Hej Janne,

Min datter på 10 år har haft problemer, mest sociale, i skolen, siden hun startede i børnehaveklasse.

Hun fik epilepsi (infantile spasmer), da hun var 5 måneder gammel. Da denne form for epilepsi var ovre, fik hun komplekse partielle anfald med generalisering, og hun er først blevet erklæret anfalds- og medicinfri for 2-3 år siden.

Hun kom i special-vuggestue, men blev ret hurtigt overflyttet til en normal gruppe (i samme institution), da hun var for "god" til at være der. Her trivedes hun okay med hjælp fra nogle utroligt dejlige pædagoger og støtte-pædagog. Hun fortsatte i børnehaven (i samme institution), og det fungerede SLET ikke. Støtten var taget fra hende, og hun trissede rundt sammen med rengøringsdamen, og stod og ventede på mig ved døren hver dag jeg hentede hende. Hun ville ikke i børnehave og var utrolig ked af at være der. Hun blev flyttet tilbage i special-gruppen og fik støttetimer igen. Hun begyndte at kopiere de andre børn der, og begyndte at gå tilbage i udvikling. Hendes sprog blev dårligt og hun mistede færdigheder, som hun ellers havde før.

Efter en meget lang og hård kamp med kommunen fik vi hende til sidst flyttet til en lille privat "normal" børnehave. Det er det bedste, vi nogen sinde har gjort for hende. Hun stor-trivedes der, selv uden støtte. Genvandt de mistede færdigheder og fandt venner og legekammerater. Børnehaven lå dog 4 km fra, hvor vi bor. Hun er født i februar, og vi valgte, at hun først skulle starte i skolen 6½ år gammel.

Hun blev udredt af kommunen for at se, hvor hun egnede sig bedst til at gå i skole, og deres "hjælp" var, at de var meget i tvivl, da hun på nogle områder fungerede normalt, men ikke på andre. Så det måtte vi selv bestemme!!! Okay, det var jeg nok godt klar over, men havde håbet på, at de kunne foreslå nogle skoler, som ville være egnede for hende, men NEJ. Vi var MEGET i tvivl, om hun skulle 1) følges med sine legekammerater fra børnehaven til den skole, der lå nærmest den. (En meget stor skole), (hun trives ikke med for mange børn omkring sig), 2) om vi skulle vælge en lille byskole med få børn i klassen som lå 6-7 km fra, hvor vi bor eller 3) den lokale lille byskole, som hendes storebror og -søster har gået på. (De har dog begge haft problemer dér.) Vi valgte den lille byskole, men pga en stor årgang sagde de nej. Så valgte vi den lokale byskole, og problemerne startede på ny. Pga epilepsimedicinen (som forøgede hendes appetit, men nedsatte hendes forbrænding) er hun trods en kamp fra vores side overvægtig.

Hun havde meget svært ved det sociale, var motorisk "kluntet" m.m., og har ikke rigtig noget filter. Det hun tænker, gør hun. Hun kunne f.eks. finde på at sætte sig ned og pille tæer midt i klassen. (Hun tømmer og blander bl.a. også balsam og hårshampoo, når hun er i bad. Hun smurte for ca. 3 måneder siden sin hovedbund ind i zinksalve (jeg havde nær aldrig fået det ud af hendes lange hår) osv, osv. Selv om man snakker med hende om det, er det, som om hun ikke rigtig forstår det, for hun gør det om og om igen. Hun smasker bl.a. også, når hun spiser. Vi har utallige gange forklaret hende, at man skal lukke munden, når man tygger, men hun glemmer det.

Hun blev massiv drillet, og da de halvt igennem børnehaveklassen fik div. vikarer pga sygemelding af læreren, gik min datter ned med flaget. Hun skal have en struktureret hverdag og klarer ikke uforudsigelige ting ret godt. Skolen kunne ikke se problemet, og først da jeg bankede i bordet, blev der gjort noget. Tingene blev bedre, men et halvt år efter var det galt igen. Jeg måtte banke i bordet igen, og sådan er det mere eller mindre gået op og ned siden.

I anden klasse var det så slemt, at vi valgte, at vi ville have hende flyttet til en lokal friskole. Igen pga en for stor årgang fik vi afslag. Efter en massiv snak med skolen valgte vi så at lade hende blive.

Midt i 3 kl. var det så helt galt igen. Hun fortalte mig, at drengene kalder hende fedtbjerg og high-fiver derefter hinanden. Klubben klagede over, at hun holdt sig for sig selv. Ville ikke være med, når de f.eks. lavede stillesiddende aktiviteter med børnene, og herhjemme var hun begyndt at tage mad, gemme det og smug-spise, så hun tog yderligere på. Hun er desuden konstant i konflikt med os. ALT skal diskuteres. Hun vil ikke i bad, trække i tøj, pakke taske og blive færdig om morgenen, når vi skal afsted m.m., uden at vi først skal blive sure på hende og skælde ud. Og tjekker vi ikke, om hun har gjort det, vi beder om, så snyder hun. Jeg har fortalt skolen om drillerierne, men de ser ingen problemer, og siger, at hun er en glad og vellidt pige i klassen. (Ingen af pigerne ringer dog til hende og vil lege, og ringer hun, siger de nej.) Hun har én "veninde" i klassen som dominerer, nedgør hende og overskrider hendes grænser. Alligevel anser hun denne pige som hendes bedste (ikke allerbedste) veninde. Pigen fremhæver altid sig selv foran min datter: Vores hus er pænere end jeres, jeg er bedre til at tegne end dig, jeg er meget bedre til at løbe end dig osv. Hun respekterer ikke min datters grænser (for ca. 3-4 uger siden trak hun en plastikpose over min datters hoved, selv om hun havde sagt nej, hvad min datter følte sig meget forurettet over. Siger min datter så endelig fra, siger pigen at hvis du ikke gør "dit" og "dat", så gider jeg ikke at være veninde med dig mere.

Den eneste rigtige veninde (hendes allerbedste veninde) min datter har, er en pige, der er 2 år yngre end hende selv. De er pot og pande, da pigen selv er overvægtig og også lidt anderledes, MEN skolen og pædagogerne gør, hvad de kan (beder dem om at gå hver til sit), for at skille dem: "Da det er bedre, at de leger med nogen i deres egen klasse og ikke kun knytter sig til én."

Skolen siger, at de ikke har/ser nogle problemer (hvad de aldrig har gjort), og at vi bare ikke sætter nok grænser for hende, hvad jeg synes, vi gør, men min datter er bare ALDRIG glad mere.

Vi har nu valgt at flytte hende til en større skole 4-5 km fra, hvor vi bor. Der skal hun starte i (en "normal") 4 kl. efter ferien. Denne skole har både almindelige klasser, hjælpeklasser og observeringsklasser. Den gamle skole er meget fortørnet over dette, og kan slet ikke forstå os.

Jeg magter bare ikke at blive ved med at samle min datter op, og hendes selvværd kan ligge på en lille fingernegl. Jeg går til fitness med hende, da "vi" trænger til at tabe os (det ender jo nok med, at vi bliver stærkere end far :-) og forsøger på alle måder at hjælpe hende så godt jeg kan, men mine kræfter rækker bare ikke længere. Hun har svært ved at finde ro ved noget. Laver altid 2 ting ad gangen. Putter hun sig op ad mig, er hun så urolig (flytter konstant på sig), at jeg til sidst bliver irriteret. Hun kan virke meget gammelklog, og forsøger at bestemme over os (mor og far), og er hendes 21-årige søster på besøg, bliver der konflikter, da hun godt kan finde på at sige ting som (hun gør det også til andre): Er du ikke blevet lidt tyk? Eller: Hvor er den trøje grim! Når man så irettesætter hende og siger, at det siger man altså ikke, siger hun forurettet: "Jamen det er jo."

Hendes gudforældre, som er et par af vores bedste venner, og som har passet hende bl.a. et par weekender, og som har en del med "adfærdsvanskelige" børn at gøre, siger, at de tror, hun har en mild form for asperger. Jeg kan selv nikke genkendende til langt de fleste af symptomerne på denne sygdom hos hende, men magter bare ikke (jeg ved godt, at det lyder grimt, men mine kræfter er bare brugt op) at skulle igennem hele systemet igen, da vi for 1-1½ år siden fik hende undersøgt for ADHD, og at jeg nærmest fik at vide bagefter, at nu måtte jeg lade være med at bekymre mig, da der ikke var noget galt!!

Jeg savner bare min glade og dejlige datter.

Er det os, der skal på opdragelseskursus for at lære at sætte grænser for hende eller er det min datter der pga af hendes hårde start på livet mangler en hjælpende hånd?

Venlig hilsen en (over?)bekymret mor

SVAR

Kære (måske) overbekymrede mor,

ved du hvad: Jeg er imponeret over dit engagement og din mangeårige indsats for din datter. Jeg synes, hun er meget heldig at have en mor som dig, og jeg har stor respekt for, at du nu så klart ved og kan udtrykke, at du er løbet tør og ikke har flere kræfter. Det lyder som en lang omgang op ad bakke, og jeg er ikke spor i tvivl om, at du trænger til at kunne slappe af og ikke mindst til at opleve medgang. Så – jeg ønsker meget for dig, at det kan blive sådan.

Jeg har også lyst til at bede dig overveje, om det i virkeligheden er din egen udmattelse – og altså ikke din datters sociale situation i skolen – der lige nu er det største problem. Når man er løbet tør for kræfter, kan selv små problemer synes uoverstigelige. Jeg tror, at din irritation over din datters måde at være på – at hun fx sidder uroligt – er udsagn om dit manglende overskud: Du har lavere tærskler.

Jeg vil desuden minde dig om, at jeg hverken er læge eller psykolog, og at der derfor er grænser for min fagkompetence. Jeg kan fx ikke lave nogen diagnose, hvilket betyder, at jeg hverken kan give dig ret eller det modsatte i din overvejelse af, om din datter har en mild form for Aspergers syndrom. Du kan evt. henvende dig til Aspergerforeningen, som er en organisation for forældre og andre pårørende, og få mere information. På Asperger DK ligger et leksikon, hvor du også selv kan søge information.

Brug for særlig støtte?

Det, jeg kan hjælpe dig med, er, at jeg kan læse dit brev grundigt og derefter give dig et andet blik på dit datters situation. Du beskriver, at hun befinder sig i en slags gråzone imellem at passe ind i den helt almindelige skole og så skulle gå på specialskole eller i specialklasse. Jeg forestiller mig, at hvis din datter havde en diagnose af en slags, så var der nogle døre, der ville åbne sig for hende. Så var der nogle hjælpeforanstaltninger, der ville blive stillet til rådighed. Men hun fungerer for normalt, har du fået besked om, så du har skullet kæmpe hårdt for at få særlig støtte til hende, og den er blevet fjernet igen ved først mulige lejlighed.

Jeg ved, at man i skoleverdenen i dag gerne vil have så mange børn som muligt til at gå i den almindelige skole, og at det kan give problemer, fordi der ikke er økonomi til at betale for de støtteforanstaltninger, der så er brug for. Jeg håber ikke, at din datter er offer for nedskæringer og kneben økonomi. Hvis hun er, er det jo resultat af noget politisk og ikke noget, som hverken du eller jeg her og nu kan ændre på. Vi kan protestere, det er alt! Det kan dog også sagtens være, at det er det bedste for din datter at gå i en helt almindelig klasse. Jeg finder det betryggende, at hun beskrives som en glad og vellidt pige i klassen.

Problemerne

Jeg læser i dit brev, at din datter – og du – har haft følgende at slås med i den 3. klasse, som hun ikke skal tilbage til efter ferien:

· Hun blev drillet af drengene for at være for tyk.

· Klubben klagede over, at hun holdt sig for sig selv og ikke ville være med til visse fælles aktiviteter.

· Hun smugspiste derhjemme og blev tykkere af det.

· Der er rigtig meget, hun (stadig) ikke vil derhjemme: I bad, i tøjet, pakke taske, gøre sig færdig.

· Hun tillod sin skoleveninde at overskride hendes grænser.

· Hendes bedste veninde er 2 år yngre end hun selv og også lidt anderledes end gennemsnittet.

· Lærerne og pædagogerne mente ikke, at hun blev drillet så meget i skolen, at det var et problem – til gengæld mente de, at det var et problem, at hun foretrækker at lege med den 2 år yngre pige.

Jeg mener at kunne læse i dit brev, at du anser lærere og pædagoger for uopmærksom-me. Du nævner flere gange, at skolen ikke mener, at der er nogen problemer, og det er du ikke enig i.

Det er svært for mig at vurdere realiteterne. Måske har man så travlt i skolen, at det går ud over opmærksomheden på det enkelte barn. Og måske er du en overbekymret mor – som du også selv antyder. Jeg kan ikke vide, hvad der er det rigtige – jeg mener dog, at skolen bør tage alvorligt, at nogle drenge generer din datter. Det skal de ikke have lov til. Og så kan jeg ellers overveje dine oplysninger og give dig en slags vurdering på baggrund af dem:

Svær start på livet

Der er ingen tvivl om, at din datter har haft en svær start på livet, med epileptiske anfald og dertil hørende medicinering – og dertil hørende bivirkninger. Sådan en livsbegyndelse sætter selvfølgelig sine spor i hende. Det lyder, som om hun, bl.a. som følge af din ihærdige indsats, har klaret at tackle en lang række udviklingsmæssige udfordringer og i dag er så nogenlunde på højde med sine jævnaldrende. Du skriver i al fald ikke spor om faglige problemer. Tilbage er hendes overvægt – som jo er kendt som anledning til drillerier – hendes måde at have veninder på, og at hun er vældig kontrær og ikke vil det, som du synes, hun skal. Samt, ikke mindst, at hun ikke er glad.

Du spørger, om du og hendes far skal på forældre-opdragelseskursus, eller om jeres datter mangler en hjælpende hånd. Tja – det er jo aldrig nogen skade til at gå på kursus og lære mere, men jeg mener nu, at du har mere brug for afslapning og fred i sind og hjerte, end du har brug for at komme på kursus. Jeg er ret tilbøjelig til at mene, at din udmattethed får problemerne til at se værre ud, end de reelt er.

Ujævn udvikling

Jeg foretrækker at opfatte din datter sådan her: Hun er en 10 år gammel pige, der har haft en svær begyndelse på livet. Hun er stadig præget af, at hun har været meget syg, og der er en hel del ’ujævnhed’ eller manglende harmoni i hendes udvikling. Du skriver, at hun, da hun skulle begynde i skole, af kommunen blev vurderet som en blanding af at være velfungerende og ikke velfungerende.

Børns sædvanlige udviklingsproces fører dem igennem en række faser, hvor de erobrer nyt – indadtil i krop og sind og udadtil i verden. Efterhånden som de fysisk bliver i stand til at beherske flere og flere muskler mv., og i det hele taget får mere og mere styr på deres krop, kan de gå i lag med deres omverden på mere avanceret niveau. Deres krop samspiller tæt med deres psyke, som udvikles parallelt hermed, og helheden giver en stadig voksende kompetence: Børnene bliver bedre og bedre til at håndtere deres liv og den verden, de lever i.

Hvis der ét eller andet sted undervejs i dette forløb fx sker en ulykke – så vil det meget let afstedkomme, at der er nogle udviklingsprocesser, der ikke bliver ordentligt gennemført. Men barnet vokser jo stadig, og bliver ældre, og det bliver derfor nødt til at kompensere for det, der mangler. Og her opstår så de ’skævheder’ og ubalancer, som vi i virkeligheden alle sammen går rundt med – i større og mindre omfang. Ingen af os er jo vokset op i Paradis!

Jeg mener, at ovenstående er vigtigt at huske på, når I skal forholde jer til jeres datter. Jeg vil mene, at hun stadig er en blanding af moden og umoden, set i forhold til hendes alder. Der er garanteret noget, hun ikke har fået rigtigt sat på plads, da hun havde alderen til det. Der er nok forståelser, reaktioner, handlemønstre, mv., som stadig ’hænger’, som er for barnagtige for en 10 årig, eller som er blevet til kringlede adfærdsmønstre, som er vanskelige at gennemskue for alle. Zinksalven i hovedbunden kan være et eksempel på det.

Mange forskellige aldre

Udfordringen for dig og hendes far (og hendes lærere og pædagoger) består i at møde hende så forskelligt, som hun nu har brug for. Hun skal behandles som en 10-årig i nogle situationer, og som en 2-5-7 årig – eller hvilken alder det nu er – i andre situationer. Det kræver først og fremmest opmærksomhed at kunne – og det kræver den forståelse i hendes situation, som fx gør, at man ikke kalder hende ’fræk’ eller ’uartig’, når hun frejdigt kalder andre for ’tyk’ eller deres tøj for grimt. Når hun gør det, er hun ikke mere end 2 år, og skal behandles som en 2-årig! Det svære er, at et øjeblik senere er hun 10 og skal behandles som sådan. Hun har mange aldre på én gang.

Du har en ældre datter, så du har prøvet at være mor til en pige i puberteten. Da jeg var det, syntes jeg, at det vanskelige ved at være mor netop var, at jeg skulle behandle min 13-14-15 årige datter, som om hun var 10 år – og som om hun var 18, med få minutters mellemrum. Milde moster! Det krævede sin kvinde! Det kan oven i købet være, at din datter er på vej ind i puberteten. Det tænkte jeg i al fald, da jeg læste om hendes væren modsat. Buttede piger går ofte tidligere i pubertet end tynde piger, og alderen for pubertetens indtræden er generelt faldende. Det er ikke usædvanligt at møde 10 års piger, der så småt er ved at komme i pubertet. Du kan jo overveje, om det kan være tilfældet.

Jeg tror, at din datter vil blive gladere, hvis hun kan blive mødt med forståelse af hendes mange aldre, og med reaktioner, der passer til, hvor ’gammel’ hun lige nu er. Hun har ligesom alle andre brug for at blive set som den, hun virkelig er. Og som alle andre, bliver hun ked af det og utidig, hvis hun ikke bliver set. Læs evt. her mere om at blive set.

En hjælpende hånd, ja

Jeg kan rigtig godt lide, at du går i fitness-center med din datter. Det er som bekendt fint for alle at motionere. Jeg går også ud fra, at du gør hvad du kan, for at hun spiser sundt, så hun ikke lægger sig ud. Det kan være, at du er nødt til at sørge for, at der simpelthen ikke er slik, chips, sodavand ol. i huset, sådan at hun ikke har mulighed for at finde noget og smugspise det. Ellers må du låse det inde og gemme nøglen!

Mit svar på dit afsluttende spørgsmål er, at din datter har brug for en hjælpende hånd. Jeg mener, at det kan være en hjælp for hende og en lettelse for dig at huske, at du har en datter med mange aldre. Måske skal du simpelthen gøre det til en vane lige at tænke: Hvor gammel er hun mon nu? – når du oplever, at hun har gjort ét eller andet, du ikke synes, hun skulle. Et-årige piller ugenert tæer. To-årige har ikke noget filter. Tre-årige eksperimenterer med at blande hvad som helst sammen – shampoo og balsam, syltetøj og mudder, græs og kaffebønner – hvad som helst. 5-årige vil ikke vaskes! Osv.

Jeg er uenig med skolen vedrørende hendes yngre veninde. Hvis de to leger fint sammen, så er det glimrende. Din datter kan sagtens være 8 år, hvad angår hendes venne-kompetance. Til gengæld kan jeg ikke lide, at den jævnaldrende veninde bøffer rundt med hende. Jeg tror, at hun lader sin grænser overskride, fordi hun er grænse-usikker, så jeg slutter lige mit svar med at skrive lidt om grænser.

Grænser skaber tydelighed

Mange mennesker forstår grænser som nogen, man sætter, ved hjælp af forbud og regler. Det gør jeg ikke. For mig er grænser nogen, der bliver sat af det, man kan lide og det, man ikke kan lide. Forældre lærer deres børn at sætte deres grænser ved selv at være tydelige omkring, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide. Ex:

Din datter smasker. Det er ikke nogen naturlov, at man ikke må smaske – men sådan er det i vores kultur. Hvis du siger:

’Jeg kan høre, at du sidder og smasker. Jeg kan ikke lide, når nogen smasker. Vil du prøve at lade være?’

– så giver du din datter nogle oplysninger om dine grænser. Det kan sagtens være, at du (roligt) skal gentage ovenstående sætning et antal gange, fordi din datter ikke helt forstår indholdet af, hvad du siger, eller måske er hun glemsom, eller tænker på noget andet – eller har en dårlig vane. Men helt overordnet formidler du til hende, at her er noget, du ikke bryder dig om. Børn vil vældig gerne gøre det, deres forældre gerne vil have – hvis det på nogen måde er muligt for dem. Og hun får muligheden for at give dig en gave – nemlig holde op med at smaske. Alle har meget mere lyst til at give gaver end til at parere ordre. Hvis du i stedet for fx havde sagt:

’Du smasker! Hold så op!’

– så giver du en ordre, der skal pareres, og du giver ikke nogle oplysninger, som kan få din datter til at begribe, hvorfor i al verden hun dog skulle holde op med sin smasken.

Kan du bruge denne model og formidle det, du selv kan lide/ikke kan lide til hende på denne måde, så fremtræder du selv tydelig og afgrænset, og så demonstrerer du for din datter, at man 1) har lov til at være én, der kan lide noget og ikke noget andet, og 2) at man har ret til at reagere på det, man ikke kan lide, og fx bede andre om at lade være med noget. Sådan en indlæring sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men den sker helt sikkert i løbet af en barndom.

At sige hvad du kan lide/ikke kan lide er et effektivt opdragelses-alternativ til at skælde ud. Skæld ud gør ikke det mindste godt – det er en fejltagelse at tro, at børn lærer noget af skæld ud. En fejltagelse, som vi stort set alle begår!

Jeg ønsker jer alt muligt godt i det nye skoleår. Jeg foreslår, at du fortæller de nye lærere, at din datter er et barn med mange aldre, og at hun skal mødes som sådan. Og så håber jeg allermest, at du kan få mulighed for at slappe lidt af og genvinde dine kræfter.

Go’ sommer.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard