Hej Janne,

Jeg skrev til dig i januar/februar vedr. vores søn på 8, der var meget ked af at gå i skole.

Jeg har lyst til at fortælle dig lidt mere om forløbet efterfølgende.

M. er stadigvæk ikke særlig glad for at gå i skole. Han er dog stadig glad for sine kammerater og frikvartererne.

I april skulle vi til skole-/ hjemsamtale og fik papirer/ elevplaner fra hans lærere om, hvordan han klarede sig i skolen. Det er et system, som ligner en målskive. Er man i midten, kan man det man skal, i midtercirklen er man på vej til, og i yderste cirkel er man endnu ikke på vej.

I kategorien: sociale forhold, elevens samarbejdsområder lå M. stort set i ydercirklen, enkelte i starten af midterfeltet og få i centrum (det han kunne var: god til at holde frikvarter, og sige fra). Dog var han fagligt i centrum med alle pile: dansk, matematik, natur og teknik. Hans lærere havde dog valgt at skrive kommentarer til dem, og de var absolut ikke i den positive ende af skalaen. M. en god kammerat, men er negativ og nægter at deltage i undervisningen. M. startede med et højt fagligt niveau, men har hvilet på laurbærrene. Han er ikke villig til at lære nyt, han nægter direkte at deltage i mundtlig fremstilling.

Vi forstod kun godt, hvis han ikke kunne lide at komme i skole, havde ondt i maven.

Nej, han blev IKKE set, og det var jo egentlig det, vi hele året havde forsøgt at forklare i skolen, men uden held.

Det var meningen, at elevplanen skulle gennemgås med eleven, men vi fravalgte dette. Vi kunne ikke forsvare så negativ en elevplan, det ville ikke få ham til at se mere positivt på skolen, eller styrke hans selvværd.

Vi kunne undgå dette, da man i M.´s klasse har fravalgt at have elever med til skole-/ hjem-samtalerne, og han derfor ikke her ville blive konfronteret med dem.

Jeg tog i stedet kontakt til skolepsykologen, for at forhøre mig om, hvad vi skulle gøre. Hun var meget lyttende, og sagde for mig de forløsende ord: "Lige meget hvad der er galt, så er der ingen børn i 1. klasse, der skal have det sådan med at gå i skole."

Til skole-/hjem-samtalen lod vi lærerne lægge ud med deres syn på M., og det var ikke det positive syn. Han var en negativ dreng, tvær dreng, doven dreng, nægtende dreng.

Jeg valgte at stille spørgsmålet: "Kan du lide M.?" En kort pause og et tøvende jaahh, sagde for mig alt. Tænk sig at have set sig så sur på en 8-årig dreng.

Jeg spurgte, hvordan han viste det, og fik svaret, at han da sagde godmorgen til M., den anden lærer havde desværre heller ikke et svar til dette.

Alt i alt, fik vi fortalt, at M. var bange for den ene lærer, og pludselig kunne læreren se tingene i et andet lys. Han måtte også indrømme, at han faktisk ikke vidste, hvad han skulle stille op med M., så …

Vi har nu været til rundbordssamtale med skoleleder, skolepsykolog og lærere, og det viser sig, at ét af deres største problemer er, at M. ikke vil sige noget mundtligt foran klassen. Skolepsykologen forsøgte at sige, at de skulle se hans kompetencer i stedet, og at der er mange måder at udtrykke sig på.

Nu er der gået 6 uger snart, og rundbordssamtale er i næste uge. Lærerne har fortalt, at de synes, det går bedre med M. efter at de er begyndt at se ham, men at han stadigvæk har timer, hvor han "nægter" at lave det, de beder ham om, eller at han i stedet forstyrrer sin makker i fx. dansk . M. kan så nå at lave sit hurtigt alligevel, lige inden timen slutter, men det kan hans makker jo ikke!!!

Så nu vil de lave nogle "konsekvenser" for M., så han ikke gør det mere. En af konsekvenserne vil være, at han får det for som lektie derhjemme.

Jeg har prøvet at forklare, at det ikke er nogen "straf"/ "konsekvens" for M., for han vil gerne lave skolearbejde derhjemme, så det er jeg da sikker på, han vil sige ja til.

Problemet er bare, at det fra lærerens side skulle have haft et andet udfald, nemlig at han ville lave det i timen. Denne lærer siger, at hun giver ham mange muligheder, og jeg svarer, at han måske får alt for mange og også "hvad vil du selv helst".

MEN det kan han jo ikke svare på. Giv ham 2 muligheder, der ligner hinanden og lad ham vælge. Læreren mener, at det er forkert, for så får han jo ikke muligheder, som de andre i klassen. MEN det er jo netop det, jeg gerne vil frem til, at børn skal have forskellige muligheder, og de skal sgu´(undskyld) have det, der gavner dem.

Nu må vi se hvad udfaldet bliver i næste uge. Overvejer meget at lade ham teste, da jeg hele tiden føler, jeg skal bevise hans evner og kompetencer.

Hvad jeg glemte at skrive sidste gang var, at jeg selv er lærer og har været det de sidste 15 år. Så det er ind i mellem svært for mig at lade min lærerkasket ligge og kun have forældrekasketten på, fordi jeg véd og har stor erfaring i børns behov på mange områder.

Om M. vil få glæden til at gå i skole, kan jeg være meget i tvivl om. Jeg ønsker sådan for ham, at han vil få nogle lærere, som ser ham og vil ham.

Desværre er han "sortseer" med mange ting, og har ekstremt svært ved at snakke om, hvordan han selv har det.

Jeg prøver meget det med at låne ham ord, men jeg synes ikke rigtig, jeg kan få det til at fungere, han lukker af. Han siger "bare" nej, det ved jeg ikke, så snart det har noget med at gøre om han er trist, glad, ked af det...

Han er en dreng, som tit siger ”jeg gider ikke”, og hvis jeg bare kunne sige de rigtige låneord, så det kunne hjælpe ham til at udvide det med: ”Jeg gider ikke, fordi…”

Måske bliver det bedre på sigt, måske er vi ikke for sent ude. Jeg kan dog glæde mig over, at han gerne vil nogle af sine klassekammerater, og gerne vil have dem hjem og lege, men også gerne vil ud til dem.

Som sagt bare en opfølgning/ respons på min sidste mail.

Venligst
LF

SVAR

Kære LF,

tak for endnu et brev, og jeg føjer her lidt til det, jeg skrev sidste gang (Vores dreng på 8 år kan ikke lide at gå i skole, 18.2.2010). Jeg er helt enig med skolepsykologen: Et barn i 1. klasse skal ikke have det sådan med at gå i skole, som M. har. Jeg har meget respekt for det, du indtil nu har gjort for at ændre på M.s situation, og jeg kan læse, at du har tænkt dig at blive ved. Fint. Det er bl.a. sådan noget, børn har forældre til.

Lærer-elevforholdet = professionelt

For det første: Det lyder på det, du skriver, som om det har været en øjenåbner for lærerne at få at vide, at M. er bange for en af dem – hvad han selvfølgelig ikke skal være. Ved du, hvad grunden er til det? Det var nok så interessant at vide.

Du skriver også, at lærerne tilsyneladende ikke kan lide M., hvilket forbløffer mig. Du er selv lærer, det er jeg også, om end jeg ikke har undervist børn i mange år, og så vidt jeg er orienteret, har forholdet imellem lærer og elev intet med ’kunne lide’ at gøre. Jeg ved godt, at mennesker er sådan indrettet, at vi kan lide nogen, og andre kan vi ikke lide, men det kan da ikke være en parameter, der skal have den mindste betydning i det professionelle forhold imellem lærere og elever?

I min forståelse er det en central del af ens job som lærer at varetage de indlæringsmæssige interesser hos ens elever, fuldstændig uafhængigt af ’at kunne lide’ eller ej. Svaret på dit spørgsmål skulle have været: ’Om jeg kan lide M. eller ej er fuldstændig irrelevant. Min opgave er at sørge for, at han sammen med sine klassekammerater bliver sat i så optimale indlæringsomstændigheder som muligt.’ Hvilket bl.a. indbefatter, at han trives i klassen.

Hvis det rent faktisk forholder sig sådan, at M.s lærere er så lidet professionelle, at de 1) ikke ’kan lide’ M., og 2) ikke er i stand til at se fuldstændig bort fra det, når de tilrettelægger undervisningen for ham – ja, og nu er det mig, der undskylder: Så kan jeg ikke vurdere deres kompetence ret højt. Så er de ikke deres opgave voksen. Hvis det var en almindelig forståelse hos danske lærere, var der rigtig mange børn, der ikke ville få en ordentlig undervisning. Du kan med sindsro kræve, at lærernes private følelser for deres elever bliver holdt uden for klasselokalet.

Forskellige pædagogiske opgaver

For det andet: Ændringsprocesser tager tid. Lærerne i skolen har sagt, at det går bedre, hvad jeg håber, at rundbordssamtalen i denne uge vil bekræfte. Som jeg læser dit brev, er det store problem, at M. ikke ønsker at sige noget foran klassen. Hvorfor det mon forholder sig sådan, kommer jeg tilbage til nedenfor, her vil jeg blot sige: Jamen, så lad dog drengen slippe for at sige noget foran klassen! Han har sine gode grunde til ikke at ville det, og om lærerne så kan lide hans grunde eller ej: De må respektere dem. Han skal lære at sige noget i klassens påhør, og hvornår har man lært noget ved at blive tvunget til at gøre det? Det er en pædagogisk opgave for underviserne, ligesom det er en pædagogisk opgave fx at lære andre børn bogstaverne.

Det er muligt, at M. er et anderledes barn med anderledes krav til undervisningen, end hvad de andre elever har. Men sådan er det så! Det er lærernes opgave at undervise M., og mener de, at de ikke kan det, må de rekvirere hjælp. Det er selvfølgelig forældrenes opgave at støtte op bag om lærernes arbejde, ligesom forældrene om morgenen skal levere et undervisningsparat barn til skolen. Det er muligt – som jeg skrev sidste gang – at lærerne er pressede osv., men det nytter ikke at acceptere, at vilkårene bliver så ringe, at der ikke kan gives ordentlig undervisning. Der går en grænse – og den må lærerne (og forældrene) stå fast på. Det er desuden svært for mig at se, at M. skulle være så stor en belastning, at den undervisning, som han har brug for, skulle ligge uden for mulighedernes rækkevidde.

Hvad er det, M. ikke får?

Hvis lærernes mange negative vurderinger af M. svarer til virkeligheden – jeg håber, vurderingerne er blevet fulgt af konkrete eksempler, så du er sikker på, at de ikke bare er påstande – så er det interessante spørgsmål for mig, hvad der er den underliggende grund. Hvad er det, M. har brug for i timerne, som han slet ikke får? Han kan tilsyneladende kun vælge at handle afvisende. Nægtende, vil ikke, negativ, uvillig osv.

Jeg skrev sidst, at der er logik i, at han ikke gider beskæftige sig med skoleopgaver, som han mestrer i forvejen. Dit seneste brev giver mig den tanke, at der også kan være noget andet i vejen. Måske registrerer M., at ’lærerne ikke kan lide ham’. Gør han det, går han selvfølgelig i baglås. Hvem ville ikke gøre det? Hvis ikke lærerne kan ændre på det, foreslår jeg, at I overvejer et klasse- eller skoleskift. Men det bør de altså kunne!

Men hvad er det mon, M. ikke får, som han har brug for? Og hvordan kunne han handle, så han fik det, han har brug for? Her ligger en opgave, som du vil kunne tage dig af. Du skriver, at du har forsøgt at tale med M. på den måde, hvor du låner ham ord og begreb, og at du ikke rigtig synes, det fungerer.

For det første: Igen: Processer tager tid. For det andet: Gad vidst, om du spørger til hans følelser, eller om du spørger til hans behov? Skal gerne være det sidste. Gad vidst, om du stiller åbne spørgsmål, eller om de er for lukkede? Gad vidst, om du har fundet ud af at spørge på en måde, hvor du knytter hans følelser sammen med hans behov og ikke fx sammen med andre mennesker? Eller begivenheder?

Den anbefalede måde at tale og forstå på er kvalitativt anderledes end sådan, som vi stort set alle har lært. Det er vigtigt at være ganske afgrænset i sin kontakt, og respektfuld. Empatisk. Jeg kan kun henvise dig til at læse min bog om Ballademageren Søren, hvor jeg har en lang, grundig og letlæst gennemgang af det skift i synsvinkel og sprogbrug, som kan skabe en anden type samtaler. Den kan lånes på biblioteket, og er skrevet til professionelle voksne og forældre. Jeg tror, at du – og dermed M. – kan have meget glæde af at læse den. (Det kunne M.s lærere nok også.)

Jeg foreslår, at du bliver ved med at tale med M. på en måde, hvor du via åbne spørgsmål knytter hans følelser sammen med hans mødte/ikke-mødte behov og dermed prøver at hjælpe ham til at få formuleret, hvad det er, han har brug for og ikke får. Og derefter forhåbentlig kan hjælpe ham til at finde frem til måder at handle på, der skaffer ham det, han har brug for. At vide, hvad man har brug for og at kunne handle relevant i forhold til ens behov, må siges at være yderst relevante kompetencer – for M. og for alle andre.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard