Naboen til den ene side er sådan en sød, gammel dame, mens dem, der bor på den anden side er skrækkelige! Deres børn er vildt uopdragne, og snavsede, og så larmende, at det somme tider ikke er til at holde ud. Men jeg er altså for høflig til at sige noget til dem.

Min bror er hjælpsom, min søster egoistisk. Statsministeren er pinlig, og hvad var det nu, hende mavedanseren engang kaldte Pia Kjærsgaard? PK blev i al fald mopset, men er hun ikke også lidt nærtagende? Næh, vi skulle have sådan en politiker som Barack Obama, han er et ordentligt menneske. Og intelligent, i modsætning til det ubegavede fjols, der var der før ...

Eksperter i brug af etiketter

Osv, osv. Vi er simpelthen vildt gode til det: At slynge om os med etiketter. Der er 15 i eksemplerne ovenfor, tæl selv! Etiketter er ofte det samme som tillægsord: Han/ hun er flittig, doven, interesseret, pligtopfyldende, velbegavet, ukoncentreret, urolig – for nu at hente nogle af de betegnelser frem, som blev brugt på mig og mine kammerater i min skoletid. Vurderingerne ser lidt anderledes ud i dag, er blevet mindre lige-på-og-hårdt, mere pænt formulerede og pakket ind, men helt overordnet er der ikke ændret på noget: De er etiketter. Og når man bruger etiketter, gør man noget helt bestemt ved samtalen, ved den kontakt, man har med den anden.

Skoleelever er ikke de eneste, der systematisk bliver udstyret med etiketter. Forældre er et andet yndet mål. Dette årtusinde har budt på Servicerende Forældre, Iscenesættende Forældre og Curling-forældre. Forældre er rask væk blevet udstyret med etiketter som Krævende F, Professionelle F eller Desperate F. Jeg er stødt på Øko-F og Kronprinsesse-F. Alle etiketterne er gruppebetegnelser og bruges til at karakterisere særlige måder at håndtere forældrerollen på. Alle kategorierne, med undtagelse af de Kompetente F, gør i øvrigt deres forældrearbejde forkert. Forkert på forskellige måder – men forkert. De stakkels børn!

Etiketter som forklaring

Men det er ikke engang det vigtigste, eller det værste. Det værste er, at brugen af etiketter sender situationen, samtalen, kontakten, ud ad et bestemt spor, som jeg bedst kan karakterisere som: på afveje.

For det første bruges etiketter ofte som forklaring: Han glemmer sine ting, fordi han er glemsom. Hun har ikke orden på noget, fordi hun er rodet. Han laver aldrig sine ting, fordi han er doven. Hun har altid sine ting i orden, fordi hun er myreflittig. Osv, osv! Man skal ikke studere den slags ’forklaringer’ ret længe, før det bliver åbenlyst, at de er de rene ring-slutninger. Det svarer til at forklare, at ’den vase er blå, fordi den har en blå farve’. Hurra, her blev jeg lige meget klogere, hvad?

Etiketter lukker af for løsninger

For det andet: Når man bruger etiketter i situationer, hvor der er et problem på banen, som gerne skal løses, så lukker brug af etiketter for løsningsprocessen. Eksempel: Det er ikke så godt med Mads i børnehaveklassen. Han slår og sparker de andre børn. Han er en voldelig/urolig/uopdragen lille dreng, og det går jo ikke. Han må lære at lade være med at opføre sig sådan, så vi må i gang med at lære ham en anden måde at reagere på. Udtryk for en ganske almindelig forståelse, som måske nok bliver udstyret med lidt analyse af baggrunden: fx problemer i hjemmet, men som ikke løfter sig ud over ring-slutningen: Mads opfører sig voldeligt, fordi han er (blevet gjort) voldelig.

Det må være sådan en forståelse, der får lærere, pædagoger og såmænd forældre med, til at komme i tanker om at indføre belønnings- og straf-systemer. Smileys, udelukkelse fra klassen, husarrest, fine klistermærker, for slet ikke at nævne skæld ud, bliver hentet frem, ud fra en logik, jeg simpelthen ikke begriber. Man må forestille sig, at Mads med vilje vælger at bruge vold, og at han tilsvarende, hvis belønningen eller straffen er stor nok, får lyst til, og er i stand til, at vælge at lade være med at være voldelig. Og i de situationer, hvor han alligevel bliver ved med sine unoder, selv om han bliver straffet, når han gør det – ja, så forstås det, som om han bare ikke vil vælge at lade være. Så må der strengere straffe til! Eller større belønninger.

Altid i gang med at møde behov

Jeg vil her gerne tilbyde en anden forståelse. Den er funderet på min overbevisning om, at ingen nogensinde foretager sig nogetsomhelst af nogen anden grund end for at møde ét af sine egne behov. Det skal ikke forstås sådan, at jeg påstår, at vi allesammen kun tænker på os selv, og er de rene egoister. Behov kan selvfølgelig være af alle mulige slags, lige fra de egoistiske til de altruistiske: Den barmhjertige samaritaner hjalp tiggeren, fordi han havde behov for at opføre sig som et kristent menneske – som jeg forstår det.

Når Mads sparker, gør han det som et forsøg på at møde et behov. Hvad behovet går ud på, er ikke umiddelbart til at vide, men det kan findes ud af. At sparke er en handling, som næppe møder Mads’ behov. At sparke andre giver som regel kun ballade (– måske med mindre man er medlem af Hells Engels eller spiller med i en amerikansk thriller). Mads har nok ikke behov for at få ballade. Mads’ sparken er sandsynligvis udtryk for, at han ikke aner, hvordan han skal handle for at skaffe sig det, han har brug for. Mads sparker, fordi der er noget, han endnu ikke har lært.

Børn gør det rigtige, hvis de kan

Hvis sådan en forståelse lægges ned over Mads og hans måde at opføre sig på, så er den logiske konsekvens, at 1) finde ud af, hvad Mads’ behov mon går ud på, og 2) lære ham en anden og bedre måde at handle på for at skaffe sig det, han nu har brug for. Kender han en anden måde, der for det første virker, for det andet betyder, at han slipper for ballade, er det logik for perlehøns, at han vil vælge den. Og holde op med at vælge den anden, voldelige måde. Men – han kan først vælge, når han har noget at vælge imellem.

Brug af etiketter og den dertil knyttede forståelse løser ingen problemer. Skaber snarere flere. Mens at ændre sit fokus og kigge, først efter behovene, og derpå efter effektive, accepterede måder at opfylde dem på, løser problemerne. Så hvorfor ikke?

Venlig hilsen
Janne Hejgaard