BESTIL MADPAKKEMAIL BESTIL HUSKEMAIL BESTIL SKOLEMÆLKEN HER!
Avanceret søgning
 
PrintPrint side
Skolens færdselsundervisning
Janne Hejgaard

Færdselsundervisning i skolen

Dit barn skal undervises i færdsel op igennem hele sit skoleforløb. Rådet for Større Færdselssikkerhed anbefaler følgende grundlæggende færdselsundervisning fra børnehaveklassen til 9. klasse:

  • Børnehaveklassen/1. klasse: Gåprøven, hvor eleverne lærer de grundlæggende færdselsregler til fods. De undervises og træner i trafikken og får derefter besøg af en politimand, der afholder en gåprøve i lokalområdet og uddeler et gåprøvebevis.
  • 3. klasse: Den lille cyklistprøve, hvor eleverne lærer om cyklens sikkerhedsudstyr og gennemfører den lille cyklistprøve på en manøvrebane i skolegården.

  • 6. klasse: Cyklistprøven, som er det første egentlige 'kørekort', dit barn vil få. Cyklistprøven består af en teoriprøve og en praktisk prøve i trafikken, hvor eleven kører en rute sammensat af politiet i lokalområdet omkring skolen. Efterfølgende får eleven en vurdering med hjem til forældrene, som beskriver elevens færdigheder på cykel.
  • 8./9. klasse: Et undervisningsforløb om ansvar, risiko og adfærd i trafikken, som er bygget op omkring et besøg af en trafikinformatør. Trafikinformatørerne er et korps af frivillige, som er kommet til skade i trafikken og tager rundt på skolerne og fortæller om deres ulykke.

Dette undervisningsforløb udgør tilsammen det minimum, som RfSF anbefaler. Mange skoler laver meget mere, og nogle har en formel trafikpolitik for skolen, som bl.a. timesætter mængden af færdselsundervisning på skolen.

Skolepatrulje

Der findes skolepatruljer ved cirka halvdelen af landets skoler. Her er næsten 20.000 ansvarlige og fornuftige elever udvalgt og oplært til opgaven 'at gøre elevernes færden i nærheden af skolen så sikker og fornuftig som muligt'. Vi har haft skolepatruljer i Danmark siden 1949, hvor den første patrulje blev oprettet ved Sundpark Skole på Amager. Trafikanterne skal vise særligt hensyn over for skolepatruljer - det siger færdselslovens § 3, og den lovmæssige status har patruljerne haft siden 1977.






Artiklen er skrevet af Janne Hejgaard, som har bearbejdet materiale fra
Rådet for Større Færdselssikkerhed