Kære Janne,

Du giver altid gode svar, og nu er det min tur - vi kan ikke håndtere vores 10-årige datter. Hun har masser af småproblemer, som til dels bunder i vores egen manglende tålmodighed, og dem har vi - min mand og jeg - tacklet ved selv at gå hos en psykolog, der har hjulpet os meget.

Men vi har stadig et stort problem, som vi ganske enkelt ikke kan finde nogen vej ud af. Hun er bange - for alt, altid, hele tiden. Det kender jeg fra mig selv, og vi affærdiger det aldrig nogensinde med, at der ikke er noget at være bange for. Vi anerkender hendes angst.

Problemets kerne er, at hun ikke vil lægge sig til at sove, når hun har besluttet sig for, at hun er bange og har brug for, at én af os sover hos hende. Hun vækker mig 9 ud af 10 nætter og henter mig ind i sengen - vi har købt en 1½-mandsseng til hende af samme grund. Dette har vi opgivet at gøre noget ved og accepteret, at hun har brug for det. Vi har forsøgt ved hjælp af en anden psykolog at hjælpe hende ud af dette, men intet har virket.

Men som sagt: Hun vil ikke sove, når hun er bange. Hun begynder aftenen med fx ikke at kunne sove. Derefter er hun måske sulten. Så spørger hun til, hvad vi ser i tv, hvad vi laver. Så vil hun vide, hvornår vi går i seng. Når vi så har sendt hende i seng 5-10 gange - og måske har siddet ved hende 2-3 gange à 5 minutter, mens hun falder til ro - så kommer hun pludselig og siger: jeg er bange. Og det er altid noget nyt, hun er bange for - et spøgelse, en film, en tanke, en bog eller noget helt femte.

Der sker så det, at hun begynder at græde - højlydt - indtil én af os overgiver sig og lægger sig ind til hende. Hun har én eneste løsning på problemet: Vi skal ligge hos hende. Vi har appelleret til hende om, at hun skal prøve at slappe af, pakke angsten ind i en kasse og lægge den væk, bare ligge stille og acceptere, at hun ikke kan sove - alt har vi prøvet, men hun helmer ikke, før én af os overgiver sig. Vi har truet hende med, at der bliver taget privilegier fra hende - intet virker.

Hvis ikke der ligger en voksen hos hende, nægter hun at sove. Hun holder sig simpelt hen vågen, til vi går i seng, og ofte ligger hun og hyler, så vi er nødt til at overgive os, for at hun ikke skal vække sin lillebror. Vi oplever en total mangel på samarbejde og en totalt manglende lyst til at overveje andre løsninger end den, hun har udset sig. Hun maler sig totalt op i en krog, bliver hysterisk, hyler og er fuldkommen uden for pædagogisk rækkevidde.

Det ender som regel med, at vi råber, skriger og skændes - og at én af os sover inde hos hende. Hvis det kun var et problem om natten, var det ok, men vi oplever, at hun stjæler vores voksentid, som vi har sammen om aftenen. Vi har ikke mulighed for at flytte hendes seng (hun kan i øvrigt se ind i stuen fra sengen, og vi sover dør om dør - men det er heller ikke nok). Hvis vi tilbyder hende at være i stuen hos os for at falde til ro, har vi bare problemet, når vi går i seng. Så vil hun ikke sove. For hun er bange.

Vi har prøvet adskillige gange at tage en kold tyrker og lade hende græde, men det hjælper ikke. Når klokken bliver 12 - 1 - 2 stykker, så giver vi op, fordi vi er bange for, at hun vækker lillebror (hvilket ofte sker - og så skal han ind i vores seng), og fordi det jo er vigtigt for os alle at være udhvilede. Vi har spurgt hende, hvad hun er bange for, men vi får enten en ny forklaring hver gang eller bare "det ved jeg ikke - jeg er bare bange - jeg kan ikke lide at sove alene".

Vi ved simpelt hen ikke, hvad vi skal gøre. Vi vil gerne have vores voksentid igen, og vi vil gerne hjælpe hende til at vinde over angsten.

Lige nu bliver det en kamp om, hvem der vinder den enkelte aften, og vi kan ikke få hende til at forstå, at det ikke handler om at vinde - men om at finde en løsning, vi alle kan være med til. Når vi har haft en dårlig aften, taler vi med hende næste dag, om hun vil prøve at slappe af næste gang, hun bliver bange, så hun kan falde til ro. Hun siger ja, ja, og så sker der præcis det samme næste gang. Hvis det skete en gang om måneden, ville det være fint nok. Men i denne uge har det været fire aftener - fredag, lørdag, søndag og så torsdag aften igen.

Vi kan aldrig foretage os noget som helst andet end at sidde og glo på hinanden, indtil hun falder i søvn, for vi ved ikke, hvor mange gange hun kommer rendende med alle mulige forklaringer. Det handler ikke om mareridt, men om angst for alt mellem himmel og jord.

Janne, kan du give os et godt råd, så vi kan få vores aftener igen, og så vores datter kan slappe af fra angsten? For fjerne den tror jeg ikke, at vi kan. Men hun kan måske lære at leve med den.

Mange hilsner fra en mor på randen af opgivelse.

SVAR

Kære Mor på randen af opgivelse,

ja, det kan sandelig ikke undre: At du er på randen af opgivelse. Jeg bliver ganske udmattet af bare at læse om jeres aftener. Det skal der ændres på, ellers bliver I jo vanvittige – allesammen. Og I skal selvfølgelig have jeres voksentid om aftenen. Det er i meget høj grad i jeres datters (og søns) interesse, at I har det. Både jeres forhold til hinanden og jeres forældreskab vil lide under det, hvis ikke I har en vis minimal voksentid. Det går ikke.

Tak for din tillid til, at jeg kan bidrage med noget. Jeg håber, du har ret – og du får i al fald her endnu en vinkel på jeres situation. Husk, når du læser nedenstående, at jeg kun har de oplysninger, du har givet mig i dit brev, så jeg risikerer at bygge luftkasteller på et yderst begrænset fundament. Gør jeg det, må du skrive igen, korrigere mig og føje mere til.

Er hun virkelig bange?

Allerførst vil jeg bede dig overveje følgende: Jeg er meget i tvivl, om jeres datter virkelig er bange. Jeg finder det ikke spor usandsynligt, at hun med barnets skarpe evne til at finde fars og mors svage punkter har opdaget, at det her med ’bange’ kender mor til og har forståelse for, så det er et effektivt redskab at bruge til at få gennemført det, hun nu vil. Husk, hun er slet ikke bevidst om det, sådan som hun kan blive i løbet af de næste 3-5 år, eller sådan som voksne er. Der er ikke noget beregnende i det.

Jeg tror også, at du allerede har en anelse om, at det kan forholde sig på den måde. Du formulerer dig i al fald sådan. ”... når hun har besluttet sig for, at hun er bange” skriver du. Hvis man reelt er bange eller lider af angstanfald, så er det næppe noget, man beslutter sig for.

Du skriver senere i brevet, at hun ikke kan fortælle jer, hvad det er, hun er bange for. I får en ny forklaring hver gang, eller noget, der lidt lyder som en sludder for en sladder. Og – hun er trods alt 10 år, ikke 4 eller 6, så med mindre hun udviklingsmæssigt er bagud i forhold til sin alder, så vil hun kunne formulere sig, hvis hun virkelig er bange. Så – jeg mener, at hendes påstand om at være bange kan være et redskab, hun benytter sig af – med stor gennemslagskraft.

Jeres datter er også en kraftfuld lille person. Det er anstrengende at græde, hyle, male sig op i en krog. Det er udmattende ikke at få de 9-10 timers søvn, hun har brug for hver nat. Det tager mange kræfter at diskutere, skændes, nægte og kæmpe med sine forældre. Jeg fatter dybest set ikke, at hun kan holde til det! At hun ikke styrter om af træthed om aftenen. Men det kan hun altså.

Resultatet er ...

Hvad får jeres datter så ud af sin indsats? Hun får for lidt søvn. Hun får forpurret fars og mors samvær – både om aftenen og om natten. (Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan I klarer at have et sexliv midt i al den tummel.) Hun får skæld ud, ballade, trusler, råben og skrigen, hysteriske anfald og voldsomme følelsesmæssige udladninger, som helt sikkert også er trættende. Hun får sin vilje. Hun får magten – over situationen, far og mor, lillebror. Hun kører rundt med jer – og det er rigtig skidt. For jer og for hende. Børn skal ikke kunne køre rundt med deres forældre, men det har hun haft held til at gøre, måske af én eneste grund: At du kender til at lide af angst og er parat til at gøre næsten hvad som helst for at spare dit barn for det yderst ubehagelige, som du selv har oplevet.

Jeg tror, at hun tester jer. Styrken af jeres kærlighed, styrken af jeres autoritet. Hun tester, om I magter at være forældre, om hun kan have tillid til jer som ansvarlige forældre. Og det har nu kørt så længe – hvor længe skriver du ikke noget om – at I alle er kommet langt, langt ud ad et sidespor. Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver let at komme tilbage på rette vej – men jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre.

Prøver at møde behov

Som du vil kunne læse i rigtig mange andre svar her på siden, så forstår jeg børns handlinger som deres forsøg på at skaffe sig noget, de har brug for. Der er meget tit meget lille logisk sammenhæng imellem handling og mål, fordi børnene meget ofte ikke aner, hvad de dog skal gøre for at få deres behov opfyldt. Jeg kalder dem afmægtige, og forstår deres mere eller mindre afmægtige handlinger som udsagn om, at der er noget, de skal lære. De skal lære at handle på måder, der så effektivt som muligt reelt skaffer dem det, de har brug for.

Hvis jeg har ret i ovenstående gæt, og jeres datter fx tester jer for at kunne have tillid til, at I er voksne, kloge, ansvarlige og stærke nok til at være hendes forældre – ja, så kan man jo kun sige, at hun dybest set er i færd med at bryde jer ned, så hun kan få bekræftet sin bekymring: Nej, I dur ikke. Og det er jo på ingen måde i hendes interesse. Det vil være i hendes interesse at lære at handle på en måde, hvor hun skaffede sig den tillid, hun har brug for. Det er hun for lille til at kunne gennemskue. Det har hun brug for sine forældre til. Det er jer, hendes forældre, der har overblikket og skal lære hende det, hun har brug for at lære.

Det nuværende mønster skal brydes

Jeg mener, at jeres situation er så langt ude, at I – før I kan gå i gang med at lære jeres datter at handle som ovenfor skitseret – må gå radikalt til værks for at få brudt det destruktive mønster. Mit første forslag er, at I systematisk trætter hende fysisk. Jeg ved jo ikke, hvor I bor og hvordan jeres omgivelser ser ud, så brug mine idéer som inspiration.

Hver dag efter aftensmaden stiger én af jer sammen med jeres datter op på jeres cykler og kører en rute på 10 km. Der er sommer lige nu, og længe lyst, og der er skoleferie, så omstændighederne passer rigtig godt. Begynd med en kortere tur, og sæt så distancen op efterhånden. I skal nå til at cykle så langt, at hun bare er træt! og ikke kan holde sig vågen. Der er selvfølgelig mange andre muligheder for fysisk aktivitet, og I kan også vælge noget forskelligt hver aften. Men det skal være hver aften, i så lang en periode, at det nuværende aftenmønster bliver brudt, og hun bare ikke kan holde sig vågen. Og – I skal ikke spørge hende, om hun vil være med til det, eller diskutere det med hende. Det er en ordre! Fra hendes voksne, ansvarlige og kloge forældre.

Hvis det er praktisk umuligt, eller en helt umulig tanke for jer at skulle være fysisk aktive sammen med hende, så foreslår jeg, at I kontakter en læge og beder om at få et sovemiddel til jeres datter. Igen: Så hun bare ikke kan holde sig vågen, og sådan at I kan få brudt det skrækkelige aftenmønster, der hersker lige nu. Jeg skynder mig at sige, at jeg er meget imod medicin, med mindre det er meget nødvendigt. Jeg tænker selv medicin af enhver art som – symbolsk – en redningsvest, man selvfølgelig skal tage på, hvis alternativet er, at man drukner. Men – man skal også lære at svømme, og det kan man jo passende lære, mens man har redningsvesten på. Det er altså en begrænset periode, jeg foreslår, at jeres datter bliver medicineret i søvn – og efter samråd med en læge.

Der kan gå et godt stykke tid. I må hente jeres tålmodighed frem! Og så vil jeg foreslå, at I sideløbende med ovenstående processer vænner jer til at forstå jeres datters måde at være på, som hendes afmægtige forsøg på at skaffe sig noget, som hun bare har helt vildt meget brug for. Det kan man jo læse af al den energi, hun sætter ind på at skaffe sig det. Husk, at hendes handlinger ikke virker, så hun får ikke det, hun har brug for, og må derfor gentage sine afmægtige forsøg aften efter aften, 3-4 gange om ugen. Hun kæmper!

Fokus på følelser og behov

Hun kan ikke fortælle jer, hvad det er, hun har brug for. I kan ikke fx spørge hende, om hun ’tester jeres forældreskab’ eller tilsvarende, jævnfør mine gæt tidligere her i mit svar. Hun er afhængig af, at I kan bruge jeres kendskab til hende og komme med kvalificerede gæt på, hvad det mon er, hun ikke har, som hun har så meget brug for at få.

 I kan gætte ud fra jeres kendskab og spørge hende på den måde, jeg også har beskrevet tidligere her på siden: Spørg med fokus på hendes følelser og behov, hvordan hun har det, og hvad hun har brug for, og spørg åbent, så hun kan svare både ja og nej. I har allerede erfaret, at I ikke kan få noget svar, hvis I spørger hende: ’Hvad er du bange for?’ Prøv at bruge denne skabelon:

’Er du bange, fordi det er vigtigt for dig at være sikker på, at vi passer på dig?’

Formulerer I jer sådan, hvor der sættes ord på både følelse (bange) og behov (sikker på at blive passet på), så kan I udstyre hende med et ordforråd og begrebsforråd, som hun efterhånden selv vil kunne anvende. Jeg mener, at det fx er meget vigtigt for ethvert menneske at kunne sætte ord på behov. Alt hvad vi foretager os, går nemlig – mere eller mindre direkte – ud på at møde og gerne opfylde vores behov, og det er selvfølgelig nemmere, hvis vi ved, hvad de består i.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg mener, at det er meget vigtigt, at I holder fast i jeres egne aftener og jeres egen seng om natten. Det er vigtigt for jer, og det er helt sikkert ikke mindre vigtigt for jeres børn. Men – jeg kan sagtens se, at der er nødt til at ske noget andet, før I kan insistere på jeres ret til at være for jer selv. Lige nu er situationen for kørt af sporet, så den skal først rettes op på. Jeg håber, I kan bruge ét af mine forslag herover – direkte eller som inspiration.

Go’ sommer!

Venlig hilsen
Janne Hejgaard