Børn på 5-7 år må ikke cykle alene
Børnehaveklassebørn er alt for små til at kunne cykle alene i trafikken. Børn skal være 10-12 år, før de er i stand til at overskue og gennemskue alt det, man skal kunne, når man cykler i trafikken. Mange 6-årige børn har nok at gøre med at lære overhovedet at bruge det redskab, som en cykel er.
Dit barns cykel skal først og fremmest være så sikker, som det overhovedet er muligt at gøre den. Det betyder følgende:
Den skal have en størrelse, der passer til dit barn. Den må ikke være for stor, så du kan ikke anskaffe en, som barnet 'kan vokse' med. Hvis cyklen er for stor og tung, kan barnet ikke tumle den og manøvrere med den i trafikken. Den første cykel skal have en størrelse, der tillader barnet at kunne nå jorden med begge fødder, når det sidder på sadlen. Senere bliver det tilstrækkeligt, at det kan nå jorden med den ene fod. Du må enten tage barnet med, når der skal købes cykel, eller måle dets indvendige skridtlængde. Den skal svare til højden fra sadlens overkant til jorden.
Det ser sejt ud med mange gear, kilometertæller og andet ekstraudstyr på cyklen, men små børns cykler skal først og fremmest være enkle at bruge. For meget ekstraudstyr kræver for meget opmærksomhed - også på vedligeholdelsen. Den sikkert udstyrede cykel har følgende:
- To uafhængige bremser, en på hvert hjul: Fodbremse på baghjulet og håndbremse på forhjulet. Håndbremsegrebet skal passe til en lille barnehånd.
- Reflekser: Mindst to gule pedalreflekser, som ses bagfra, når cyklen kører. En rød refleks bag på cyklen. En hvid refleks, der er synlig forfra. Mindst én gul refleks i hvert hjul, der er synlig fra siderne, eller hvide, reflekterende dæk- eller fælgsider.
- Lygter: En forlygte, der lyser hvidt eller gulligt, og som skal kunne ses tydeligt 300 meter væk og være synlig fra siderne. Blinkende lygter foran på cyklen må kun bruges, hvis lygterne er hvide og blinker med mindst 120 blink pr. minut. Røde baglygter, som skal kunne ses tydeligt 300 meter væk og være synlige fra siderne. De må gerne blinke, igen med mindst 120 blink pr. minut.
- Ringeklokke, som skal lyde klart og sidde på styret. Den må ikke erstattes med andre signalapparater.
- Godkendt cykellås.
Det er en god idé også at udstyre cyklen med en bagagebærer, gerne forsynet med en bagagerem, så sportstasker o.l. kan sættes ordentligt fast. Lær dit barn, at det aldrig må køre med noget hængende på styret: Det har været årsag til mange uheld.
Du skal tjekke sikkerhedsudstyret på dit barns cykel med meget jævne mellemrum.
Rådet for Større Færdselssikkerhed anbefaler, at alle kører med cykelhjelm - også voksne. Den skal være CE-mærket, og har den godkendelsesnummeret EN 1078, opfylder den europæisk standard. Statistikken viser, at antallet af hovedskader ville blive halveret, hvis alle cyklister brugte hjelm. En svensk undersøgelse påpegede, at 40 % af trafikdræbte cyklister ville have reddet livet, hvis de havde brugt hjelm.
Cykelhjelmen skal placeres vandret på hovedet, så den beskytter både pande og nakke. Du skal jævnligt tjekke remme og spænder for at sikre, at hjelmen sidder rigtigt på dit barns hoved - og at den er i orden. Det er den fx ikke, hvis den har fået et slag. Selv om den ikke har synlige skader, bør den skiftes ud. Barnet må ikke lege med hjelmen på, den er sikkerhedsudstyr, ikke legetøj.
Husk, at du er rollemodel. Når børn bliver lidt ældre, kigger de efter, hvad deres forbillede gør. Hvis cykelhjelm kun er noget, som små børn er udstyret med, kan det ikke overraske, at større børn vægrer sig ved at tage den på. Det har stor betydning, hvad du vælger at gøre.
Når dit barn begynder at cykle, er det en god idé, at du tager på mange cykelture med det for at træne det - både i at beherske cyklen og i at færdes som cyklist. Vælg veje uden for meget trafik. Barnet skal køre på din højre side, og da det nok vil slingre lidt, må du sørge for, at der er plads imellem dig og kantstenen.
Du skal vise dit barn, hvor det må køre, og hvor det skal stå af cyklen og trække, evt. inde på fortovet. En begyndercyklist skal ikke ud i svære eller farlige situationer. Det er fx sikrest at stå af cyklen og trække over vejkryds.
Cyklister må lære om vigepligt. Fortæl dit barn, at det altid skal sætte farten ned og være parat til at standse helt, når det nærmer sig en krydsende vej. Lær barnet, at hajtænder betyder ubetinget vigepligt, altså at det altid skal holde tilbage og orientere sig. Lær barnet om almindelig vigepligt, at man skal holde tilbage for det, der kommer fra højre, og fortæl det om lumske udkørsler, hvor en bil pludselig kan dukke frem uden at overholde sin vigepligt.
Rundkørsler er noget specielt. Man har vigepligt, når man vil ind i en rundkørsel, selv om trafikken kommer fra venstre. Når man er inde i en rundkørsel, skal man holde øje med dem, der vil ud. Bilister glemmer somme tider at holde øje med cyklister, og derfor kan det være en god idé som cyklist at vise, at man vil fortsætte i rundkørslen, tværs over en udkørselsvej. Det gør man ved at strække venstre arm lige frem i sin kørselsretning.
Både i rundkørsler og andre steder har det betydning, at cyklister gør tydelige tegn, når de vil dreje - rækker en arm ud til højre eller venstre. Det samme gælder, når man vil standse: venstre arm i vejret. På den måde er man med til at lære bilister, at det kan betale sig for dem at holde øje med de cyklister, der kører i nærheden.
Venstresving og store bilers højresving
Mere end hvert tredje cykeluheld sker i forbindelse med venstresving. Lær dit barn, at venstresving er to gange ligeud med mellemliggende stop ved et gadehjørne.
Lastbiler, der skal dreje til højre, kan være farlige for små cyklister, som er lette at overse højt oppe fra en lastbils førersæde. Lær dit barn, at det skal vente bag ved lastbilen, indtil den er drejet. Barnet kan evt. vente oppe på fortovet. Det gælder også, når der er trafiklys.
Artiklen er skrevet af Janne Hejgaard, som har bearbejdet materiale fra
Rådet for Større Færdselssikkerhed




Print side