Det er ikke særlig trendy at have dem, måske ovenikøbet en smule grinagtigt, alligevel tror jeg, at mange mennesker sådan lige har tankerne en tur omkring dem: Nytårsforsætterne. Der er et eller andet særligt omkring at tage hul på et helt nyt år – selv om det jo bare er en beslutning, vi har taget i fællesskab: At nu slutter 2009 og 2010 begynder. Jeg husker fra min barndom en nytårstegning, der viste det forgangne år som en meget gammel mand med stok, der pænt hilste på det lille nye blebarn, som skulle forestille det kommende år. Farvel til det gamle, goddag til det nye – tider skal henrulle!

Jeg husker i samme boldgade den andægtighed, som jeg hvert år efter sommerferien omfattede de nye skolehæfter med. Der blev virkelig skrevet pænt i regne- og andre kladdehæfter, i al fald de første par sider, før hverdagen igen tog over. Begynde på en ny dagbog, bore det første hul i en nyrenoveret væg, have de nye sko på første gang – det er noget helt særligt at begynde på noget nyt. Det svarer til nogle symbolske lag i vores sind, tror jeg – ligesom det kan være symbolsk at bade og derefter træde renset ud i verden – som født på ny.

Nytårsforsætter?

Jeg kan godt lide at benytte nytåret som anledning til at tænke tilbage på det, der er overstået og ligger bag, og frem på det, der kommer – eller måske kommer. Det bedste og det værste. Sådan at give livet et ekstra grundigt tjek og derefter i givet fald finjustere vanerne. Det kan man selvfølgelig også gøre 3. juni eller 18. august, men det nye år udgør ligesom en mere oplagt anledning.

Til gengæld giver jeg ikke meget for nytårsforsætter af den slags, der skal fungere som en radikal ændring af ens tilværelse. Jeg tvivler fx på, at mange rygere for alvor er holdt op som følge af et nytårsforsæt. Jeg kender i al fald ikke nogen. Det samme gælder dem, der pr. 1.1. vil overgå til 100% sund livsstil: Grønsager og løbeture eller hvad det nu skal hedde. Tror man, at man kan det, undervurderer man de kræfter, der har ført til, at man indtil 31.12. har – røget, overspist, rørt sig for lidt – eller hvad ens uvane nu har bestået i. Næh, jeg tror på finjusteringer.

Det gælder også, når det fx drejer sig om familiens spisevaner. Måske har morgenmåltiderne eller skolemadpakkerne ikke det optimale indhold, når man tester dem med strenge sundheds-øjne, men det holder ikke at ville lave alt om fra den ene dag til den anden. Måske synes man, at ens børn er for kræsne eller sidder for meget foran en skærm – men vejen væk fra de (u)vaner består ikke i slut-prut væk med det gamle, når klokken slår midnat, og så ind med det nye! Nej, der skal langsomme ændringsprocesser til. I al fald hvis vejen ikke skal ende som en lille, kort afstikker, før man må konstatere, at man er endt tilbage i det sædvanlige spor.

Det er fx en kendt sag, at man reelt tager på af den slags slankekure, der påstår, at man kan tabe sig vældig mange kilo på vældig kort tid ved fra i morgen!! at nedsætte det daglige kalorieindtag til et par hundrede. De er udtryk for ren undervurdering af de bevæggrunde, der ligger bag udviklingen af ens spisevaner.

Langsomme ændringsprocesser

Så: Lad endelig være med at tro, at du kan lave dine vaner om fra den ene dag til den anden. Uanset om det drejer sig om spisevaner, motionsvaner eller alle mulige andre vaner. Hvordan du omgås dine børn, fx, og herunder dine automatikker, når de opfører sig på måder, du ikke kan lide. Det dur ikke med ’nytårsforsætter’. At beslutte, at ’jeg vil aldrig mere råbe ad mine børn!’ holder garanteret ikke en meter. Også her er det langsomme ændringsprocesser, der over tid kan føre nye og bedre/ sundere/ gladere/ mere frugtbare steder hen.

Det værste er måske ovenikøbet de nederlag, det giver, at måtte se i øjnene, at vaner ikke kan skiftes ud hen over en nat – ligesom året skifter navn. Sproget står parat med gloser, vi kan klistre på os selv: Viljesvag, slapsvans og det, der er værre. Ikke just fremmende for ens personlige tillid til, at det kan være muligt for én at ændre på en vane, man egentlig ikke bryder sig om.

Så – væk med nytårsforsætterne, ind med de løbende finjusteringer. De kræver til gengæld opmærksomhed: At man lægger mærke til, hvad der reelt foregår rundt om én. At man ser sine børn, sig selv og hinanden, og registrerer det, man ser – og handler ud fra det. At man forstår sig selv som et menneske med rig mulighed for konstant udvikling. Året rundt.

Rigtig godt Nytår!

Venlig hilsen
Janne Hejgaard