Hej Janne,

Jeg har brug for at høre en udenforståendes mening, og du giver nogle svar med mange vinkler og betragtninger. Din seriøsitet i svarene må jeg kunne bruge.

Jeg har en fantastisk dejlig og følsom dreng på 8 år. Han er ved at afslutte 1. klasse og jeg vil prøve at skitsere de overvejelser, jeg har i forhold til hans trivsel og udvikling, da jeg oplever, at der er mange små tegn på, at hans trivsel og socialisering i klassen kunne være bedre.

Min søn havde en lettere forsinket sprogudvikling delvist p.g.a. at vi er tosprogede. Han havde talepædagog en enkelt gang i børnehaven, hvorefter det blev vurderet af os og børnehaven, at det ikke længere var relevant. Min søn var en lidt stille, men vellidt dreng i børnehaven. Han gik i en lille børnehave og havde gennem børnehave-tiden 2 gode venner. Han kunne i perioder lege meget med andre, men også gå sine egne veje, men vi fik udelukkende positive tilbagemeldinger på ham.

Han havde en god skolestart i 0. klasse med 20 elever. Han var meget træt, når han kom hjem i starten og efter 3-4 uger fik vi så småt hjulpet ham i gang med at lave nogle legeaftaler. Han blev beskrevet som en sød, venlig og god dreng af både lærere og pædagoger. Han var glad for at komme i skole og færdedes glad og trygt på skolen, men når han kom hjem var han meget træt, bekymrede sig om mange ting og fik flere "nedsmeltningsudbrud", når sanseindtrykkene blev for meget. Det var som om han brugte al energien i skole/sfo og havde et for lavt udholdenhedsniveau. En motorisk obligatorisk screening i klassen vurderede, at han lå på "grænsen" til at kunne profitere af et sansemotorisk forløb, men skolen vurderede, at han kompenserede socialt. Jeg havde læst en del om sansemotoriske problemer og kunne se mange lighedstræk. Et sansemotorisk intensivt forløb sponsoreret af egen lomme blev iværksat. Jeg kunne også se, at han begyndte at få problemer i frikvartererne, da han ikke kunne overskue fodbold og satte sig selv på sidelinjen som dommer. Det var så tydeligt, at han gerne ville være med, men havde svært ved at finde ind i legen. Han trak sig væk fra legen, men var alligevel i periferien af legen.

Vi er nu nået til foråret i 0. klasse. På dette tidspunkt går min søn ofte alene rundt, når jeg henter ham i sfo’en. Han ser træt ud, når han hentes kl. 15.00-15.30. Det bekymrer mig, at han går for sig selv. Jeg prøver da at spørge ham ad og han siger, at han ofte får nej, når han spørger om han må være med. Han er yderst sensitiv og velformuleret omkring sin situation. Vi prøver at anvise ham andre handlemuligheder. Find en voksen. Forsøg at finde andre at lege med. Jeg er da engageret i forældrerådet og kender de andre drengeforældre nogenlunde. Jeg kontakter læreren flere gange, og der afholdes et møde med sfo og sfo-leder. De oplever en dreng, der går egne veje i positiv forstand, da han er glad for og god til at lave ting på værkstedet eller male/tegne. Han driller ikke de andre børn. Jeg prøver at få gjort opmærksom på, at vi som forældre oplever, at min søn "balancerer" på kanten af fællesskabet, men der er kun en masse snak - ingen konkrete forslag til handling. Min søn er også holdt op med at spørge de andre drenge om de vil lave legeaftaler i fritiden, da han oplever, at han ikke får svar eller den anden dreng bare løber væk. Der er på daværende tidspunkt meget sjældent nogen, der ringer for at spørge, om han kan lege i weekenden. Når vi ringer, får vi sjældent nej og han leger ofte i weekenden.

De fleste af drengene er interesserede i fodbold og gode til det. Min søn har ikke det samme konkurrencegen og udtrykker dengang og nu, at det for ham gælder om at have det sjovt og være sammen med sine venner. Min søn vil gerne være venner med de drenge, der spiller fodbold. Der er flere drenge i klassen, der er meget urolige og det suger lærerens energi, så der ikke er mulighed for at støtte min søn bedst muligt. Helt ærligt - jeg tror ikke, at læreren aner hvad hun skal stille op. Hun ser ikke det samme billede, som jeg, og bliver efterhånden en anelse frustreret, når jeg ringer i den oplyste telefontid. Der er tale om, at jeg i løbet af foråret 2009 gør det 3 gange.

Min mand er delvist enig med mig, men er noget mere autoritetstro end jeg. Han har også selv et stort behov for at være alene og projicerer dette behov ned som værende et behov hos vores søn.

I slutningen af 0.klasse kan vi se resultatet af den motoriske træning. Min søn kan udholde mere, bliver mindre sensitiv, har mere overskud, kan være vågen længere, holder til mere, har større kropslig selvværd og er mere glad. Han får ligesom mere plads i drengegruppen og laver selv nogle legeaftaler, men bliver konsekvent valgt til sidst i fodbold, hvilket piner ham, da både hans storebror og ham selv kan se, at han er blevet meget bedre. Fagligt ligger min søn i den bedste halvdel i både matematik og dansk. I slutningen af 0. klasse knækker han læsekoden.

Måske skal jeg indskyde her, at vi er en velfungerende, veluddannet almindelig familie med mor, far og 3 fælles børn. Vi har en god hverdag, er meget glade for hinanden og storebror og lillesøster har ingen sociale problemer overhovedet. De er begge magneter for andre børn. Alle 3 børn fungerer godt sammen og leger meget sammen i weekenderne. Vi ser mange venner, børn og der kommer mange mennesker i vores hus.

Jeg har i perioder oplevet, at min søn er en anelse "flyvsk" i sine samtaler, og kan nemt skifte retning, hvis han bliver afledt. Dette forhold er aldrig nævnt i skolen og lærerne oplever ikke, at han ikke kan koncentrere sig, men igen tænker jeg, at det også er umuligt at have fokus på, når der er 3-4 urolige børn i klassen, hvor energien kanaliseres hen.

Han starter godt ud i 1. klasse. Han får 2 venskaber og den ene er klassens populære dreng, hvilket styrker hans position i drengegruppen. Til forældresamtalen i oktober får vi igen både faglig og personlig ros til ham. Min søn udtrykker da, at han er glad for at gå i sfo og skole, men efterlyser meget sjældent selv at lave legeaftaler, hvilket undrer mig, da min ældste søn er en social magnet og har 4-6 kammerater, han ses med på skift flere gange om ugen. Vi bestemmer da, at han skal lave en legeaftale om ugen, og hjælper ham med at arrangere det. I sfo kan jeg se, at børnene i hans klasse ringer på kryds og tværs for at lege efter skoletid, men det er sjældent min søn, der er i gang med dette. Han er i stedet i gang på værkstedet eller i sandkassen - somme tider alene og andre gange sammen med nogle andre børn, der også kan "balancere" i udkanten af det sociale fællesskab. Vi inviterer ofte flere forskellige drenge med hjem. De vil som oftest gerne med hjem, men vi oplever meget sjældent, at der sker en geninvitation, muligvis fordi børnene nu er så store, at de arrangerer selv. Det gør vores søn bare ikke.

Da de efter juletid i 1. klasse skal vælge 2 fra klassen, som de gerne vil sidde med, så bliver min søn rigtig ked af det. Han finder ud af, at ingen har valgt ham. Børnene taler om det i frikvartererne, selvom læreren har sagt, at de ikke skal. Han oplever også, at han flere gange ikke kan finde nogen at holde i hånden, når de skal på tur. Det samme gør sig gældende på biblioteksturene. Han oplever igen konsekvent at blive valgt til sidst i fodbold. Det er en svær situation herhjemme. Jeg prøver at hjælpe ham, men er dybt frustreret og ked af det. Lærerne oplever fortsat ikke andet end han er vellidt.

Dansklæreren søger at løse problemet ved at sætte dem sammen, når de skal på tur, men det løser jo ikke min søns problem - at ingen søger ham. Han er efterhånden blevet så "brændt", at han ikke længere tør spørge nogen, om de vil lege efter skole. Det er svært at finde ud af, hvad vi skal gøre. Jeg prøver at hjælpe ham ved at arrangere nogle legeaftaler efter skole, der altid går rigtigt godt, når de er her. Min søn bliver bare sjældent inviteret tilbage igen. Det er frustrerende og det føles meget op ad bakke.
I dag er det som situationen er låst fast. Min søn bliver ikke drillet, men han er aldrig nogens første valg i klassen. Min søn har en god ven på vores villavej, som han leger meget med i perioder. Vi har mange venner med jævnaldrende børn, og der trives vores søn som fisk i vandet. Han er vellidt, glad, tryg og hans omsorgsfulde, følsomme og reflekterende væsen kommer i spil, når han er i disse kontekster. Han har gået til svømning i vinter og skal fortsætte til spejder næste år, hvor vi dér håber, at han kan få nogle flere kammerater i sit nærmiljø og udnytte sine interesser for naturliv, reb, knob og fascination af naturen.

Det er trist, at der aldrig er nogen, der ringer til ham i weekenden. Vi er gået lidt "døde" i at ringe! Jeg ved ikke, hvordan vi støtter ham bedst muligt til igen at turde tage nogle af disse initiativer til at kontakte sine klassekammerater, når han føler sig afvist gang på gang. Det er ikke rart - specielt når der ikke er meget hjælp at hente i skolen, og vi har så divergerende opfattelser af situationen. Der er så stor forskel på at se min søn i skolerelaterede sammenhænge, hvor han er nærmest anonym, bliver overset og gør ikke længere opmærksom på sig selv. Når han er hjemme, hos venner og familie, i fritidsmæssige sammenhænge er han fortsat den dreng vi kendte fra børnehaven. Følsom, reflekterende, velformuleret, kærlig, sød og tryg.

Jeg har forsøgt at være med til at etablere legegrupper i hans klasse, men der er ingen opbakning hos forældrene, som ellers er veluddannede og engagerede. Der er stor fokus på eget barn, som jo selvfølgelig kun skal komme til fødselsdag eller lege hos hinanden, hvis man har lyst. Det gør det svært at finde tryghed og fortælle, hvordan vi oplever vores søn i klassen, da jeg ikke oplever, at der vil blive lyttet og taget hensyn til dette.

Hvad siger du til alt dette? Det koster efterhånden meget energi i vores familie specielt hos mig. Jeg er bekymret og har slet ikke lyst til at aflevere mit barn i skolen igen efter sommerferien.

Hilsen
Anna

SVAR

Kære Anna,

tak for dine venlige ord om mine brevkassesvar – og for din lange beskrivelse af dine overvejelser omkring din mellemste søns sociale liv. Jeg har prøvet at ’støvsuge’ dit brev for beskrivelser af din søns egne følelser, og har fundet disse:

Din søns følelser

I børnehaveklassen var han meget (fysisk) træt. Selv om han var glad for at komme i skole, og færdedes glad og trygt på skolen, var han meget træt, når han kom hjem, bekymrede sig og havde ’nedsmeltningsudbrud’. Når du hentede ham i SFO, foråret i 0. klasse, så han træt ud. SFO-lederen beskrev ham som glad for og god til at lave ting på værkstedet. I satte ham i gang med et sansemotorisk intensivt forløb, og i slutningen af 0. kunne der ses tydelige resultater: Din søn var blevet fysisk stærkere, han havde mere overskud – og var mere glad. Men – han blev valgt som den sidste til fodbold, og det pinte ham.

I begyndelsen af 1. klasse var din søn glad for at gå i skole og SFO. Efter jul oplevede han i flere sammenhænge, at ingen fra klassen valgte ham til, og det var han rigtig ked af. Han var nu blevet så ’brændt’, at han ikke turde spørge nogen af dem, om de ville lege efter skoletid. Han leger imidlertid meget med dels en dreng fra vejen, dels jeres venners børn. I de sammehænge er han glad og tryg, ’som en fisk i vandet’.

Du fortæller altså om (fysisk) træthed, bekymring og nedsmeltning i 0. klasse. Den fysiske træthed handler I på med succes. Han er forpint over ikke at blive valgt til fodbold, men ellers glad og tryg i skolen. I 1. klasse kan du også fortælle, at han er glad, om end ’brændt’ i forhold til at arrangere leg med klassekammeraterne efter skoletid, og ked af ikke at blive valgt som ønsket sidekammerat.

Dine følelser

Når jeg tilsvarende ’støvsuger’ dit brev for dine beskrivelser af, hvordan du selv føler, så kan jeg læse, at du er bekymret, fordi han går for sig selv i 0. klasse. Du er dybt bekymret og frustreret, da din søn efter jul i 1. klasse ikke bliver valgt af nogen af de andre børn – og han er ked af det.

Det frustrerer dig, føles op ad bakke og er trist for dig, at han ikke bliver inviteret til at lege efter skoletid. I – du og din mand – er ’gået død’ i at arrangere noget for jeres dreng, og I oplever, at der ikke er hjælp at hente fra skolen eller de andre forældre. I har svært ved at finde tryghed i den sammenhæng, og du er nu så bekymret, at du slet ikke har lyst til, at din søn skal i skole igen efter sommerferien.

Jeg har lavet disse to sæt opsummeringer i et forsøg på at demonstrere, hvad der er begrundelsen for mine overvejelser herefter. Jeg læser nemlig ud af dit brev en historie om en dreng, der som person er ganske anderledes end både sin lillesøster, storebror – og mor. Mens han minder om sin far.

Hvad nu hvis ...

Jeg sidder her med den oplevelse, at din søn egentlig er ganske godt tilfreds. Han er glad for og tryg ved at gå i skole (skriver du), han klarer sig fagligt fint, han er optaget af at lave noget med sine hænder, når han er i sfo, og han leger så godt med de andre i klassen, at han i flere sammenhænge bliver beskrevet som ’vellidt’. Ja, han er endda så dygtig til at finde ud af at være sig selv, at når de fodboldtossede drenge vil spille, får han sig selv udstyret med dommerrollen: Så er han med, uden at behøve at styrte rundt efter bolden. Det interesserer ham nemlig ikke.

Din søn er stilfærdig, følsom, reflekteret, velformuleret, kærlig, sød og glad for at gå sine egne veje – skriver du. Han lyder som en særdeles fin lille person! Han lyder også til at være udstyret med en række egenskaber og personlige kompetencer, som nok ikke er genemsnitlige. Hvad nu, hvis realiteten er noget i retning af denne:

Din søn passer egentlig ikke særlig godt til at skulle fungere i en børnegruppe på mindst 20 børn, hvoraf nogle oven i købet er urolige, og de fleste andre drenge er interesserede i fodbold, hvad han ikke er. (Og: Ikke at være interesseret i fodbold er næsten en stigmatisering for en dreng! Ikke mindst i disse uger ... Er du gammel nok til at kunne huske den børnesang, der hed Jeg er en dreng, der ikke spiller fodbold? Som handlede om lige præcis hvor anderledes, man så er.) Han har ikke selv valgt klassesammenhængen, og det er i øvrigt heller ikke muligt: Man bliver som bekendt sat i en klasse og skal finde ud af at fungere i den. Det gør han så – på sin helt egen måde. Og han er glad for at gå i skole, hvilket jeg forstår som, at han er tilfreds med sådan, som det lykkes for ham at håndtere situationen.

Umiddelbart er det anstrengende for ham. Han bliver meget træt og kan ikke overskue dagligdagen. Heldigvis har han forstående forældre, der sætter støtteforanstaltninger i værk: motorisk træning, og det hjælper.

Mor ser en anden sammenhæng

Men: Hans mor, du, opdager ikke helt, hvordan sammenhængen er. Du ser hans træthed, og du ser, at han går alene rundt, og du kobler de to ting sammen. Du er en kompetent og handlekraftig kvinde, og du går i gang med at støtte din søn også her: Han skal sandelig ikke gå alene rundt i sfo’en. Han skal sandelig have nogen at lege med – også efter skoletid. Du kommer med forslag til ham, du arrangerer aftaler for ham, du kontakter læreren og sfo-personalet og gør i det hele taget alt, hvad du kan komme i tanker om, for at støtte dins søns mulighed for at få lige så mange venner, som fx hans storebror har.

Men det er din søn dybest set ikke interesseret i. Måske – det er mit gæt. Som den person, han nu engang er, er det rigeligt for ham at lege godt med de andre i klassen, mens han er i skole. At have en god ven hjemme på vejen, som han også leger fint med. At kunne lege med de jævnaldrende børn i hans forældres store vennekreds, når de er i nærheden. Hans behov for at være sammen med andre bliver rigeligt mættet. Ja, han har oven i købet brug for at trække sig afsides, når han er i sfo, og fordybe sig i at lave sit eget, fx i værkstedet.

Børn ’lugter lunten’

Han er også en følsom og omsorgsfuld dreng, og han bliver hurtigt klar over, at der er et eller andet ’forkert’ ved at have det, som han nu har det. Mor vil så gerne have, at han har flere kammerater, ja, at hans sociale liv ligner storebrors og lillesøsters – og mors eget. Så det prøver han efter bedste evne at leve op til. Men sådan fungerer verden – og børn! – ikke.

Børn er nemlig særdeles gode til at registrere det, der er ’det rigtige’ under overfladen. Det betyder, at selv om din søn helt konkret bliver bedre til at spille fodbold, så bliver han ikke valgt, for de andre drenge har hurtigt ’lugtet’, at han dybest set ikke er interesseret. Han er måske mest interesseret i at leve op til storebrors (og mors?) forventninger. Det samme gælder mht. at lege sammen uden for skoletiden. De andre børn ved på et eller andet niveau – som de fx slet ikke vil kunne formulere i ord – at din søns behov for at lege med dem ikke stikker så dybt. Dybest set er han ikke helt interesseret.

Han er en behagelig person at være sammen med, han driller aldrig og er glad, så de har ikke det mindste imod at lege med ham, når de er i skole eller på besøg hos ham. Tvært imod. Men den dybe samhørighed, som venner har, den kan de ikke etablere til din søn. Og derfor har de ikke nogen aktiv interesse i at opsøge ham.

Dermed siger jeg ikke, at din dreng ikke vil være i stand til at finde venner. Jeg tror, at han vil være sådan en, der i løbet af sit liv får nogle få, rigtig gode venskaber med ligesindede. Han er så socialt kompetent, at han sagtens kan håndtere de sociale sammenhænge, han er i, selv om de dybest set ikke interesserer ham voldsomt meget. Han kan ikke spejle sig i dem, han kan ikke udvikle sig i forhold til dem, osv. – sådan som vi gør i samspil med vores rigtig gode venner. Gad vidst, om hans far har venskaber på en lignende måde? Eller om han vil kunne genkende min beskrivelse herover?

Brug for at være alene med sig selv

Nogle mennesker er ikke så gode til at være børn – de passer bedre til at være voksne. De har måske ’en gammel sjæl’ – hvad det så er. Nogle mennesker kan ikke finde ud af at være alene. Jeg hørte engang en kvinde omkring de 50 fortælle, at hun kun have været alene to gang i sit voksne liv – og det var to gange for meget. Andre har vældig meget brug for at være alene. Det gælder også for børn. Jeg tror ærlig talt, at din søn er sådan et menneske. Reflekteret, følsom, god til at gå sine egne veje. Mit bedste forslag til dig er, at du holder op med at arrangere på hans vegne. Og slipper dine bekymringer!

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det er, der gør, at du ikke tror, at din dreng nok skal handle i det omfang, han har brug for at handle – også i forhold til at få legekammerater. Han lyder jo som en kompetent lille størrelse, med alle de gode rollemodeller rundt om sig, som han har brug for. Hvis han virkelig ønskede at komme til at lege med en fra klassen i weekenden, så er jeg ret overbevist om, at han nok skulle komme til det.

Jeg tror også, at en del af hans reaktioner på ikke at blive valgt til i de forskellige sammenhænge, du beskriver, handler om, at han så nødig vil skuffe dig. Han vil så gerne have, at du er glad og tilfreds med ham. Og det indebærer åbenbart, har han forstået, at han har venner myldrende om sig – på samme måde, som hans søskende har. Der er ikke ret lang vej herfra til at få den tanke, at ’når jeg i virkeligheden hellere vil være lidt alene, så er der noget galt med mig’. Og har han det sådan, er det ikke sært, at han bliver ked af det.

Asociale, sociale øvelser

Jeg vil lige sige én ting, der peger i lidt anden retning: Jeg er meget lidt begejstret for de ’sociale øvelser’, som jeg har hørt om en del gange, bl.a. her i brevkassen, og som går ud på, at børnene på en eller anden måde skal vurdere hinanden. Som du vil kunne læse mere om sidst i dette brevkassesvar: Vores dreng på 7 år har sociale problemer i skolen,  passer den slags øvelser generelt dårligt til det sociale klima, der hersker i dagens samfund, og derfor fører de meget ofte noget helt utilsigtet med sig.

Læreren havde sagt, at de ikke måtte tale om øvelsen i frikvarteret. Hvor naiv kan man være? Selvfølgelig gør de det. Ikke mindst, når de har fået at vide, at de ikke må. Jeg synes, at dins søns reaktion på denne øvelse var fuldstændig relevant og et tydeligt udsagn om, at øvelsen aldrig skulle have været gennemført. Det må du gerne citere mig for!

Din søn skal ses som den, han er

Alt i alt mener jeg, at det centrale er, at din søn kan blive set som den, han virkelig er: Alt det fine, du skriver om ham. Alt det positive, de har sagt om ham i børnehave, skole og sfo. Samt: At han er en mere indadvendt, reflekteret dreng, med et forholdsvis stort behov for at være alene med sig selv – eller, måske i små doser, med andre børn, han selv har valgt – end de fleste af jer andre i familien. Jeg er ret overbevist om, at hvis det kan blive sådan, at han kan få anerkendelse for sin måde at være menneske på og for sådan, som han håndterer at være sig i denne verden – så vil han stortrives med det.

Jævnfør det, jeg indledte med at skrive: Når jeg læser din gennemgang af din drengs følelser og dine egne følelser, så læser jeg, at du er mere bekymret og ked af det, end han er. Du udtrykker dig på en måde, så jeg tolker, at du mener, at sådan som din drengs sociale liv er, ikke er helt godt. Eksempler:

’ Min søn var en lidt stille, men vellidt dreng...’ – som om du mener, at man ikke kan være vellidt, når man er stille.

’Han kunne ... gå sine egne veje, men vi fik udelukkende positive tilbagemeldinger på ham’ – som om du mener, at man ikke skal regne med at få positive tilbagemeldinger på at gå sine egne veje.

Det er bl.a. derfor, jeg mener, at det vil gøre en forskel, hvis din søn får rum til at være, som han nu er, og have et socialt liv, der passer til netop ham.

Hvis jeg tager helt fejl, er du meget velkommen til at skrive og give mig nogle andre oplysninger. Så svarer jeg dig igen.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard