Print sideAt være i kontakt med en anden er at have en relation, der er karakteriseret ved at have en ganske særlig kvalitet: Man er i kontakt, når man på en eller anden måde udveksler med opmærksomheden rettet mod den andens følelser og behov. Det betyder, at man først og fremmest er optaget af, hvordan hinanden har det, og hvad hinanden har brug for.
Du er i kontakt med dit barn, når du er mere optaget af dit barns irritation eller skuffelse end af den tegning, det lige har revet i stykker efter at have brugt en hel time på den. Du er i kontakt, når du overvejer og taler om, hvad det var, barnet havde brug for i situationen, som det åbenbart ikke fik, og som førte til, at det valgte at ødelægge sin tegning.
Du kan udtrykke din optagethed af barnets følelser og behov ved fx at sige: 'Åh, du er rigtig ked af det, hvad? Du vil virkelig gerne kunne tegne de heste, så de ligner. Er det ikke sådan, det er?' Mens du ikke er i kontakt, hvis du siger noget i retning af: 'Ih, hvor er du fjollet, når du sådan ødelægger din fine tegning!' Kontakten kunne i denne situation også udtrykkes ved, at du satte dig ved siden af barnet og holdt om det uden at sige noget. Det er ikke usandsynligt, at barnet så ville opleve sig mødt (på sine følelser og behov) og selv begynde at fortælle dig om, hvad det var, det gerne ville have haft: At det var dygtigere til at tegne heste, fx. At det var lige så dygtigt til det som Viola henne i skolen! At det har lavet mindst 100 forsøg nu og er ved at opgive håbet om at kunne. Eller lignende.
Kontakt kan også bygge på følelser, der gør ondt. Hvis far skælder barnet ud ved at fortælle om, hvordan han selv har det: 'Du har taget 50 kroner i min pung. Jeg er meget vred og ked af det, for jeg kan overhovedet ikke fordrage, at nogen går i min pung uden at have fået lov!' - er han i fuld kontakt med barnet. Det er ikke lige så rart, som når der er behagelige følelser på banen, men det er lige så kontaktfuldt. Det er det ikke, hvis far sætter etiketter på barnet og kalder det upålideligt, en snyder, tyv, ikke til at stole på osv. Gør han det, ser han ikke sit barn og har kun fokus på dets handling.
Kontakt nærer identitetsdannelse
De samspil, som barnet har med omverdenen, har forskellig betydning for det, afhængigt af styrken af de følelser, der er på banen. Samspillet med forældrene er det vigtigste, fordi der både er stærk kærlighed og stor afhængighed imellem forældre og børn. Hvis du er i stand til at være i samspil med dit barn på sådan en måde, at der er kontakt, er du med til at styrke dets identitet. Det får en oplevelse af at være nogen, når så betydningsfulde personer som far eller mor er optaget af det.
Du kan også styrke dit barns selvværd ved at være i kontakt med det, ved at se det. Selvværd har to aspekter, selvfølelse og selvtillid, og det er selvfølelsen, der styrkes, når barnet bliver set af forældrene. Barnet får den grundlæggende oplevelse, at det er værd at elske, bare fordi det findes som lige præcis den, det er.
Selvtilliden styrkes, når barnet oplever sig god til at klare sig, både socialt og praktisk. Barnet vurderer hele tiden sin omverden og måler sig med den, og det skal helst kunne leve så nogenlunde op til sine egne forventninger. De afhænger af barnets alder, køn og omstændigheder.
Du kan læse mere om selvfølelse og selvtillid i artiklen Parat til skolestart?
Dit barn får brug for højt selvværd
Uanset hvordan fremtiden kommer til at se ud, vil dit barn få brug for at have et højt selvværd. Børn med højt selvværd møder tilværelsen med rolig tillid til, at den kan de godt danse med. De tror på, at andre nok godt kan lide dem, og at de nok skal finde ud af at håndtere både den sociale og fysiske omverden på en tilfredsstillende måde.
Den rolige tillid betyder, at barnet 'har råd til' at være nogenlunde realistisk i sin vurdering af sig selv. Det kan acceptere, at der er noget, det ikke er så god til, som det gerne ville være. At det tager fejl, eller at der er nogen, der ikke bryder sig om det. Fordi det ved, at der er så meget andet, det kan, og så mange andre, der kan lide det eller elsker det.
Ses man ikke, vil man bemærkes
Børn der bliver set i tilstrækkeligt omfang, behøver heller ikke at have så travlt med at gøre opmærksom på sig selv, at gøre sig synlige. De børn, der farer rundt i lokalet, som råber og plager og fylder, er sandsynligvis børn, der ikke bliver set i det omfang, de har brug for.
I deres afmagt (de aner ikke, hvad de kan gøre for at blive set) tyr de så til måder at være på, der jo kun fungerer efter hensigten for så vidt, at de vækker vrede og irritation - og det er bedre end ingenting: Mors eller lærerens vrede indeholder mulighed for kontakt, selv om det er en ubehagelig kontakt. Hellere negative følelser end at blive overset. Børns drømme om at blive kendt kan også være udtryk for et ønske om at blive set.
Børn kan ikke have for højt selvværd, og de fleste har for lavt. Det er ofte selvfølelsen, det kniber med, idet vi som nævnt lever i et samfund, hvor der lægges meget vægt på dygtighed, præstationer og dermed selvtillid, og mindre på følelser og behov. Har man selvtillid, men ikke selvfølelse, kommer man let til at tro, at man kun er noget værd i kraft af sine præstationer.
Nogle forvalter deres lave selvværd ved at være usikre, ydmyge og tilbageholdende. De tillægger sig en slags 'taber-fremtræden'. Det lave selvværd kan imidlertid også forvaltes på en 'verdensmesteragtig' måde: Barnet vil ikke have, at andre skal opdage, at det dybest set selv tvivler på, om det er godt nok, som det er i sig selv. Det puster sig op, spiller supermand eller primadonna, vil være først og forrest og har ikke 'råd til' at indrømme fejltagelser eller svagheder. Der er mere status i at være 'verdensmester' end i at være taber, og mange børn vælger at håndtere det lave selvværd på denne måde.
'Verdensmesterbørnene' har også svært ved at give andre børn plads. De oplever fx lærerens krav om ligeværdighed, om at de skal tage hensyn til andre og skiftes som endnu en understregning af, at de selv ikke er gode nok - og det vil de selvfølgelig ikke være med til.
Hvis du ønsker, at dit barn skal udvikle social kompetence, skal du først og fremmest støtte det i at udvikle selvværd.
Sådan nærer du dit barns selvværd
Selvfølelsen næres som sagt, når du er i kontakt med dit barn og ser det, bl.a. ved at have din opmærksomhed rettet på, hvordan barnet har det, og hvad det har brug for. Husk, at brug for eller behov for er noget andet end lyst til.
Selvtilliden næres, når dit barn får mulighed for at prøve sig selv af i mange forskellige sammenhænge - med en rimelig succesrate. Det begynder derhjemme med, at barnet oplever, at det kan udføre små hjemlige pligter til din tilfredshed - og sin egen. Det fortsætter udenfor i en verden, der udvides, efterhånden som barnet bliver i stand til at magte den.
Alt dette er egentlig tidløst, men det moderne samfund stiller meget høje krav til vores individuelle styrke, vores identitet og selvværd. Det betyder ikke helt så meget at have usikker identitet, hvis man lever i et samfund, hvor der hersker helt faste regler for, hvad man må og kan, afhængigt af ens sociale baggrund, køn mv. Sådan er dagens samfund ikke, og der er tværtimod vældig meget, der er overladt til den enkeltes individuelle afgørelser. Man er i meget stort omfang sin egen lykkes smed. Nutidens forældre har en opgave, der er krævende på en anden måde, end den var førhen.
