Kassemanden i mit lokale supermarked forærede mig to henrivende roser, da jeg havde betalt mine varer. Ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er af hunkøn: Det var 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Jeg kom da også lige fra den danske ambassade, hvor jeg i dagens anledning havde haft fornøjelsen af at være til Frauenfrühstück.

Jeg var i Berlin, og kunne ikke lade være med at overveje, om der mon blev delt roser ud i danske supermarkeder denne dag – eller om der var arrangeret særlige kvinde-brunch'er i ambassade-regi. Måske, man ved jo aldrig. Jeg er helt sikker på, at der har foregået både det ene og det andet i Danmark i anledning af der Frauentag, som den hedder her, men jeg gad vidst, hvor mange af arrangementerne, der har haft så officielt præg som min morgenmad på ambassaden.

Kønsskævheder i praksis

Jeg overvejede også noget andet. For mig er det overraskende at opleve, at det officielle Danmark på denne måde demonstrerer en dansk optagethed af de to køns ligestilling. Jeg synes selvfølgelig, at det er mere end fint, men jeg kan ikke lade være med at undre mig: Jeg ved ikke li-i-ige. hvor meget jeg kan se nogen særlig demonstrativ succes med ligestilling internt i Danmark – i praksis. Jeg har været optaget af kønnenes ligeberettigelse stort set hele mit voksne liv, og efter min bedste viden, eksisterer kønsskævhederne stadig i værste velgående. Et kig på de seneste statistikker giver mig ret. Desværre. Om end noget åbenbart flytter sig den rigtige vej. Her følger et par eksempler:

Kvinder er stadig hovedansvarlige for hjemmet, kan det fx ses. De er projektlederne, selv om mændene – ret skal være ret – deltager mere end tidligere. Kvinders gennemsnitlige lønarbejdstid er 32,4 timer om ugen mod mændenes 37,9 timer – og så tager mænd oftere arbejde med hjem. Og hvad så? kan man spørge. Tja – det har nogle konsekvenser:

Som de hovedansvarlige for hjem og børn er det ikke overraskende, at det er kvinderne, der tager længst barselsorlov: 275 dage mod mændenes 24 (for børn født i 2007). Igen: Mændenes andel vokser pænt: 3 år før var deres gennemsnit 18 dage. Tilsvarende er det oftest mor, der bliver hjemme på barnets første sygedag, og heller ikke overraskende gør mænd i større omfang karriere og får overordnede stillinger, end kvinder gør. Og?

Igen: Det har nogle konsekvenser, d et viser sig nemlig i lønningerne: Mændenes gennemsnitlige disponible indkomst var i 2007 206.000 kr., mens kvindernes var 163.000 kr. Noget af en forskel. Som bider sig selv i halen: Det bliver dyrere at have far væk fra arbejdsmarkedet end mor.

Konsekvenserne ses også mange andre steder: Andelen af kvinder i ledende stillinger, i bestyrelser, som professorer, i folketing og regering, er lavere end mændenes andel – og end den fx er i de andre nordiske lande.

Balance er bedre end skævhed

Alt det kan man synes om eller ej. Jeg synes ikke om det. Jeg foretrækker balance – også i sådan, som kønnene fordeler sig hen over samfundet. Det betyder også, at jeg ikke er den, der klapper begejstret, når skævheden pludselig vender den anden vej: Der er langt flere unge kvinder end mænd i gang med at tage en mellemlang eller videregående uddannelse. Fordelingen er 61% kvinder og 39% mænd. Jeg kan håbe, at denne skævhed om nogle år kan være med til at rette op på de andre skævheder, jeg har remset op her ovenfor, men ellers bryder jeg mig ikke om den. Skævheder er og bliver kilde til ballade.

Børnene er vejen frem

Kønnenes ligestilling er ikke noget naturligt, selv om natur heller ikke kan bruges som argument for forskelsbehandling. Ligestilling (af enhver art) er resultat af en beslutning, som tilpas mange mennesker har taget. Enkeltpersoner! Og her er forældre en yderst vigtig gruppe af enkeltpersoner: Ligestilling grundlægges nemlig hos børnene.

Det er alle fædrene og mødrene, der kan gøre en forskel, og som altid er det via det, der bliver gjort i praksis, og ikke via det, der bliver sagt, at børn lærer. Det er lige præcis derfor, at det kræver en ganske bevidst forældreindsats, hvis børn ikke bare skal vokse op og have lært det samme kønsrollemønster, som deres forældre har. Med mindre det er præcis, hvad far og mor ønsker for deres børn.

Det er let at se, hvad ikke-ligestilling vil komme til at betyde for døtre: Mere hjemmeansvar, lavere løn, mindre karriere, måske oven i købet til trods for en længere uddannelse.

Der skal lige tænkes en ekstra omgang, før det står klart, hvad samme ikke-ligestilling vil komme til at betyde for sønner. Situationen er nemlig den sædvanlige: På den traditionelle drengeside findes alt det, der kan måles: Løn, karriere osv., jf. tallene ovenfor. Mens vi på den traditionelle pigeside finder alt det, der især kan mangles: Nærhed, kontakt, omsorg, indlevelse. Den slags mangler optræder først i statistikkerne, når de har ført til mistrivsel med deraf kommende kriminalitet, vold, misbrug mv. De to sæt kvaliteter omtales somme tider som hårde og bløde værdier. Begge sider skal være repræsenteret i rimeligt omfang i et barns liv, for at det kan trives. Ja, i et menneskes liv, vel sagtens!

Far på banen

Skal de opvoksende sønner blive til mænd, der også kan praktisere de 'bløde' værdier, så er det nu, især far skal på banen. Det er far, der kan demonstrere – i praksis! - over for sønnen, at en rigtig mand både kan gøre karriere, pusle om småbørn og tale om følelser. En sådan far vil i øvrigt også lære sine døtre at have den slags forventninger til deres kommende mand. Og som en sidste sløjfe: Det har vist sig, at de voksne kvinder, der sidder i samfundets topstillinger, meget ofte kan berette om en far, der var ganske nærværende, da de var børn. Der er sammenhæng mellem de 'bløde' og 'hårde' værdier!

Som sagt: Ligestilling er resultat af en beslutning, og den står det jo enhver frit for at tage – eller lade være med at tage, i al fald hjemme i privaten. Vælger man det sidste, er det let: Så skal der bare fortsættes som sædvanlig.

Og det offentlige Danmark har jo besluttet sig: Her går man ind for ligestilling ved lov.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Kilde til de nævnte tal om køn og ligestilling: Danmarks Statistik.