Print sideDet er aftenen før dit barns første skoledag. Han eller hun er spændt på i morgen, måske oven i købet nervøs, og har svært ved at falde i søvn. Udstyret er i orden og parat: Skoletøjet er omhyggeligt udvalgt og ligger klar, den nye skoletaske er pakket med pennalhus og sikkert ikke meget andet: De øvrige skoleting begynder jo først at komme i tasken i morgen.
Far eller mor skal følge i skole. Det er nok ikke første gang, barnet skal gå skolevejen og se sin skole og sit klasselokale - og måske også sin SFO. De fleste steder har de ældste børnehavebørn været på besøg i børnehaveklassen engang i løbet af foråret. De har set skole og klasselokale, mødt deres lærere og måske oplevet et par timer af en skoledag.
Det kan også være, at børn og forældre er blevet vist rundt på skolen og har mødt de nye lærere ved indskrivningen til børnehaveklassen. Endelig er der steder, hvor de nye elever i børnehaveklassen begynder i SFO engang i løbet af foråret, så de kender den før skolestarten og ikke skal begynde på to nye institutioner på én gang.
Dit barn kender nok også flere af sine nye klassekammerater. De har gået i børnehave sammen eller kender hinanden fra området. Alligevel er første skoledag noget stort, både for dit barn og dig, og det skaber selvfølgelig nogle særlige følelser.
En åben, konkret måde at spørge på
Måske vil du gerne vide mere præcist, hvad det er, dit barn er spændt på eller måske nervøs over. Husk så, at det ikke er sikkert, dit barn kan sætte ord eller begreb på sine følelser.
Du kan hjælpe det ved at spørge på en måde, hvor du låner det ord og begreber og kommer med konkrete gæt på, hvad anledningen til følelserne kan være. Du kan fx spørge: 'Er du spændt, fordi du ikke kender ret mange af de andre børn?' - eller: 'Er du nervøs, fordi du ikke ved, om du kan finde rundt på skolen?'
Når man udtrykker sig på en måde, hvor man både kommer med helt konkrete forslag og spørger åbent, giver man sit barn mulighed for at svare både 'ja' og 'nej'. Barnet kan rette en, hvis man gætter forkert, og det kan vælge at anvende de ord, man lige har foreslået. At sige: 'Jeg kan godt forstå, du er spændt. Det er også en stor dag i morgen!' - eller: 'Du behøver slet ikke at være nervøs. Jeg er sikker på, at de andre er rigtig søde' eller tilsvarende, er en lukket - om end venlig - måde at formulere sig på. Den hjælper ikke barnet til at kunne udtrykke, hvad det er for følelser, det har i anledning af sin skolestart - som du måske slet ikke havde regnet med.
Dit barns forventninger - og dine egne
Du kan benytte anledningen her aftenen før til (igen?) at tale med dit barn om, hvad det vil sige at gå i børnehaveklasse. Det er ikke til at vide, hvad barnet kan have hørt om at gå i skole. Det synes måske, det står over for en helt uoverstigelig opgave!
Du kan fortælle, at det kommer til at lege rigtig meget, en helt bestemt slags lege, som man lærer skoleting af. Du kan også berolige barnet med, at lærerne ved, hvordan man skal gøre for at lære børn noget, og at der er masser af tid at gøre med. Eller lignende! Så barnet kan møde op med realistiske forventninger.
Måske er der idé i, at du selv lige gør dig klart, hvad dine egne forventninger til den kommende skolegang består i. Dels for at få ryddet ud i evt. urealistiske forestillinger, dels for at være parat til at holde øje med, om dine forventninger bliver opfyldt. At dit barn trives, at det lærer noget relevant mv. - hvad det nu er, du ønsker dig for dit barn.
Glem ikke, at skolen har ændret sig meget, siden du selv gik i den. Dit barn vil sandsynligvis få nogle helt andre oplevelser af sin skolegang end dem, du havde.
Måske har nattesøvnen gjort situationen lidt lettere, eller måske er barnet stadig så spændt, at det overhovedet ikke kan spise noget morgenmad. Det er der så ikke noget at gøre ved - lige i dag. Ellers er det som bekendt en rigtig dårlig idé at gå i skole uden morgenmad. Tag noget frugt eller tilsvarende med: Sulten skal nok melde sig.
Barnet skal undervises i sin skolevej. Det gælder uanset, om den nye skole ligger i nærheden af, hvor du bor, så I kan gå i skole, eller om den ligger så langt væk, at I skal cykle eller tage offentlige transportmidler. Du skal vælge den vej til skole, som er den sikreste, ikke den korteste.
Du kan læse meget mere om skolevej og trafiksikkerhed under Dit barn i trafikken. Her skal blot nævnes, at hvis det er praktisk muligt, skal du lade være med at køre barnet i skole i bil. Når børn bliver kørt i skole, lærer de intet om at færdes i trafikken, og det er det livsnødvendigt, at de gør. Vælg i stedet for at følge barnet til fods eller på cykel, så længe det er nødvendigt at følge det - det giver jo også motion. Hvis der bor klassekammerater i nærheden, kan du aftale med de andre forældre, at I skiftes til at bringe og måske hente.
Rådet for Større Færdselssikkerhed mener, at børn skal være mindst 9-10 år, og ofte helt op til 12 år, før de overhovedet er i stand til at cykle alene på offentlige veje. At cykle og at færdes i trafikken er to forskellige opgaver, som begge kræver øvelse og overblik. Det gør selvfølgelig en forskel, om barnet skal cykle i byens tæt trafikerede gader eller på fredelige biveje på landet. Uanset hvor barnet skal cykle, bør det bruge en godkendt cykelhjelm.
Husk, at det også kræver træning at færdes sikkert i trafikken som fodgænger.
Nogle skoler vælger at lade børnehaveklassen have første skoledag på et senere tidspunkt end alle de andre klasser. Alligevel er skolegården med dens mylder af børn nok det første, du og dit barn ser, når I ankommer til skolen. Synet af alle de børn, der styrter rundt, råber, hviner og griner, kan godt være overvældende for en 5-6-årig, der også fysisk er mindre end alle de andre børn. Hvordan kan man undgå at blive løbet over ende i hele den malstrøm?
Mange skoler har af samme grund to skolegårde til henholdsvis de store og de små elever. Den sidste er forhåbentlig placeret, så barnet ikke skal igennem de stores gård for at komme til sin egen.
Du kan udpege gårdvagten og fortælle dit barn, at her kan det søge hjælp, hvis det har brug for det. Det er også muligt at lave aftale med gårdvagten om, at dit barn opholder sig i nærheden af ham eller hende i frikvartererne, indtil det er blevet trygt nok til at turde færdes på egen hånd. Nogle steder holder børnehaveklassen frikvarter på andre tidspunkter end resten af skolen, netop for at de små på fredelig vis skal kunne vænne sig til at være ude i skolegården.
Skolevejen er ikke slut, før du har vist dit barn vejen til den rigtige skolegård og videre herfra til det lokale, hvor børnehaveklassen har hjemme. Tal om, hvor I går, og hjælp dit barn til at finde pejlemærker på ruten, så vejen er lettere at genkende fremover. Lad så hurtigt som muligt barnet selv finde vej de kommende dage, indtil det føler sig helt sikker på, hvordan det kommer frem og tilbage mellem hjem og klasselokale.
Skoler har forskellig størrelse og rummer meget forskellige antal børn. Jo flere og større bygninger, desto mere overvældende for en lille ny skoleelev. Mange skoler har organiseret klasserne sådan, at de små igen har en afdeling for sig selv, og der er ingen grund til, at dit barn skal have styr på andet end den. Hvis du er blevet vist rundt den dag, du skrev dit barn ind i skolen, kan du udpege gymnastiksal, fællesrum og skolebibliotek og ellers koncentrere dig om det lokale, hvor barnet især skal slå sine folder: Dér er den rigtige bygning og indgangsdøren, her er gangen hen til klasselokalet, dér er toiletterne og her knagerne til overtøj. Har barnet været her før og set det hele tidligere, skal det blot repeteres i dag.
Og dér er alle de andre børn! Og deres forældre. Stemningen er sikkert lidt højtidelig. Det kan også være, at både du og dit barn, måske med en vis lettelse, genkender en del ansigter fra børnehaven eller fra boligområdet. Det er aldrig sjovt at være alene blandt fremmede.
Nogle steder får forældrene lov til at komme med ind i klasselokalet, andre steder må de vente udenfor. Du har sandsynligvis fået besked om det ene eller det andet på forhånd, så du har kunnet forberede dit barn på det.
Uanset hvad, er det nu, dit barn skal væk fra dig: Det skal finde sin plads og sætte sig der, alene. Lærerne har selvfølgelig forberedt dagen og sandsynligvis besluttet, hvor børnene skal sidde. Der er måske navneskilte, eller børnene bliver sat til selv at lave et. Hvis der er borde med plads til to, er det spændende for barnet, hvem det kommer til at sidde ved siden af. En af modsat køn? En, det kender eller en helt ny?
Børn går op i, hvem de sidder ved siden af, og det kan være, at dit barn ikke er ret glad for sin sidekammerat. Så kan du trøste det med, at det ikke er sandsynligt, at det kommer til at sidde ved siden af den samme hele året. Læreren vurderer måske, at der er nogle, der har gavn af at sidde ved siden af hinanden - eller det modsatte. Måske skal børnene bytte plads for at lære så mange som muligt af de andre at kende. Måske bliver to særligt gode venner og får lov til at sidde sammen. Måske finder læreren ud af, at nogle trives bedst ved at sidde alene.
Selv om den første skoledag er speciel, møder barnet alligevel nogle af de vilkår, som kommer til at gælde i dagligdagen. Det skal tie stille og lytte, mens lærerne taler. Det skal sidde på sin plads, i al fald en vis tid. Det skal foretage sig det samme som de andre, og det må ikke bare styrte hen og tale med bedstevennen fra børnehaven, selv om hun eller han også er i lokalet, og de to ikke har set hinanden hele sommeren.
Dagen vil sandsynligvis handle meget om præsentation - af stedet, af lærerne, af hinanden, og børnene vil sandsynligvis modtage mindst én bog: Det hører sig til, når man er begyndt i skole. Dertil kommer måske et par praktiske informationer til forældrene, selv om dagen har børnene i fokus. Og så er det slut og hjem igen.
Måske er dit barn henrykt, når første skoledag er overstået. Måske er det skuffet! Uanset hvad, vil du sikkert gerne høre, hvad det synes om dagen. Husk, at du sandsynligvis får barnet til at fortælle mest, hvis du stiller konkrete, åbne spørgsmål som beskrevet her i artiklen. Det gælder i øvrigt også fremover: Mange børn gider knap svare på mors eller fars ivrige: 'Nå, hvad har du så oplevet i skolen i dag?' Der er for meget at sige! Eller måske for lidt.
Der kan være idé i at overlade initiativet til barnet. Hvis du tager dig tid til at sætte dig sammen med dit barn efter skoletid, mens det spiser en mad eller måske først senere, på sengekanten, vil det ofte lukke op for, hvad det evt. går og tumler med. Dit barn kan have mere brug for, at du lytter til, hvad det selv har at fortælle, end for at skulle svare på dine, måske lidt tilfældige, spørgsmål.
På et eller andet tidspunkt sker der også det, at barnet holder op med at have lyst til at informere far og mor om alt, hvad det er optaget af og bruger tid på. Det kommer nemlig ikke dem ved. Det tilhører barnets privatliv, og sådan et har alle ret til at have.
