Hej Janne,

Jeg er mormor til en dreng på 7 år. Han var fra fødsel meget lille. Det var først ved 4-5 års alderen, han var på højde med andre drenge. Han har altid været meget stille og meget betænksom.

Han startede i 0. klasse august 09. Han er meget glad for at lære noget, men meget ked af frikvarter. Han bliver hurtig ked af det, hvis én af de andre børn skubber til ham. Han tør ikke skubbe igen. Forældrene har talt med skolen, som er opmærksom på problemet. I starten var der nogle, der drillede ham, det er vist blevet bedre. Han tør ikke skubbe og lege vildt som andre drenge. Han er en stille dreng, der gerne vil lege med piger og lege med perler og stille ting.

Hvordan kan vi hjælpe ham?

mvh
Mormor

SVAR

Kære Mormor,

jeg håber (– og tror), at jeg ikke skal forstå dit spørgsmål sådan her: Hvordan kan vi hjælpe ham til at blive ligesom de andre drenge – men at jeg skal forstå det sådan her: Hvordan kan vi hjælpe ham til være lige præcis sådan, som han er, og rigtig glad for sig selv – og så omgås de andre børn på en måde, så han ikke bliver ked af det? Det er i al fald det spørgsmål, jeg vil prøve at svare på.

Du beskriver dit barnebarn som stille, betænksom, glad for at lave noget. Bange for at skubbe igen og lege vildt. Han leger helst med piger og beskæftiger sig gerne med stilfærdige sysler som fx at lege med perler. Han lyder som en vældig sød dreng! Han lyder også som en dreng, der får brug for at besidde stor personlig styrke for at turde give sig selv lov til at være den, han nu er – med en anderledes måde at være på end den traditionelle drenge-kønsrolle.

Skolens opgaver

Hvis de andre børn i skolen skubber til dit barnebarn – med vilje – er det et problem, skolen skal tage sig af. Ingen børn skal udsættes for nogen form for fysisk vold, mens de er i skole. Dit barnebarn skal heller ikke være i stand til at skubbe igen – altså til også at være voldelig. Hvis han er blevet skubbet til ved et uheld, er det jo heller ikke meningen, at han skal skubbe igen. Men – du mener det nok ikke så bogstaveligt. Jeg forstår det som et eksempel, du giver på, hvad dit barnebarn finder sig i, fordi han er utryg og bange.

Hvad angår drilleri gælder det samme. Skolen bør arbejde med den slags drilleri, som ikke er uskadelig og for sjov, men som er mere alvorlig og har karakter af mobning. Så – her er det heller ikke dit barnebarn, der skal kunne noget, han ikke kan.

Selvværd

Det, dit barnebarn har brug for, er højt selvværd. Selvværd har to væsentlige ingredienser: Selvfølelse og selvtillid. Her følger lidt om det, og du kan læse mere i ’Mit barn skal i skole’, side 13 og 86-88. Du kan også læse mere via dette link: Kontakt, identitet og selvværd. Et højt selvværd udstyrer et menneske med en rolig hvilen i sig selv – uanset, hvordan man så bliver vurderet af andre – for én ligegyldige – mennesker.

Selvfølelse, kontakt, at blive set

Dit barnebarns selvfølelse består i en grundlæggende tillid til, at han er værd at elske – lige præcis sådan, som han er: Stille, tør ikke, leger helst med piger, osv. Det er hans forældre, der har udstyret ham med den basale kapital af selvfølelse, og det er alle andre betydningsfulde mennesker i hans liv, blandt andet mormor, der kan nære og styrke hans selvfølelse i resten af tilværelsen. Med ’betydningsfulde’ mener jeg mennesker, som han nærer stærke, positive følelser for.

Man får næret og styrket sin selvfølelse, når man har kontakt med andre mennesker – hvilket er det samme som, at man bliver set af andre mennesker. Med ’kontakt’ mener jeg, at man samspiller med fokus på følelser og behov. Det betyder, at når du er sammen med dit barnebarn, så styrker du hans selvfølelse ved at have din opmærksomhed rettet på, hvordan han har det (følelser), og hvad han har brug for (behov).

Når han fortæller, at ’Emil fra klassen skubbede, så jeg faldt og slog min arm’, så er din kontaktfulde reaktion fx: ’Av, hvor må det have gjort ondt! Slog du hul på albuen? Må jeg se? Blev du rigtig ked af det?’ Mens du ikke er i kontakt, hvis du siger: ’Sikken en dum dreng at rende og skubbe til dig!’ Siger du sådan, er dit fokus nemlig på den anden dreng og hans forkerte opførsel.

Følelser og behov

Altså: Hav fokus på følelser og behov, og sæt navn/ begreb på dem i det omfang, du kan komme til. Lær ham det sprog, han har brug for, når han vil udtrykke sine følelser og behov. Det lærer vi ikke sådan helt automatisk i dagens Danmark. Tvært imod er vores almindelige dagligdags sprog temmelig renset for følelses- og behovs-ord. Og som et kuriosum kan jeg fortælle dig, at langt de fleste gange, når folk siger : ’Jeg føler ... et eller andet’, er det slet ikke følelser, men meninger eller vurderinger, der kommer ud af deres mund.

At kunne udtrykke sine følelser og behov er vigtigt af mange grunde. Det er det redskab, der kan hjælpe os til at komme i kontakt med hinanden og dermed nære selvfølelsen. At kunne sætte ord på sine behov hjælper desuden én til lettere at kunne få dem opfyldt: Der er større sandsynlighed for, at man finder det, man leder efter, når man ved, hvad det er.

Hvis dit barnebarn lærer at tale på denne kontaktfulde måde, og fx oplever, at Emil skubber til ham med vilje, så vil hans reaktion kunne være:

’Du skubbede til mig. Det kan jeg ikke lide. Jeg vil gerne gå i fred. Vil du godt lade være med at gøre det igen?’

Jeg foreslår, at du prøver at overføre denne reaktion til en episode i din egen tilværelse, fordi jeg tror, at du så kan registrere, hvordan du skaber en anden type social situation, end hvis du fx svarer: ’Lad så være! Hvad bilder du dig ind!’ – eller noget i den retning.

Som det er i dag, er dit barnebarn sandsynligvis henvist til at skubbe igen (hvad han jo heldigvis ikke tør), eller måske råbe: ’Lad så være med at skubbe, din #¥¢¶¤$!’ – hvad han nok heller ikke tør. Og hvad i øvrigt kun ville have accelereret volden. Eller han kan sige det til læreren, hvad han stadig godt kan gøre.

Selvtillid

Selvtillid får dit barnebarn, når han oplever, at han mestrer sin fysiske og sociale omverden på et niveau, han selv er tilfreds med. Det betyder fx, at han ikke får styrket sin selvtillid, fordi han får ros. Det hjælper ikke på dit barnebarns selvtillid, at læreren, far eller mormor siger: Ih, hvor er du dygtig, nej, hvor er det flot – osv. Drengen skal selv være tilfreds.

Hvis han har præsteret et eller andet, som han er glad for, stolt af, tilfreds med – så vokser hans selvtillid. Og så kan han opleve sig set, hvis læreren, far eller mormor siger: ’Du klarede at løbe 100 meter og komme ind som nummer 4! Wau! Er du ikke stolt af dig selv?’ – hvor det er hans følelser i situationen, der er i fokus for opmærksomheden, og hvor hans selvfølelse så også næres.

Endnu et eksempel

Han kommer med en tegning til dig, og sædvanligvis og næsten automatisk siger du: ’Nej, hvor er den flot!’ Når du siger sådan, vurderer du hans præstation, hvad han ikke nødvendigvis har bedt dig om. Du lyver måske oven i købet: Tegningen er slet ikke flot, men det synes du, at du er nødt til at sige, for ellers bliver han bare ked af det. Sådan en reaktion er dybest set respektløs og overfladisk – og det har han overhovedet ikke brug for. Og den er helt sikkert ikke udtryk for kontakt.

Hvis din reaktion i stedet for er i retning af denne:

’Aha, lad mig nu se, hvad det er, du har tegnet. En zoologisk have! Jeg kan se en elefant, en løve, tre krokodiller og abeburet. Nej, hvor kan jeg godt lide det udtryk, du har lavet i den store abes ansigt! Det må du have gjort dig meget umage med. Har du det? Er du selv tilfreds med det, du har lavet? Hvad kan du bedst selv lide på hele tegningen?’ – osv, osv.

– så retter du dit fokus mod, hvordan han selv har det med sin præstation. Hvilke følelser er der i spil lige nu? Hvilke af sine egne behov er han i gang med at møde lige nu? Hvordan vurderer han selv sin præstation? Og du giver ham noget af dig selv: Du fortæller, at du særlig godt kan lide en bestemt detalje på tegningen. Du lyver ikke for ham, du giver ham din opmærksomhed, du viser din optagethed af, hvordan han selv har det med sin tegning – og gør ham opmærksom på, at det er det vigtige. Det er sådan, der opstår mulighed for vækst i selvtilliden.

Hele denne måde at fokusere på, kommunikere på og forstå på er et sammenhængende hele med mange flere – positive – aspekter, end jeg her kan komme ind på. Vil du læse alt, hvad jeg har skrevet om dette, må du låne min bog, Ballademageren Søren, på biblioteket, og læse den.

Konklusion: Hvis dit barnebarn går rundt med en fundamental overbevisning om, at han er en helt fin og i orden person, sådan som han nu er, og hvis han dertil kan skaffe sig tilpas mange erfaringer med, at han mestrer sin omverden på tilfredsstillende måde, så er han så lidt sårbar over for andre børns drillen mv., som det nu er muligt for ham at være. Så ved han i bedste fald, at når de driller eller skubber, handler det dybest set om dem selv – ikke om ham. Eller sagt anderledes: Så tager han ikke deres drillen mv. personligt.

Højt selvværd er den bedste beskyttelse, man kan give sit barn. Og barnebarn!

Venlig hilsen
Janne Hejgaard