‘Mads vil ikke tro på, at når hans tissemand rører ved min tissekone, så får vi et lille barn,’ erklærer den 6-årige en dag ved middagsbordet. Far og mor kigger på hinanden, større søskende fniser, mens eventuelle yngre brødre og søstre uanfægtet spiser videre.

Måske bliver stemningen en smule anspændt og samtalen bliver hastigt drejet hen på noget helt andet. Måske smiler far og mor og benytter anledningen til at tage emnet op. Uanset hvad: Her er der noget, som bør gribes og tales om, selv om det måske vil være lidt besværligt for de voksne. Og måske uventet: Skal man nu til at tale sex med sin 6-årige? Men sådan er det. Det er aldrig for tidligt at tale med sine børn om sex, det er meget oftere for sent – og det kræver lige lidt omtanke og viden at gøre det ordentligt.

Børn er seksuelle væsner

Børn er seksuelle væsner, om vi så kan lide det eller ej. Deres barne-seksualitet er imidlertid anderledes end den voksne ditto, som først vågner i løbet af puberteten. Man kalder børn ‘autoerotiske’, og det betyder, at deres lystfølelse er rettet mod dem selv. De er ikke optaget af parring og partnerskab, og når andre er interessante, er det som nogen, der kan massere, kilde, nusse og kradse, så det føles dejligt for mig.

Kønsorganerne er selvfølgelig allerede fra begyndelsen udstyret med særlig følsomhed, men de har ikke den rolle, som de får for voksne mennesker, og som bl.a. hænger sammen med hele forplantningen. Det vigtige ved barnets kønsorganer er, at det kilder så dejligt, når de bliver rørt ved!

Børns onani

Det opdager børn på ét eller andet tidspunkt af deres barndom. Drengene lettere end pigerne, af den simple fysiske grund, at deres kønsorgan sidder uden på kroppen og er svært at undgå at få øje på – og at komme til at røre ved. Der er flere drenge end piger, der onanerer – det handler nok også om kønsrollemønsteret – men mange småpiger opdager heldigvis, at tissekonen kilder på en særlig og dejlig måde, og får røde kinder af ren og skær gnubbe-anstrengelse.

Onani er en måde at udforske sin seksualitet på, så det er helt fint, at børn onanerer. De skal selvfølgelig lære de sociale regler, der er i deres lokale omgivelser for, hvordan man håndterer sin seksualitet – også når man bare er 4-6-8 år. Sex er noget privat, sådan er det. De skal dertil have noget at vide om, hvad kønsorganer og sex er for noget. Det er først og fremmest en forældreopgave, og videre en opgave for alle de professionelle voksne i børnenes liv. I skolen er seksualundervisning lovpligtig på alle klassetrin – også i børnehaveklassen.

Far, hvad betyder ‘fisse’?

Udfordringen består i at informere på det rette niveau. Som grundlæggende rettesnor kan man bruge, at man først og fremmest skal svare på børnenes spørgsmål. Børn færdes i verden og ser spor af sex alle vegne. De ser reklamer med mere eller mindre godt skjulte seksuelle budskaber. De ser de lumre magasinforsider, der irriterende ofte befinder sig lige ved kassen i supermarkedet (– jeg har vendt utallige af den slags om, så bagsiden kom fremad!) De ser film og internetsider, der formidler porno af alle mulige hårdhedsgrader. De ser henslængte, brugte kondomer i parken, de falder over fars ubrugte pakke eller mors pessar i natbordsskuffen. Og de ser graffiti!

Der er seksuelle udtryk over det hele i dagens danske samfund, og børn ser dem og undrer sig. I bedste fald spørger de om, hvad det nu skal forestille? Og i bedste fald har de en voksen, der vil og kan svare. Og jeg mener svare – ikke holde foredrag. Det er ikke hele forplantningens historie med dertil hørende problemfelter, der skal præsenteres for barnet. Det skal have et sandfærdigt, så enkelt som muligt svar på sit spørgsmål.

Der er rigtig god hjælp at hente i bøger, og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg netop har fået udgivet en, der lige passer. ‘Det kilder!’ hedder den, og den er en billedbog, der er lavet, så far, mor og børn kan gå på opdagelse i den, og bruge tekst og billeder som afsæt for samtaler om det, der lige nu er på tapetet hos den 4-8 årige. Se mere via link her efter klummen.

Gode bøger spejler

Når man læser en historie om andre børn, der oplever noget, man selv kender til, fungerer den som en slags spejl. Måske kommer man i tanker om noget, man ellers har glemt at spørge om. Måske kan man lade som om, man spørger på én af personernes vegne, fordi man er lidt usikker ved at spørge på egne. Måske får man sat ord og begreb på noget, der har ligget i baghovedet og været uforståeligt. Gode historier kan spejle ens egne følelser, og gode illustrationer kan vise, hvordan noget ser ud og hænger sammen. Og man kan beskæftige sig med bøger i sit helt eget tempo – uden at skulle gribe til remotekontrollen. Bøger kan noget, som ingen andre medier kan – og det gælder også i denne sammenhæng.

Så – hvis ikke du allerede har været i en situation som den, jeg beskriver her ovenfor, kan du godt forberede dig på, at den opstår. Og når den gør, hvis den gør! kan du roligt glæde dig over det: Forstå det som udsagn om, at dit barn er trygt nok til at spørge dig om noget, som for rigtig mange mennesker er tabubelagt eller i al fald ‘ikke noget, man taler om’. Også her i 2010, og også selv om det muligvis betyder, at barnet så bliver overladt til den slags seksuelle informationer, som man finder på gaden eller internettet.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Link til ‘Det kilder' og de første 11 sider af bogen.