Vis barnet skolevejen og vurder den
Når dit barn skal til at færdes alene og fx selv finde ud af at gå i skole, skal du allerførst analysere den konkrete vej, det skal gå. Er skolevejen sådan, at du vurderer, at dit barn kan komme til at færdes trygt på den, når det har lært, hvordan det skal gøre? Eller vil det blive ved med at være uforsvarligt at sende det alene af sted? Hvis det er sådan, er du selvfølgelig nødt til at vælge at følge eller transportere det.
Dernæst skal du vurdere de steder, hvor barnet skal krydse kørebanen. Noget af det vanskeligste for et barn at finde ud af er at gå over en vej, også i en fodgængerovergang, samt at skulle overskue et vejkryds. Størstedelen af ulykker med 6-årige sker, når de skal krydse vejen, så du skal altså være særligt opmærksom på netop den situation.
De yngste skolebørn må ikke selv vælge det sted, hvor de skal gå over vejen. De er tilbøjelige til at tro, at bare de ikke kan se nogen biler der, hvor de står, er det et godt sted at krydse vejen. Det er de voksne, der skal udpege for børnene, hvor de må krydse, og så skal det øves rigtig mange gange.
Et norsk studie af 6-årige fodgængeres sikkerhed opstiller en række konkrete forhold, som du bør medtænke, når du vælger, hvor dit barn skal gå over vejen:
- Kan barnet spontant eller ukontrolleret krydse vejen eller på andre måder pludselig komme ud på kørebanen? Eller findes der nogen form for forhindring?
- Er barn og bilførere tilstrækkeligt synlige for hinanden der, hvor barnet skal krydse vejen?
- Kan barnets opmærksomhed blive tiltrukket af andre faktorer der, hvor vejen skal krydses? Så skal du måske finde et andet sted at krydse.
- Kan bilførerens opmærksomhed blive tiltrukket af andre faktorer i trafikken? For så skal barnet heller ikke krydse vejen der.
- Barnet skal heller ikke krydse vejen der, hvor bilister ofte overskrider hastighedsgrænsen.
Gå ruten med barnet, og tal sammen om, hvor barnet må gå, hvor det må krydse vejen, og hvor det ikke må gå. Se på trafikken med barnets øjne, og lad barnet vise dig, at det godt ved, hvor og hvordan det skal gå over vejen på de udpegede steder.
Kom barnets usikre evne til at afgøre en bils hastighed i møde ved at aftale en sikkerhedszone. Find et sted, hvor barnet skal krydse kørebanen. Vælg to punkter fx et sving til den ene side og en postkasse til den anden side. Det er sikkerhedszonen. Barnet må kun gå over kørebanen, når der ikke er biler eller andre køretøjer mellem de to punkter.
|
Artiklen er skrevet af Janne Hejgaard, som har bearbejdet materiale fra
Rådet for Større Færdselssikkerhed




Print side