For nogle år siden drog jeg plus mand og nogle venner til Middelhavet i sommerferien – den spanske kyst nord for Barcelona. Vi kørte selv ned gennem Europa, og gjorde undervejs holdt på campingpladser og slog vores telte op.

Den klareste erindring fra disse campingophold er lyden af skænderier fra de andre telte. Somme tider på dansk, andre gange på alle mulige andre sprog, men ikke vanskelige at forstå. Det var far, mor og børn – og der blev skældt ud, råbt, brokket sig, grædt. I mit lille selskab – som ikke rummede børn – var vi lidt galgenhumoristisk enige om, at familierne i virkeligheden slet ikke kunne holde hinanden ud. Dagligdagene uden for ferien blev nok kun klaret, fordi man dér var spredt for alle vinde, på arbejde, i skole eller institution, og kun sammen i begrænset tid.

Hvis det nu var en rigtig konklusion, og hvis forholdene rundt om på campingpladser og de andre feriesteder stadig er, som jeg oplevede, så er det jo mildest talt sørgeligt. Og nu er sommerferien netop gået i gang igen. Med nye kaskader af skænderier og råben – eller?

Kontakt = mangelvare

Den største mangelvare i dagens familier i dag er – som jeg ser det – kontakt. Vi er spredt for alle vinde på hverdagene. Vi opholder os flere timer væk fra hinanden i familierne, end vi opholder os sammen. Begge forældre har arbejde, de fleste fuldtids, og for mange (især mænd) er ’fuld tid’ ikke bare 37 timer på en uge, men flere. Vi bruger tid på at transportere os frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads, med afstikker til institutionen for at afhente børn, og vi er generelt trætte, når vi endelig er hjemme.

Vi er sammen i weekenderne, men sammen hvordan? Jeg kan ikke vide det. Jeg kan imidlertid læse af statistikkerne, at vi tilbringer længere tid foran tv og pc i weekenden, end vi gør på hverdagene. Og jeg véd, at kontakt meget let bliver forstyrret, hvis ikke umuliggjort, af en tændt skærm.

Kontakt er at være sammen, samspille, på en måde, hvor man har sin opmærksomhed koncentreret omkring følelser og behov. Det betyder, at man er mere optaget af, hvordan den anden har det, og hvad den anden mon lige nu har brug for, end man fx er optaget af den fodboldkamp, der måske udspiller sig på tv – eller af den sidst indkomne e-mail. At være i kontakt er også at være til stede i mødet med den anden på en måde, hvor ens egne følelser og behov er med fremme i billedet. Hvis jeg fx er sur, så er jeg sur og prøver ikke at lade som om, jeg ikke er det.

Kontakt = at se hinanden

At være i kontakt er det samme som at se hinanden som dem, man virkelig er. Ethvert betydningsfuld forhold imellem mennesker – parforhold, venskaber, forhold mellem børn og forældre osv. – er betinget af, at parterne i et vist minimalt omfang ser hinanden, altså er optaget af, hvordan den anden har det og hvad han/ hun har brug for.

Når vi er trætte, fyldt op af dagligdagens praktiske krav, er det ikke underligt, at vi kan have mest lyst til at smide os foran en skærm og lade os underholde. Det gælder både børn og voksne. Det gælder også for begge, at vi sædvanligvis har været sammen med mange forskellige mennesker i løbet af dagen, og her, hen under aften, har behov for at vende os lidt indad, være lidt for os selv. Desværre passer det ret dårligt sammen med fx at være en børnefamilie. En børnefamilie kan nemlig kun trives, hvis den rummer et vist minimum af kontakt og seen hinanden – og det er forældrenes ansvar at sørge for.

Identitet og selvværd

Kontakt og at se hinanden er det ’stof’, som børns identitet og selvværd skabes af. Mennesket er et socialt væsen, som bliver til i samspil med andre. Børn har et lige så stort behov for at blive set, for at være i kontakt, som de har for mad, drikke og motion. Får de ikke den kontakt, de har brug for, fra deres forældre, vender de sig andre steder hen, for kontakt må de have. De kan være så heldige, at de har andre betydningsfulde voksne, der kan give dem den kontakt, de har brug for. Bedsteforældre, andre familiemedlemmer, lærere og pædagoger – enhver, som de kan have et varmt følelsesmæssigt forhold til.

De kan også være tvunget til at bruge sølle erstatninger, og her er fjernsynet den mest nærliggende mulighed. Jeg overvejer fx, hvor meget optagetheden af diverse reality-programmer af tvivlsom kvalitet, der i virkeligheden bliver set af hunger efter – kontakt.

Kontakt med far og mor er selvfølgelig meget bedre næring for identitet og selvværd end kontakt med fjernsynet. Så – hav det med i overvejelserne omkring, hvordan ferietiden skal anvendes. Brug dog ferien til at være sammen! Sørg for, at der bliver mulighed for at være i rigtig god, mættende kontakt med hinanden i familien. Husk på vigtigheden af at se hinanden.

Det kan ske både ved stranden, på campingpladsen og i sommerhuset. Det kan også ske derhjemme – når bare der er tid og overskud. Er I opmærksomme på det, vil I have udstyret jer selv og hinanden – og ikke mindst jeres børn – med en kapital af trivsel, styrke, selvværd, glæde, som vil farve de dagligdage, der kommer efter ferien – i uger og måneder.

Rigtig go’ ferie!

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

PS: Nåe ja: Hvis overskuddet er stort nok, kan I jo også løbe en daglig tur, svømme en kilometer frem og tilbage langs stranden, cykle i stedet for at tage bilen ... det vil I heller ikke fortryde, når dagligdagen vender tilbage.