Hej Janne,

Vores dreng på 5 (bliver 6 i juli) er startet i SFO her i april. Han kommer fra en børnehave, der har fået ham vurderet af psykolog i 2008, knap 4 år gammel, fordi han ifølge pædagogerne havde nogle udfordringer, de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere. Det var udfordringer som sociale relationer, han slog ud efter de andre børn for at ville i kontakt med dem, han kunne være ukoncentreret i spisesituationen, havde svært ved at finde ro i længere tid af gangen. Psykologen vurderede, at han intellektuelt var langt foran sin alder og derfor bagud socialt. Han kunne give videre, at pædagogerne skulle stimulere ham på det niveau og hjælpe ham socialt på et andet niveau.

Så går der et årstid, og så beder de om en pædagogisk konsulents vurdering, fordi de stadig mener, han har udfordringer. Det får de så. Han vurderer, at der skal arbejdes med de sociale relationer.

Nu vil SFO’en indstille til skolepsykolog, for at få ham vurderet én gang til på grund af det sociale - han er en medløber med dem, der laver ballade og ikke har et filter, der skulle få ham til at stoppe.

Jeg er rigtig træt af, at de skal vurdere ham hele tiden. Jeg mener SFO’en er farvet af de oplysninger, de har fået fra børnehaven og ønsker inderst inde ikke, han skal igennem det igen. Han er nu så stor, at han godt véd, at det er en fremmed, der skal tale med ham.

Hvorfor er der ikke plads til at være anderledes? Det er som om der er nogle, der VIL have en diagnose på drengen. Han tuder ikke, men bliver vred, hvis der er noget, der frustrerer ham - siden hvornår er det blevet ulovligt??

Jeg har mest af alt lyst til at flytte ham og give ham chancen for, at nogle kan se ham, for det han er. Vi oplever ham ikke sådan.

Håber, du kan coache mig en retning.

Hilsen
LZA

SVAR

Kære LZA,

du fortæller, at din søn er en, der reagerer på frustrationer ved at blive vred i stedet for at tude, og spørger, hvornår det er blevet ulovligt. Jeg kan selvfølgelig ikke svare på dit spørgsmål, men jeg kan fortælle dig lidt om følelser.

Føle – udtrykke – handle

Din dreng bliver lettere vred end ked af det, skriver du. I min forståelse er der ikke det mindste i vejen med nogle af delene. Som du vil kunne læse i andre svar her på siden, forstår jeg følelser som vores vejvisere i livet, og jeg anser ikke nogle følelser som forkerte, negative eller lignende. De har alle deres berettigelse.

Det er imidlertid vigtigt at huske, at der er forskel på at føle noget, at udtrykke sin følelse og at handle på sin følelse. Din dreng må selvfølgelig føle vrede lige så meget, han har lyst til. Vrede er i øvrigt ikke nogen særlig behagelig følelse, men det er ked-af-det-hed heller ikke, så jeg tvivler på, at han har lyst til at føle nogle af delene i særligt stor omfang.

At græde er en måde at udtrykke på, at man føler sig ked af det. Vrede kommer til udtryk på andre måder. Begge dele er resultat af nogle kemiske processer i kroppen, og hvor vrede måske gør kroppen kampberedt, gør sorg snarere det ved en, at man får lyst til at gemme sig væk og ’slikke sine sår’. Når man er vred, kan det høres på ens stemme, man bliver måske rød i ansigtet, og der sker fx noget med musklerne omkring øjnene, så ens blik bliver anderledes. Med mere.

Vold er ikke tilladt

I vores kultur er det almindeligt, at man handler på sin vrede ved at give sig til at tale med højere stemme, måske råbe, og man bruger nogle andre, mere aggressive ord. Skændes! Nogen smider med ting, når de er vrede, andre går til angreb: bruger vold. I vores kultur er det også sådan, at vi anser brug af vold som forkert. Det gælder både fysisk vold, psykisk vold og sproglig vold. Ingen danske skoler tillader brug af vold, og det er fx karakteristisk for vores demokrati, at det benytter sig af samtale og diskussion som redskab – ikke af, at vi slår løs på hinanden og ’den stærkeste vinder’.

Så: Din dreng må gerne føle vrede, men han må ikke handle på sin vrede ved at bruge vold – hverken sproglig eller fysisk vold. Det er ikke tilladt i danske skoler, og hvis det er sådan, at han stadig i dag som knap 6 årig reagerer ved at slå ud efter andre – og det ved jeg ikke, om han gør, for det skriver du ikke noget om – så har alle skoler pligt til at gribe ind.

Hvis det er sådan, vil jeg foreslå, at du prøver at lære ham en anden måde at handle på sin vrede på. Han kan fx sige meget højt og tydeligt: ’Jeg er rasende! Jeg er sur! Jeg vil ikke have det! Jeg gider ikke være med mere!’ – eller hvad han nu finder ud af. Det vil være helt i orden. Han må gerne være vred og vise det – men han må ikke skade andre. Efterhånden skal han også gerne lære, at andre mennesker som regel bliver utrygge af vredesudbrud, og vil prøve at undgå at være i nærheden af den slags. Det er en stor fordel at kunne beherske sin vrede, så det er ham, der styrer den – ikke den, der styrer ham.

Professionel vurdering

Du fortæller mig også, at din søn er blevet vurderet af forskellige slags professionelle folk, første gang da han var knap 4 år. Anledningen var, at han slog ud efter de andre børn i børnehaven for at komme i kontakt med dem, at han kunne være ukoncentreret i spisesituationen, og at han havde svært ved at finde ro i længere tid ad gangen. En psykolog vurderede, at han intellektuelt var langt foran sin alder, mens han socialt var efter sin alder.

Siden er han blevet vurderet af en pædagogisk konsulent, og nu ønsker SFO’en, at skolepsykologen skal vurdere ham. Det ønsker du ikke, og du spørger: Hvorfor er der ikke plads til at være anderledes? Jeg beklager, men jeg kan desværre ikke svare på dit spørgsmål. Jeg har simpelthen ikke viden nok om din dreng.

Jeg mener at kunne læse af dit brev, at du er vred og irriteret, og at du er det, fordi du har en oplevelse af, at man i SFO’en er efter din søn som følge af det, de har fået at vide om ham fra børnehaven. Du ønsker, at de skal se ham uden at være farvet af gamle vurderinger. Når han er hjemme, oplever I ham anderledes end sådan, som de oplever ham i skolen, så du mener, at det egentlige problem er, at de ikke ser ham. Du håber, at hvis du flytter ham, vil der være nogen, der er i stand til at kunne se ham som den, han virkelig er.

Jeg ved desværre for lidt

Jeg har desværre ikke rigtig nogen mulighed for at give dig nogle overvejelser, du kan bruge til noget. Du har fortalt mig for lidt om din dreng. Jeg ved kun, at han slog ud efter de andre, var ukoncentreret og havde svært ved at finde ro, da han var 4 år. Og om ham i dag fortæller du kun, at han er en medløber med ballademagerne i skolen og ikke kan finde ud af at stoppe.

Jeg regner ikke med, at det den slags anderledeshed, du gerne vil have accept af. Men hvilken så? Jeg kan kun vide det, hvis du fortæller mig det, så skriv evt. igen og fortæl mig noget mere om din dreng. Gerne så konkret som muligt, så har jeg størst mulighed for at give dig et svar, du kan bruge.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard