Kære Janne,

Jeg følger din super gode brevkasse med jævne mellemrum, og gør brug af dine råd, når jeg oplever noget lignende med ét af vore børn. Men jeg er kommet lidt til kort i en situation med vores ældste datter, som jeg håber, du kan hjælpe os med.

Vores datter på 8 år går p.t. i 1. klasse. I starten af året fik vi til forældresamtalen at vide, at det gik fint, men at hun skulle øve sig lidt på at blive bedre til at række hånden op, gå i gang med opgaverne med det samme, være mere opmærksom i timen og ikke drille kammeraterne. Fagligt var hun ok med. Det foregik i en god og behagelig tone sammen med vores datter.

Til forårets samtale blev vi så bedt om at møde op uden hende, da vi skulle tale om hende, hvor hun ikke skulle være til stede. Det der kom frem af samtalen var:

- hun er ikke så god til at koncentrere sig

- hun skal ofte hjælpes i gang med en opgave på 2-mands hånd. Dvs. hun ikke er god til at modtage en fælles besked og så selv gå i gang. Lærerne er nødt til at sikre sig, at hun går i gang

- hvis hendes mangel på koncentration ikke blev bedre, frygtede de, at hun på sigt ville komme bagefter fagligt

- hun fungerer godt socialt, leger med mange forskellige - men har også hendes bedste veninde, som hun foretrækker. De 2 er ikke gode til at arbejde sammen i grupper, da det ender med pjank og pjat, selvom de indimellem får lov, for at se om de bliver bedre. Hun ryger indimellem ud i konflikter, men driller ikke så meget mere.

Til samtalen blev vi informeret om, at hun skulle op på skolens støtteråd, da lærerne ikke helt følte, de kom videre med hende.

På støtterådet blev der på en god, konstruktiv måde (vi deltog) talt om hende og udfordringerne, og der blev også stillet nogle modspørgsmål til lærerne, om hvordan de håndterer hende. Resultatet blev, at hun skulle testes for hendes logiske tænkning (endnu ikke kommet svar herpå 1,5 måned efter), og så skulle SFO-pædagogen hjælpe med i klassen et par gange i ugen. Vi skulle vente med yderligere tiltag (hørebøffer), for ikke at sætte for mange ting i gang på en gang.

Det har nu kørt på i 1,5 måned og i den periode må vi sige, at vi derhjemme har haft vores at se til. Vi har oplevet en til tider noget frustreret pige, der kan være meget følsom og vred. Irriteret over den opmærksomhed, hun får fra SFO-pædagogen, men hvortil vi stille og roligt forklarer, at hun lige nu har brug for den ekstra hjælp, og pludselig en dag, har hun ikke længere brug for den, men så er det en anden, der måske skal hjælpes. Altså ladet hende forstå, at vi ikke kan "fjerne" SFO-pædagogen, men også lyttet til, at hun synes det er træls.

Hun havde en periode i børnehaven, hvor hun mentalt "voksede", hvor hun "lånte" ting af børnehaven, andre børn - uden at spørge. Hun vidst godt, det var forkert, men havde virkelig svært ved at tale om det. Det stoppede så, men nu oplever vi det en gang imellem igen. Vi ser det som en reaktion på den øgede fokus på hende, og når vi opdager det, taler vi om det på en god måde. Det forkerte heri, og at kammeraterne bliver kede af det, når det sker.

I samme periode har klasselæreren og SFO-pædagogen også pludselig set en side af hende, som de ikke har set før. SFO-pædagogen oplever, at hun bevidst gør nogle forkerte ting for at få opmærksomhed fra ham, så han vil nu i en periode give hende opmærksomhed uden at hun beder om det, for at se om det hjælper.

Klasselæreren har et par gange oplevet, at hun lyver, når hun bliver konfronteret med noget, hun har gjort forkert, og også at hun har stjålet noget fra én af kammeraterne (et stykke viskelæder), som hun hårdnakket påstår er hendes, indtil alle beviser peger på det modsatte. Hun er altså meget stålsat, og der skal meget til, før hun indrømmer.

Hun er en meget viljestærk pige, og har altid været det. Leger gerne med andre, men er også god selv. Hun søger nogle gange sit eget selskab, når der er for meget larm/virvar omkring hende. Hun leger stadig mange rollelege, hvor en del af pigerne i klassen er videre i deres udvikling. I sit kendte miljø er hun tryg, men v. skift bliver hun utryg og får indimellem ticks, eller blive frustreret. Vi så dette v. skiftet til børnehaven fra vuggestuen, igen v. skiftet til skolen og v. overgangen mellem børnehave og 1. klasse.

Når hun lyver, så skal der meget til, før hun indrømmer - det er som om, hun har meget svært ved at tabe ansigt.

Derhjemme m. lektierne kræver det ofte, at vi sidder i enrum, da hun bliver frustreret over larm fra resten af familien. Lektielæsning tager tid - især det skriftlige, og indimellem er det meget frustrerende. Hun skal næsten ud i en konflikt, før hun kaster sig over opgaverne.

Det er det samme med måltiderne. Hun har krudt i rø..., og vi skal bede hende en del gange om at blive siddende. Hun spiser alsidigt og ok portioner, det er bare træls at skulle igennem diskussionen inden.

Men det største problem nu, er hendes udfordringer i skolen: mangel på koncentration, langsom m. opgaverne, frustrationen over den øgede fokus på hende, hendes tendens til at lyve/drille (ikke det store problem nu, men det skal jo nødig blive en dårlig vane).

Hvordan får vi hende lært ikke at lyve, at droppe drillerierne, at blive mere koncentreret i klassen, og bede om hjælp, når det hele ramler i stedet for de dårlige reaktioner. Som læreren siger: Vi bliver i den grad prøvet af lige nu, og vi prøver at se an efter sommerferien. Men jeg ser det som noget meget alvorligt, at hun nu begynder at lyve.

Har også et øje med hende i frikvartererne, da hun render ud og især ind, som det passer hende, til trods for at vi har "udeordning". Hun laver sine egne regler og kigger på gangvagterne (mine kolleger), som om det er dem, der ikke forstår, at det er helt, ok at hun bare gør, som hun har lyst til.

Beklager længden, men der er så mange tanker, der vil ud.

På forhånd tak for dit svar.

Hilsen
En udfordret mor

SVAR

Kære En Udfordret Mor,

jeg er rigtig glad for at høre, at du kan bruge noget af det, jeg skriver her på siden – og håber, at jeg også kan give dig noget brugbart i forhold til din datter.

Når jeg samler op på alt det, du skriver om hende – og tak for det – får jeg et billede af en lille pige, som er fuld af modstand og ikke vil det samme som alle andre, som er meget kraftfuld – og noget af kraften bruges til forskellige afværgehandlinger: dril, pjat, lyven og benægten – og som samtidig er sart i forhold til larm og virvar, og som trives bedst i det kendte og fx bliver så overvældet af nyt og fremmed, at hun får tics.

Min første reaktion er, at det må være vældig besværligt at være hende, og dermed selvfølgelig besværligt at være sammen med hende – som du jo også beskriver. Og så læser jeg hende som ude af balance.

Meget modstand

Jeg opremser lige alle de eksempler, du giver på, hvordan jeres datter ikke vil det samme som andre. Hun vil

· ikke tage imod en fælles besked

· ikke række hånden op

· ikke gå i gang med sine opgaver

· ikke være opmærksom

· ikke respektere ejendomsretten (småstjæler)

· ikke sidde roligt og spise aftensmad

· ikke lave lektier

· ikke respektere ’udeordningen’

· lave sine egne regler

· helt sikkert ikke bede andre om hjælp!

Hvor kommer al den modstand mon fra? Hvad fortæller den om, hvad der foregår inde i hende? For mig (ikke-psykolog) lyder det som reaktioner fra et barn i trodsalderen, og jeg får den tanke, at det kan være nogle trodsalder-reaktioner, hun har slæbt med sig fra dengang. Når man gør sådan noget, er det udsagn om, at man ikke er kommet tilpas harmonisk igennem en udviklingsfase (fx trodsalderen), og det kan jo være, at det var, da hun var 2-4 år, at hun fik en lillesøster eller -bror, og at hun havde svært ved at acceptere det. Det ved jeg jo ikke, og det er jo heller ikke muligt at ændre på nu.

Jeg foretrækker at tale om ’viljesfase’ i stedet for trodsalder. Det er, hvad udviklingsfasen kaldes i Bodynamic-systemet – en kropstrapeutisk forståelse. Der taler man om, at alderen 2-4 år er der, hvor barnet har nået et udviklingstrin, så det fx kan gøre noget ’med vilje’. Jeg nævner det imidlertid mest, fordi man her har en meget respektfuld forståelse af, hvad det er, der foregår, når mennesker/børn handler på tværs af, hvad vi andre kan synes, er mest hensigtsmæssigt.

Karakterforsvar

Man siger, at i en bestemt udviklingsperiode i barndommen er det bestemte fysiske og psykiske/følelsesmæssige temaer, man arbejder med – simpelthen fordi man udviklingsmæssigt nu er nået til dem. Hvis man har omstændigheder, der betyder, at man kan udforske sit udviklingsfelt på passende harmonisk måde, så får man feltet erobret og kan fortsætte sin udviklingsproces til næste felt. Hvis ikke dette er tilfældet, udvikler man et såkaldt karakterforsvar = en række handleautomatikker eller reaktionsmønstre. Dette er at forstå som ens overlevelsesstrategi, og det skal derfor omfattes med al den ømhed, man kan have for, at et menneske på et tidspunkt af sit liv fx har været nødt til at udvikle den-og-den unode. Det har været, hvad det mente, var bedste overlevelsesstrategi – hensigtsmæssig eller ej set med andres øjne. Man klynger sig jo afmægtig til den nærmeste kæp, hvis man er ved at drukne.

Med denne forståelse i baghovedet kan man se på din datters modstand som noget, hun har oplevet sig nødsaget til at ty til på et eller andet tidspunkt i sit hidtidige liv. Jeg finder det mest sandsynligt, at det stammer fra hendes 2-4 års alder, men det er ikke sikkert, og egentlig heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at have ømhed for al hendes stritten og ballade. Hun har ’valgt’ at være sådan af ren og skær nødvendighed – set med hendes ubevidste øjne. Hendes ’valg’ har været et valg blandt de muligheder, hun havde adgang til på det pågældende tidspunkt, og mulighederne ændrer sig jo hele tiden, når man bliver ældre og mere moden. Det er derfor, at reaktionsmønstre kan fremstå umådeligt barnlige og umodne. De svarer til bestemte udviklingstrin. Hvis jeg smider ting fra mig i irritation, når jeg er 2 år, er det ok – det er det ikke, hvis jeg gør det samme, når jeg er 10 – eller 30.

Trodsalder-mønster?

Det lyder for mig, som om din datter sidder fast i et reaktionsmønster, som passer til et yngre barn. Af en eller anden grund har hun låst sig fast i et trodsalder-mønster, og på visse områder er hun så at sige ikke blevet ældre end fx 3-4 år. Hun har brug for støtte til at hente disse for barnlige, fastlåste mønstre op til hendes nuværende alder og udviklingstrin. Hun har brug for sine voksnes forståelse for, at nogle af hendes handlinger reelt kan være hendes forsøg på at skaffe sig det, hun ikke fik for flere år siden – og som hun jo ikke kan skaffe sig i dag, uanset hvad. Der er derfor ikke nødvendigvis sammenhæng imellem sådan, som hun handler, og det, hun gerne vil have.

Det er indviklet, og jeg er i tvivl, om jeg får mig udtrykt klart nok. Spørg endelig igen, hvis jeg er for uforståelig. Men jeg fortsætter:

Det betyder fx, at det er vigtigt, at I – og hendes andre voksne – møder hende med den forståelse, at der er forskel på, hvad hun gør, foretager sig – og hvad hendes intension er. Og her kan jeg knytte forbindelse til den forståelse, du må have stødt på i andre af mine svar: Hvad er det, hun forsøger at skaffe sig ved fx at være trekantet umulig ved middagsbordet? Hun forsøger jo helt sikkert ikke at skaffe sig – skæld ud, irritation, straf mv. Det er måske, hvad hun får, men det er ikke, hvad hun ønsker sig. Men hvad så?

Behov og følelser

Mit forslag til, hvad I skal gøre, har du sikkert også læst før her på siden. I skal have jeres fokus på jeres datters behov og de dertil knyttede følelser. Når hun ikke vil sidde stille ved middagsbordet – jeg bruger det som et enkelt eksempel – så er det centrale ikke hendes manglende følgen skik og brug, altså hendes opførsel. Nej, I kan med fordel overveje følgende: Hvad er det, jeres datter prøver at skaffe sig lige nu, ved at gå fra bordet midt i maden, mv., selv om hun jo ikke kan være i tvivl om, at I andre ikke kan lide det? Vil hun have opmærksomhed? Vil hun have magt til selv at bestemme? Vil hun være tydelig ved at være anderledes? Eller?

I må bruge jeres kvalificerede viden om hende til at lave kvalificerede gæt. Og så må I spørge hende, stadig med fokus på hendes følelser og behov. Den dybere hensigt med jeres spørgsmål er, at hun skal støttes i at finde ud af, 1) hvad det er, hun gerne vil have lige nu, og 2) hvordan hun handler mest hensigtsmæssigt, så hun får det. Med ’hensigtsmæssigt’ mener jeg, at hun handler på en måde, der så effektivt som muligt skaffer hende det, hun har brug for, og at hun ikke samtidig skaffer sig ballade med sin omverden, med jer andre. Hun skal lære at handle alderssvarende.

Eksempler:

’Du rejser dig fra bordet midt i maden. Vil du rigtig gerne vise alle os andre, at du selv bestemmer?’

’Du har taget XX’s viskelæder og siger, det er dit. Bliver du rigtig flov, fordi du godt ved, at du lyver, og det kan du i virkeligheden slet ikke lide at gøre?’

– du vil sikkert formulere dig anderledes, men spørg over skabelonen: Fakta, behov og følelse. Og stil åbne spørgsmål, som hun kan svare både ja og nej til. Det vigtige er, at I har jeres fokus på, hvad det mon er, hun prøver at skaffe sig ved at handle, som hun nu gør. Og at I forstår alle hendes på-tværs-handlinger som hendes ubehjælpsomme forsøg på at skaffe sig noget. Hun kender ikke andre metoder end dem, hun lige nu benytter sig af, og hun skal lære nogle andre metoder, for at kunne vælge at handle anderledes. Den mulighed har hun ikke endnu.

Der er skolesommerferie nu, hvor du får mit svar, og følgelig nogle uger til hun skal i skole igen. Det betyder (forhåbentlig), at I har mulighed for at ’træne’ med hende derhjemme. Hjælpe hende med at få sat ord og begreb på sine behov. I kan sagtens sige til hende, at ’Jeg tror, at der er noget, du rigtig gerne vil have lige nu. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg gætter på, at det er ...’ ’Gætter jeg rigtigt?’ Og det, hun sandsynligvis gerne vil have, relaterer sig til – selvbestemmelse. Indflydelse. At kunne bestemme over sin egen situation. Synlighed, at blive set. Kontakt. Personlig værdighed. Anerkendelse – osv. Den slags.

Når hun ikke oplever sig anklaget, vil det med stor sandsynlighed være sådan, at hun har lyst til at få jer, hendes forældre, de vigtigste mennesker i hendes liv, til at forstå, hvad der foregår inde i hende. Det kan sagtens være, at hun mangler ord og begreb til at kunne udtrykke sig, så det må hun lære. Ved at have jeres fokus på netop hendes følelser og behov kan I demonstrere for hende, at de er vigtige, og dreje hendes egen opmærksomhed i den retning.

Følelser og behov er vores vejvisere

Vores egen danske (vestlige?) kultur er af ubegribelige grunde ikke særlig optaget af, at vi skal lære at bruge vores følelser og behov til det, de er så velegnede til. Ganske kort er følelser og behov for mig at se de mest effektive vejvisere, vi har, til at kunne erhverve os et godt liv. Men fx forældre må gøre en aktiv indsats for at lære deres børn at bruge følelser og behov på denne måde – vi lærer det ikke pr. automatik. Og det er trist – synes jeg. Læs her mere om følelser og behov. Og jeg vil én gang til henvise til min bog, Ballademageren Søren, hvor du kan finde min forståelse foldet grundigt ud. Den er skrevet til forældre og lærere, og kan lånes på biblioteket. Jeg er ret sikker på, at du vil være glad for at læse den.

Du spørger mig sidst i dit brev meget konkret om, hvordan I lærer jeres datter at lade være med forskellige ’unoder’. Jeg kan ikke give dig noget direkte svar. Når jeg samler op på alt ovenstående og konkluderer, så lyder det sådan her:

Det vigtige for mig at se er, at I går i gang med at hjælpe jeres datter til at få harmoniseret forholdet imellem det, hun har brug for, og sådan, som hun handler for at skaffe sig det. Både i skolen og hjemme. Det vil I næppe kunne nå hen over skoleferien, men I vil kunne sætte en proces i gang, der fører i den rigtige retning. Hvis hun kan komme dertil, hvor hun på én eller anden måde er ’mæt’, altså har fået det, hun har brug for, så kan hun falde mere til ro. Så behøver hun ikke at være så ’Mads Modsat’ for at opleve sig sikker på, at hun findes og har ret til at være sig. Hun behøver så ikke længere konstant at teste sin omverden: Kan I stadig elske/lide mig, selv om jeg er helt anderledes end jer? Hun vil opdage, at hun har et valg, at hun kan vælge at gøre A eller B, og at de to valg har forskellige konsekvenser, som hun sikkert synes mere eller mindre godt om.

Og I kan hjælpe hende med den proces ved at forholde jer til hende med den forståelse, at I godt ved, at hun prøver på noget, som hun reelt ikke rigtig kan finde ud af. At hun har gode hensigter med sin ’dårlige’ opførsel.

Go’ sommer.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

PS: Jeg har efter at have svaret dig modtaget et andet spørgsmål, hvor jeg svarer noget, du måske også kan bruge. Læs evt. det: Min 10-årige datter har sociale problemer i skolen.