Jeg læste for nylig et sted – beklager, jeg husker ikke hvor – at man skal huske, hvad det er, man sådan helt overordnet lærer sine børn, når man lader hyggestunder være det samme som stunder, hvor man spiser slik. De kan let få den opfattelse, at hygge, fritid, afslapning mv. er det samme som at lægge de daglige fornuftige, sunde madvaner på hylden og kaste sig ud i indtagelse af sukker, tilsætningsstoffer mv. I værste fald lærer de, at man ikke kan hygge sig og slappe af, hvis ikke der er søde sager ol. på bordet.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke må være forskel på dagligkost og festmad. Det betyder, at man som forælder med fordel også i denne sammenhæng kan være bevidst om, hvad det er for overordnede mønstre, man lærer sine børn.

Samme mønster kendes fra småbørn og sutten: Jeg iagttager mange gange, hvordan en forælder handler ud fra en (sandsynligvis ubevidst) beslutning om, at når børn er utilfredse, handler det om, at de savner at få noget i munden. Hokus pokus, sut i mund, om barnet så vil det eller ej – og det vil det i øvrigt meget snart. Det får hurtigt lært, at noget at sutte på er ensbetydende med trøst. Den lærdom tager de med sig videre i livet, og jeg kunne komme med mange eksempler på, hvordan denne indlæring sidenhen kan komme til udtryk.

Madens mange betydninger

Noget i munden som trøst. Der er selvfølgelig masser af andre grunde til, at vi putter noget i munden, spiser og drikker. Vores fysiske overlevelse er den helt basale grund. Der er også en lang række sociale gevinster knyttet til at spise og drikke, og det giver rigtig mange sansemæssige oplevelser. Jeg husker, da jeg for mange år siden ville prøve at faste, og i 10 dage levede af grønsagssuppe og kartoffelvand – eller noget i den retning – at min mest mærkbare reaktion var, at jeg kedede mig. Tilværelsen blev så underligt farveløs. Der er mere ved mad og drikke end bare næringsindholdet.

Der produceres rigtig mange fødevarer i dag, som ikke er af ordentlig kvalitet, og som hverken er sunde eller særligt velsmagende. Som dybest set kun bliver spist, fordi de er billige, og man har vænnet sig til smagsniveauet. Der produceres heldigvis også mange madvarer, som er af topkvalitet, men danskerne bliver jævnligt skældt ud, fx i aviserne, for at lade sig nøjes med for dårlig kost. Om det nu er sandt eller ej, skal jeg holde mig fra at bedømme. Lige her er jeg nemlig mest interesseret i, hvad det er, vi lærer børnene om mad og at spise.

Smuk eller miljørigtig? Billig eller sund?

Lærer vi dem at spise med sanserne? Med fornuften? Med pengepungen? Med psykologien? Eller måske med miljøbevidstheden? Altså: Lærer de, at mad først og fremmest skal smage godt, varieret, friskt og være smuk at se på? Lærer de, at det vigtige med hensyn til mad er, at den indeholder de nødvendige næringsstoffer i et afbalanceret forhold, der svarer til, hvad lige nu regnes for sundt? Skal den først og fremmest være billig at købe? Skal maden smage ligesom mors mad gjorde engang, eller være de dejligt syndige, hyggelige sager, man egentlig burde undgå af hensyn til helbred, vægt, mv? Holder man sig fra oksekød (ko-prutter bidrager til CO2-udslippet) og frugt og fisk fløjet ind fra andre kontinenter (her er CO2-udslippet på banen igen)? Eller? Du kan jo prøve at tjekke din egen situation.

Den ønskværdige situation rummer nok elementer af det hele. At man vænner sine børn til, at mad er velsmagende og smuk og appetitlig at se på. Kan nydes via sanserne. At de også – hjemmefra og i skolen – får en indsigt i, hvilke fødevarer, der er gode for deres krop, og hvilke, der virker som en belastning, og som helst skal udgøre så lille en del som muligt – men som ikke behøver at blive helt undgået. Sådan at man kan spise med tryg viden om, at man gør noget godt for sig selv. Og selvfølgelig skal børn udstyres med en miljøbevidsthed, også hvad angår deres spisevaner – det er simpelthen et spørgsmål om overlevelse.

Alt det kan børn sagtens lære på deres vej gennem barndommen. ’Jeg vil gerne have mælk, for det er godt for mine knogler,’ erklærer barnebarnet på 8. (Og nej, det er ikke mig, der indoktrinerer, men yndlingsmoster Sophia!) ’Man skal ikke spise for meget salt, for det er ikke godt for nyrerne,’ erklærer hun videre – ikke for ingenting er hun datter af en biolog. Den sanselige tilgang til maden har hun bevaret, mens miljøbevisthed og prisleje ligger og venter et eller andet sted i fremtiden.

Mad på skolen

Alle disse betragtninger er nok så interessante at bruge på det pt. diskuterede fænomen: Skolemadsordninger. Hvilke af ovenstående mange muligheder, er skolemaden udtryk for? Hvad er den overordnede indlæring, som børn får af den mad, som de får serveret fra centralt hold? Lærer de det, som du som forælder synes, de skal?

Venlig hilsen
Janne Hejgaard