‘Stingray! Stingray!’ råber børnene. De stimler sammen på den lange mole og stirrer ned i vandet et par meter under sig. Jeg kigger med, og ganske rigtigt: En sort, kvadratmeterstor flade, en pilrokke, svæver graciøst igennem det turkisblå vand. Jeg er i det sydlige Australien, besøger barnebarnet og hendes mor, og færdes selvfølgelig med alle sanser åbne for at fange de nye indtryk.

Børnene har ellers været i fuld gang med at springe ud fra molen med gevaldige plask og megen begejstring, men nu venter de med at springe, indtil pilrokken er svævet uden for synsvidde. Jeg googler dyret, da jeg igen er i nærheden af en computer, og kan læse om dødsfald forårsaget af pilrokker, og en så-og-så lang giftig ‘negl’, der kan bore sig direkte ind i hjertet på et menneske – hvis man er uheldig nok.

Okay, jeg må lige synke en gang og gøre mig tanker: Det er så åbenbart vilkårene, når der skal bades her omkring. Ét af dem. Og det håndterer børnene, og det har mit 8-årige barnebarn så også lynhurtigt lært: At tjekke vandet for pilrokker, før hun hopper i det. Ligesom ikke noget, hun har været vant til hjemmefra.

Børn efteraber – og lærer

Men sådan er det: Børn lærer af hinanden, og børn lærer af deres omgivelser – og her taler jeg ikke om skolens systematiske undervisning. Og de gør det lynhurtigt. Det ved barnets mor åbenbart, for hun har ikke så meget som nævnt eksistensen af pilrokker i badevandet. Eller nogle af alle de andre dødsensfarlige dyr, som Australien er berygtet for, og som nok kan holde en mormor vågen om natten.

På den lange flyvetur hertil var jeg udstyret med et nummer af Samvirke, og læste dér en artikel om børn og deres lege. Og her kunne jeg igen forstå, at det, som børn sådan helt spontant lærer af hinanden og deres omgivelser, har umådelig stor betydning. I artiklen fortæller børnekulturforsker Carsten Jessen, at leg som bekendt ikke er noget, der sidder i generne. De skal læres, og det gjorde man før via de store søskendeflokke, der var i familierne, hvor børnene jo nødvendigvis aldersmæssigt spredte sig over en årrække. De små efterabede de store – og lærte både at undgå de lokale farer, at lege og selvfølgelig meget, meget mere. Hvordan man opfører sig, fx. Hvordan man er pige eller dreng.

Aldersopdeling

I dag er der sjældent mere end én eller to søskende derhjemme, og på institutioner og skoler er børnene i meget høj grad aldersopdelt. Har man kammerater med hjem, er de oftest jævnaldrende. Resultatet er, at indlæringskæderne er blevet brudt: Hvor har børnene i dag mulighed for at være sammen med de tilpas meget ældre børn, som kender de forskellige lege og som kan lære dem fra sig?

Men leges skal der, og leget bliver der, og leg bygger på inspiration, så de altid kompetente børn finder selvfølgelig deres anderledes inspirationskilder: TV, film, computer, spil – og blandinger af det hele. Nutidens lege er i meget højere grad indendørs og stillesiddende, hvilket som bekendt ikke er spor godt for den fysiske form, hvilket – også som bekendt – er et stort problem for nutidens børn. Men det er en anden historie.

(Har du lyst til at handle i dette felt, kan du være den, der sætter legen i gang. Børnene vil elske det! Og det passer til det spirende forår og udevejr. Jessen fortæller, at der er fire ting, du skal huske: 1) legen skal sættes igang, 2) den skal kildre i maven, 3) den skal indeholde mulighed for variationer, og 4) børnene skal have mulighed for at kunne øve sig og blive bedre.)

Rollemodeller

Gad vidst, om der er færre skrammede børneknæ i dag? Færre brækkede arme, ben og fortænder? Hvis børn kun er udenfor halvt så meget tid, som deres bedsteforældre var – stadig ifølge Samvirke – skulle man tro, at det forholdt sig sådan. Og det er vel godt – eller? Måske hører det også med til de gavnlige erfaringer fra barndommen, at man har erhvervet sig sin andel af større og mindre skader, er kommet sig over dem og har øvet sig på at undgå dem.

Lokalområdets ‘slemme drenge’ var også til stede på den før omtalte mole. Halvstore knægte, der havde meget travlt med at lufte deres oprørske trodsighed og vise, at de sandelig opførte sig, som det passede dem. Den tydeligste af disse 15-årige havde travlt. Hvis ikke han var i færd med at springe på hovedet i vandet efter en pilrokke – det var det lokalkendte, ufarlige eksemplar uden ‘pil’, fik jeg at vide, modigere var han så ikke – så var han på vej op i lygtepælen for at springe i vandet derfra.

Forbipasserende voksne mumlede deres misbilligelse, og børnene både stirrede og lyttede. Og selvfølgelig lærte de også noget her. Om at skaffe sig opmærksomhed. Om at folde sin personlighed ud. Om en måde at vise på, at ‘jeg er en stor, cool dreng’. Om social accept eller mangel på samme. Hvad de så ville stille op med alt det – ja, det er et interessant og uoverskueligt felt at bevæge sig ind i.

Tillid

Hvad børn lærer, er i sidste ende et resultat af deres personlighed. Eller måske snarere af det, der opstår i samspillet imellem deres personlighed og de omgivelser, de befinder sig i. Og her er det, at det bliver vigtigt med tillid. Mors, fars – og ja: mormors tillid. Tillid til, at det elskede barn vil vælge de rette rollemodeller, vælge at bevæge sig ad konstruktive spor og altså ikke af de destruktive, uharmoniske, farlige. For farlige!

Og ikke mindst tillid til, at barnet helt grundlæggende ønsker at passe på sig selv. Tillid til, at det rent faktisk kan passe på sig selv, inden for visse rammer, selvfølgelig. Som fx lære at omgås pilrokker i badevandet – og destruktive rollemodeller i lygtepælene.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard