Der er ingen grænser for alt det, børn skal lære. Hvor meget de nødvendigvis må opdrages og undervises og skaffe sig af erfaringer – alt sammen med den hensigt at udstyre dem med de nødvendige kompetencer, så de bliver bedst muligt i stand til at leve et frugtbart liv.

Et af de områder, som børn forbløffende nok ikke modtager undervisning i, er det, at skulle være forældre. (Man underviser heller ikke i at blive et velfungerende medlem af et demokrati, at være en vælger, men det er en anden historie.) Man kan sige, at vores forældrefunktion er noget, vi er blevet opdraget til, og det betyder langt hen ad vejen, at vi er forældre på samme måde, som vores egne forældre var. Vi har som udgangspunkt ikke lært andet.

Det får somme tider det udtryk, at vi bevidst gør det modsatte af, hvad vores forældre gjorde, for sådan som de var – næh, det kunne vi ikke drømme om at udsætte vores egne børn for! Vores egne forældre var strenge, kontrollerende, snæversynede – så vi bliver i stedet for nogle forældre, der er milde, frisindede og i stort omfang lader tingene gå, som de nu kan. Eller også bliver vi strenge i vores krav til frisindet, og vores laden tingene gå sin gang er i virkeligheden udtryk for konfliktangst og ligegyldighed. Den ene grøft er lige så gal som den anden, og at gøre det modsatte af noget er stadig at lade ’noget’ bestemme farten. Det er ikke let!

Være sig selv på en anderledes måde

Hvordan skal forældre egentlig bære sig ad med at bryde de gamle mønstre, som er lagt i dem, da de selv var små og modtagelige? Og som er der: Hvor mange forældre opdager ikke – til deres skræk eller i al fald ubehag – at de taler til deres børn på en måde, som er en tro kopi af sådan, som deres egne forældre talte? Wah!! Hvordan kan man være anderledes, end man pr. automatik virkelig er, og samtidig være helstøbt og autentisk – for det er vigtigt. Børn gennemskuer straks manglende autencitet og bliver utrygge.

Selvfølgelig – og heldigvis – kan man ændre sig over tid. Lære nyt, blive klogere, begynde at handle og reagere mere hensigtsmæssigt. (’Hensigtsmæssigt’ betyder, at ens handlinger i større omfang fører én derhen, hvor man ønsker at komme – og ikke nogle helt utilsigtede steder hen.) Men det kræver som al mulig anden indlæring en indsats. Man skal ville det. Man skal give mental plads til det – og tid. Man skal måske først og fremmest vide, hvor man vil hen – ikke bare, hvor man ikke vil hen.

Skældud, bebrejdelser, trusler ...

De fleste af os er opdraget med skældud. De fleste af os bruger selv skældud, når vi opdrager børn. Jeg bliver gang på gang forbløffet over at erfare, at forældre næsten ikke har andre redskaber at benytte i deres opdragelse end – skældud, bebrejdelser, trusler – og så belønninger. Det tankevækkende er, at når man analyserer alle disse opdragelsesteknikker, viser det sig, at de reelt bygger på en dyb mistro til børn og deres motiver:

Lille Peter gør noget, hans forældre ikke bryder sig om, og de reagerer ved at fokusere på hans handling og sige: fy – slemt – uartig – må ikke – nu holder du op – straks! – ellers ... Sådan er automatikken – ofte. Oftest?

Reagerer den voksne sådan, er det udsagn om, at Peters handling bliver forstået som et mere eller mindre bevidst brud på reglerne. Små børn ved ikke, så de skal lære det. Store børn burde vide, så de skal sanktioneres, når de ikke gør, som de burde gøre. Vi klistrer hurtigt tillægsord på: Uopdragen, uartig, fræk, trodsig. Vi har vores fokus på barnets handling, og den forkerte handling falder tilbage på barnet, som dermed viser sig også at være forkert. Og det må der rettes op på.

Ændre fokus: Lede efter behovet

Det interessante for mig er, at hele dette system kan blive vendt på hovedet, hvis den voksne, far, mor, pædagog, lærer, ændrer sit fokus på barnet og dets handlinger. Hvis man begynder med at slå fast: Barnet er ikke uopdragent, uartigt, frækt, trodsigt. Barnet har ikke noget større ønske end at få positiv respons på sin måde at være på – både fra voksne og andre børn. Barnet bryder sig ikke om skæld ud og bebrejdelser, det vil meget hellere have anerkendelse og glade, venlige reaktioner. Så – når barnet alligevel foretager sig noget, som andre ikke kan lide, og som udløser ballade, hvad kan forklaringen så være?

Der kan findes mange forskellige forklaringer, og fælles for dem er, at de er helt anderledes end dem, der er beskrevet her, et par afsnit ovenfor. Og meget kærligere. De er alle bygget over samme læst som dette eksempel:

Storesøster er jaloux på lillesøster, fordi hun er skrækslagen for, at far og mor ikke elsker hende mere. Hun aner ikke, hvordan hun skal bære sig ad med at slippe af med sin skræk, så derfor vælger hun i afmagt at drille lillesøster. Når far og mor skælder hende ud for hendes handling: ’Du må ikke drille! (Evt: Fy, hvor er du slem!) Du skal være sød ved din lillesøster!’, får hun sin frygt bekræftet, og så har vi den negative spiral.

Følelser fortæller om behov

Hvis far og mor i stedet for tager udgangspunkt i, at deres ældste datter selvfølgelig er et kærligt væsen, der elsker sin lillesøster og vældig gerne vil gøre far og mor tilfredse, så retter de deres opmærksomhed mod de drivkræfter, der ligger bag, at storesøster driller lillesøster. De overvejer, hvad det mon er for følelser, hun har, som hun håndterer ved at drille. De ved, at følelser altid fortæller om, hvorvidt man får det, man har brug for (= behagelige følelser) eller ej (= smertefulde, ubehagelige følelser). De er derfor dybt interesserede i at finde ud af, hvad det er, storesøster ikke får, som fylder hende med følelser, som hun ikke kan finde ud af at håndtere på anden måde end ved at drille lillesøster.

Det gør de fx ved at sætte sig over for hende og spørge til hendes følelser og behov. De spørger hende på en måde, som passer til hendes alder og erfaringsniveau. Og så oplever storesøster sig set og elsket, og får dermed det, hun har brug for. Bingo! Hun holder op med at drille – hvorfor skulle hun drille nu? – og alt er lykkeligt!

Hellere genvej end omvej

Tilbage til opdragelse af forældre. Hvordan bærer man sig ad med at indarbejde nye automatikker? At blive en kvalitativt anderledes opdrager end ens egne forældre var? Man må først se i øjnene, at det ikke er noget, man bare sådan lige gør. Automatikker ligger dybt, og der skal graves dybt for at ændre på dem. Men – når man nu ved, at man hidtil har benyttet en omvej, mudderhuller og skarpe klipper. Og nu har fået anvist en genvej, fuglesang og nyudsprungne roser! Så skulle det være sært, hvis ikke man fik lyst til at finde ud af at ændre rute.

De første gange gør man pr. automatik det samme, som man altid har gjort. Ti minutter senere kommer man i tanker om, at hov! Nu gik jeg igen galt i byen. Næste gang går der kun 5 eller 7 minutter, og en dag kommer man i tanker om det 2 sekunder efter – og dernæst 3 sekunder før. Automatikken er brudt! Jeg har ladet mig fortælle, at man skal foretage sig noget nyt 80 gange, før det er kørt ind som ny automatik. Men så sidder det også.

I dag er som bekendt den første dag i resten af dit liv – og ikke mindst i dine børns. Hvis du har behov for at ændre din måde at være opdrager på, så begynd dog straks. Det kan lade sig gøre. Ryger du undervejs ned i et af de sædvanlige mudderhuller, så kravl bare op igen. Det vigtige er ikke, at du fejler undervejs. Det vigtige er, at du bliver ved.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard