrikke med eller uden sukker indeholder ofte syre, der ætser tandemaljen.

Kakaomælk

Heller ikke kakaomælk bør være en daglig drik. Men hvis dit barn ikke kan drikke mælk på anden måde, er det bedre at få kakaomælk end slet ingen mælk. Så får barnet sin calcium og mange andre næringsstoffer.

Kakaomælk indeholder ingen syre og mindre sukker end sodavand og juice og er et sundere alternativ i den 'søde boldgade'. Kakaoskummetmælk Mild, der findes i Mejeriernes Skolemælksordning, indeholder 50% mindre sukker end den traditionelle Matilde kakaoskummetmælk, nemlig 5 g sukker pr. 1/5 l.

 

* Pga. skolebørns høje indtag af tilsat sukker, anbefaler myndigheder max. 1/2 liter 'søde drikke' om ugen. Maksimumgrænsen skal hjælpe børnefamilier til at begrænse børnenes indtag af sukker.