Kære Janne,

Jeg har med interesse læst dine svar til andre forældre, og meget af det kan jeg selv bruge i forhold til min lige fyldte 7-årige datter.

Hun er enebarn og jeg er tæt på de 50 år. Hendes far er 54, og vi bor sammen. Så vi er kommet sent i gang, men hun er bestemt helt planlagt, og meget ønsket af os begge.

Det, som jeg gerne vil have dine reflektioner over og gerne hjælp til, er hendes sociale kompetencer. I skolen er hun fagligt fin og helt parat til 1. klasse. (Skole-hjemsamtale). I SFO’en siger de, at hun vil bestemme, hvad der skal leges og hvem der skal være med i legen. De andre piger klager lidt over det til de voksne. Pædagogerne siger, at de vil holde øje med det og fortæller mig også, at hun er til at snakke med om det. De skal nok melde tilbage, hvis noget er helt galt. Jeg har for nylig ringet til dem, fordi jeg bliver bekymret.

Herhjemme gør nogenlunde det samme sig gældende: Når hun har venner på besøg, vil hun bestemme og jeg har svært ved at intervenere i de konflikter, der opstår, for jeg bliver hurtigt irriteret på min datter. Nogle gange synes jeg simpelthen, at jeg nærmest skal beskytte legekammeraten. Det accelererer for min datter, og hun bliver meget sur/ nærmest hidsig. Jeg har så svært ved at acceptere hendes "tromlende" sider. Véd slet ikke rigtig, hvad jeg skal stille op. Er jo samtidig bange for, at legekammeraten ikke vil lege mere. Og jeg synes, at hendes veninder trækker sig mere nu. Det gør mig rigtig ked af det.

Vi holdt hendes fødselsdag for nylig, og under dele af skattejagten sad hun oppe i et træ og var sur. Når man spørger til, hvad der gjorde hende så sur, svarer hun, at hun fik kridt på sin kjole. Men jeg kunne se, at hendes bedste veninde var rystet og kunne slet ikke rigtig komme i kontakt med hende. Det var en meget voldsom reaktion. Jeg selv bliver også rigtig skidt over situationen og har svært ved at holde "hovedet koldt".

2 gange har hun sagt, at far og jeg holder noget skjult for hende: Og det er, at vi bedre kan lide én af hendes veninder, end vi kan lide hende! Og at vi ikke elsker hende. Første gang "plumpede" jeg i og sagde, hvad er det dog, du siger? Og hun siger selv (hvilket også er rigtigt), at jeg skælder hende meget ud. I går sagde hun det igen, og her tænkte jeg, at det vil jeg slet ikke diskutere og gav lidt humoristisk igen, at hun nok også meget bedre kunne lide venindens mor. Det kunne hun godt grine af. Jeg har svært ved hendes uro, når vi spiser - hun er rap i replikken og taler egentlig meget. Vi arbejder på ikke at afbryde.

Men jeg tror, hun mærker min irritation, som jeg også selv mærker lige under overfladen.

Men mit spørgsmål er: Hvordan kan jeg agere, når hun har veninder hjemme og der opstår konflikt? Hvordan kan jeg håndtere før og efter, uden at det skal ses som negative forventninger og selvopfyldende profetier?

Når hun og jeg er alene og laver ting sammen, er mine allerbedste stunder med hende. Jeg føler hun slapper af og ikke skal "puste" sig op over for nogen. Det er, som om hun skifter karakter, når der er legekammerater. Bliver fræk og min kontakt bliver dårlig med hende. Alt kommer ligesom op i et højere gear, så jeg synes ikke, det er rart og afslappende, at hun har besøg - nærmest tvært imod.

Håber på dit svar.

Mange hilsner fra Inger

SVAR

Kære Inger,

det glæder mig, at du kan bruge det, jeg skriver her på siden, og jeg håber selvfølgelig, at jeg også kan give dig et svar, du kan bruge. Jeg er selv mor til et enebarn – og mormor til et enebarn – så jeg genkender lidt af, hvad du beskriver, fra min egen historie. Det særlige ved enebørns situation er bl.a., at de ikke løbende bliver korrigeret af andre, der har samme position, som de selv har. Når man får søskende, må man jo bide i det sure æble og finde ud af at leve med, at man ikke længere er ene om at være forældrenes øjesten.

Det skaber meget ofte søskendejalousi, men det giver også mulighed for rigtig meget sund indlæring – sådan næsten pr. automatik. Har man et enebarn, er en af de ekstra forældreopgaver derfor at prøve at skaffe sit barn sådan nogle ligeværdige omstændigheder med andre børn. Jeg tror, at det, der udspiller sig, når din datter har veninder på besøg, og du griber ind og næsten skal beskytte gæsterne, i et vist omfang svarer til, hvad søskende oplever i børneværelset. Og din datter er jo sine forældres eneste øjesten, så hun er slet ikke tilbøjelig til at give afkald på sin position. Vover I det, står hun parat med grove beskyldninger: ’I kan meget bedre lide ...’ Det er godt, at I kan grine ad det. Husk at tænke det her søskende-jalousi-aspekt ind i helheden næste gang, du oplever noget tilsvarende.

Enebarn på banen

Det er helt sikkert også enebarnet, der er på banen, når hun vil bestemme. Både i SFO og hjemme. Ikke fordi hun behøver at være en person, der er specielt tromlende eller dominerende eller andet af den slags. Simpelthen fordi hun hjemmefra er vant til at være eneste primadonna på scenen. Det vil være godt for hende at opdage, at nok er hun noget særligt, men det er alle andre børn også. Og jeg tror, at vejen til at opdage det, går igennem nogle processer, hvor hun vil blive sur og mopset – og selv skal finde ud af at holde op med at være det.

Hun har sandsynligvis gået i børnehave og også der været ligestillet med de andre børn. Det ny er, at skole/SFO er krævende på en anden måde, bl.a. fordi der er færre tilgængelige voksne. Børnene skal i meget større omfang kunne håndtere deres dagligdag selv, og der stilles således større krav til dem. Jeg forestiller mig, at det kan være derfor, at din datter i ren og skær usikkerhed vælger at opføre sig dominerende over for de andre. Sådan er den slags psykiske mekanismer: Hvis jeg er usikker, mangler tillid til egen formåen, så kan jeg fx håndtere det ved at skaffe mig kontrol.

Når Mowgli er jaloux

Min enebarns-barnebarn – og jeg har kun hende – var vist 5 den sommer, hvor nogle gæster kom på besøg med deres dreng på ½ år. Jeg husker, at jeg sad med ham og gav ham flaske, da jeg opdagede, at mit barnebarn cirklede omkring mig med et yderst forurettet udtryk i ansigtet. Ja, hun så såret ud! Det var tydeligt, at jeg havde gang i noget, som jeg bare ikke kunne være bekendt. ’Du er min mormor!’ erklærede hun, da hun endelig var til at få i tale. ’Ingen andres mormor.’ Det kunne jeg jo kun give hende ret i – men: Det betød altså ikke, at jeg ikke måtte have noget med andre børn at gøre.

Og det samme gælder din datter. Når du tager en af hendes venner i forsvar, og hun bliver sur – så er det hendes problem – selv om hun prøver at gøre det til dit. Hun skal lære at håndtere den frustration. Hun skal lære, at der foregår ting i verden, som hun ikke kan lide, som ikke lige passer hende – som hun bliver sur og utilfreds over – og det må hun så være. Hun må finde ud af at blive god igen, og det er ret vigtigt, at hun selv lærer at finde ud af det. Ellers bliver hendes liv for besværligt.

Så – næste gang hun bliver sur, foreslår jeg, at du prøver bare at lade hende passe sig selv. Hendes mopsethed skal i al fald ikke belønnes med ekstra opmærksomhed. Det er sådan en situation, hvor der virkelig skal forældre-balanceres: Hvad kan hun med rimelighed selv klare, og hvad skal hun have støtte til?

Jeg husker, at jeg genkendte barnebarnets attitude og spekulerede over, hvor det var, jeg havde set den før. Det gik op for mig, at det var i filmen ’Junglebogen’. Jeg husker ikke den konkrete scene, men der er et sted, hvor Mowgli bliver jaloux og såret. Du kender garanteret filmen, og din datter har ret sikkert set den, men prøv at se den igen med opmærksomhed på der, hvor Mowgli bliver sur – mopset, såret! Med et meget karakteristisk kropssprog, som mit barnebarn helt ubevidst efterabede. Og brug evt. scenen til at tale med din datter om, at den ligner, når hun bliver sur. Hvad synes hun, Mowgli skulle gøre?

Finde ud af at skelne

Din datter har ingen søskende at træne frustrations-håndtering på, så hun må gøre det på sine kammerater. Hun er i fuld gang med at lære det i skolen, og selv om jeg godt ved, at du – ligesom alle vi andre mor-dyr – helst vil beskytte dit barn mod alt ondt i verden, så gør du klogt i at skelne – på forskellige måder.

For det første skal du skelne imellem, hvad hun selv skal klare, og hvad du skal hjælpe hende med. Der er selvfølgelig noget, du skal beskytte hende imod – hun er kun lige blevet 7 år. Hun skal ikke udsættes for større belastninger, end hun kan klare.

Noget andet skal du helst overlade til hende selv at finde ud af – slå sig på, få ondt af, ikke kunne lide, og derefter handle på – hun er nemlig 7 år stor! Det er ikke i hendes interesse at være for tyndhudet, og hun har brug for at lære at samspille med andre børn på lige vilkår. Hun skal nok lære det – du behøver ikke at være bekymret. Pædagogernes reaktion fortæller dig også, at det er småproblemer, der er tale om – der er ikke noget alvorligt i vejen. Du skal bare være opmærksom, så du kan gribe ind, hvis udfordringerne virkelig kræver støtte fra mor.

En anden skelnen, jeg vil foreslå dig at overveje, er den, der går imellem, hvad der er dit eget, og hvad der er din datters. Du skriver om din irritation, når hun har venner på besøg og vil bestemme. Jeg kan ikke vide, om din irritation mest er udtryk for, at din datter virkelig opfører sig på en irriterende måde – eller om den er udsagn om, at du fx har nogle helt urealistiske forventninger til, hvordan hun skal opføre sig, når hun er sammen med sine venner.

Hvis det er det sidste, der er tilfældet – ja, så er det jo dig, der må i gang med at korrigere på dine forestillinger. Hvis du omvendt mener, at der er helt klar overensstemmelse imellem din datters opførsel og din reaktion – at andre fx ville reagere på samme måde som dig, hvis de var til stede – så vil jeg for det første huske dig på, at hun som udgangspunkt ikke ved, at det ikke er i orden, at hun bestemmer over de andre. Det ved hun heller ikke, selv om du har sagt det. Det kan hun kun komme til at vide ved at gøre sig erfaringer: ’Når jeg vil bestemme det hele, gider de andre ikke lege med mig.’ Og så er vi tilbage ved ovenstående: Hvis du så griber (for meget) ind, forhindrer du hende faktisk i at gøre denne erfaring. Jeg håber, jeg udtrykker mig så klart, at du kan forstå, hvad jeg mener. Ellers spørg endelig igen!

Smertefulde følelser er nyttige

Så – når din datters veninder trækker sig, kan det være lige der, din datter får mulighed for at lære det nødvendige – til gavn og glæde for hende selv, resten af livet. Det er i øvrigt derfor vi har følelser: De hjælper os til at kunne færdes bedst muligt i verden, både fysisk og psykisk: Dét slår jeg mig på, så det undgår jeg. Dét får jeg det dejligt af, så det gentager jeg. Osv! Den slags følelser, der gør ondt, er således mindst lige så nyttige som dem, der er behagelige, og jeg understreger mange gange her i brevkassen, at det er vigtigt, at forældre lærer deres børn netop at håndtere smertefulde følelser. De er fine, de fortæller os noget vigtigt.

Noget andet, jeg vil sige om smertefulde følelser, er, at man slet ikke skal være bange for dem. Det er både fint, rigtigt og sundt! at være ked af det, eller bange. Ikke for meget, ikke for tit, ikke på nogen neurotisk måde – men som passende reaktioner på livet. Vores følelser er vores vejvisere, og vi er først for alvor fortabt, hvis vi ikke kan mærke dem. Det kunne jeg skrive rigtig meget om, og det vil føre for vidt her. Jeg kan (som mange gange før) henvise dig til min bog, Ballademageren Søren, som har et helt kapitel om, hvad følelser egentlig er og betyder. Du kan også her læse lidt mere om følelser.

U-udtrykte følelser skaber utryghed

Her vil jeg blot sige dette: Din irritation er legal. Den er et udsagn til dig om, at der er noget, du har brug for, som du ikke får. Som jeg læser dit brev, har du bl.a. brug for, at der skal være ro og ikke for meget snakken, når I sidder og spiser sammen i familien. Mekanikken i følelser er sådan, at du bliver mere irriteret, hvis du ikke kan handle på din følelse. Følelser er nemlig udelukkende signaler, fra os selv til os selv, beregnet til at handle på. Og de bliver ved, og bliver stærkere, indtil vi handler på dem.

I vores kultur, og især når vi er af hunkøn, er det blevet indprentet os, at vi skal vurdere vores følelser: Er jeg nu rimelig eller urimelig? Jeg gætter på, at du sidder ved aftensbordet og registrerer din irritation og vurderer den som urimelig – og prøver at holde den nede. Det kan du godt glemme alt om, det kan man ikke, og du kan være helt sikker på, at din datter registrerer den. Det gør din mand sikkert også.

Og: Hun aner ikke, hvad den handler om. Derfor bliver den utryghedsskabende, og det kan ovenikøbet være, at hun derfor snakker endnu mere, i ren befippelse over hvad der er, der foregår, af ukendte processer.

Udtrykke sine behov klart

Jeg foreslår, at du siger noget i retning af nedenstående, når du mærker, at der er mere uro og snakken ved bordet, end du bryder dig om. Jeg må hellere lige understrege, at du har ret til at have det, nøjagtig som du nu har det, med hensyn til ro, når I spiser. Der er intet galt med dit ønske om, at måltidet skal være fredsommeligt. Og det kan du udtrykke højt:

’Når vi sidder og spiser sammen, er det meget dejligt for mig, hvis der er ro og kun lidt fredsommelig snakken. Det er svært for mig at holde det ud, hvis der er for meget uro og for meget snak.’

Analyse:

Med dette udsagn informerer du de andre om, hvordan du har det. Så ved de det! De kan ikke gætte det, de kan kun få det at vide, hvis du gør dig den ulejlighed at fortælle det. Læg mærke til, at du udelukkende taler om, hvordan du selv har det. Næste led:

’Vil I give mig det? Vil I gøre jer umage med at være rolige og tale fredsommeligt, mens vi spiser?’

Analyse:

Her henvender du dig til de andre ved bordet. Du spørger, om de vil give dig noget. Sådan som verden er skruet sammen, har vi aldrig ret til at få noget fra andre. (Ikke vi voksne, velfungerende mennesker, i al fald. Det er noget andet med især små børn og fx syge eller handicappede.) Hvis de har det til dig, svarer de ’ja’ på din anmodning. Hvis de ikke har det til dig, svarer de ’nej’. Eller de svarer ’ja’, og gør så alligevel ikke, hvad de har sagt.

Måske får du det nu, som du gerne vil have det. Så har de givet dig en gave. Måske får du det ikke, og så skal du nu finde ud af, hvordan du vil handle på dit ikke-mødte behov. Husk: Det er dit behov, det er ikke de andres. Det er dit ansvar at skaffe dig det, du har brug for. Og du har ikke krav på, at de andre giver dig det.

Du må selv finde ud hvilken handling, der i situationen ville passe til dig. Her er et tænkt eksempel. Du siger roligt: ’Ok. Her er mere snakken og uro, end jeg bryder mig om, så nu sætter jeg mig ud i køkkenet og spiser. Hej med jer.’ Går du ud og spiser i køkkenet, er det selvfølgelig udtryk for et valg. Dit valg. Hvad er vigtigst: At få ro – eller at spise sammen med de andre, som er urolige?

Gad vidst, hvor mange gange, du skulle spise i køkkenet, før de (din datter) huskede at være roligere, mens I spiser?

Nå, men ved at handle i retning af ovenstående beskrivelse, opnår du følgende:

· Ingen kan være i tvivl om, hvad det aktuelle problem består i.

· Du har hjulpet de andre så godt, du nu kan, til at give dig det, du har brug for: Du har klart fortalt dem, hvad det er, du gerne vil have.

· Du er ikke blevet irriteret, for du har handlet på det signal, som irritationen er, og så forsvinder den, for så er den ikke længere nødvendig.

· Der ligger ikke nogle tydelige, men u-udsagte følelser og farver situationen.

· Du har – ikke mindst – holdt dig på egen banehalvdel og behandlet de andre med respekt.

Skæld ud

Du skælder din datter meget ud, skriver du. Ja, jeg kan kun sige: Hold op med det. Det hjælper ikke det mindste, og i værste fald underminerer det hendes selvværd. Erik Sigsgaard har skrevet en hel bog om skældud, hvis du vil sætte dig grundigt ind i det. Jeg ved, at du sandsynligvis skælder ud, fordi du selv er blevet opdraget sådan – det er vi stort set alle sammen – og så længe vi ikke har andre ’metoder’ at benytte os af, ja, så griber vi til skældud. Igen og igen.

Mit alternative opdragelsesforslag, som både er behageligere og mere effektivt, består i, at vi fortæller børnene, hvad vi kan lide og hvad vi ikke kan lide. ’Jeg bryder mig ikke om det, når der er uro ved middagsbordet.’ – kan du sige roligt i stedet for at fortrække til køkkenet. Udsagnet kan gentages, og det ender med at virke. Husk endelig også at sige: ’Jeg har virkelig nydt at sidde og spise sammen med jer i fred og ro’ – når det har været sådan.

Som jeg også siger mange gange: Børn gør det rigtige, hvis de kan. De vil frygtelig gerne gøre det, som far og mor holder af. Hvis de ved, hvad det er, og kan gøre det. Bonus: Man skaber sig selv ved at fortælle, hvad man kan lide og hvad ikke. Man giver andre en mulighed for at forholde sig til den, man reelt er. Det er også opdragelse.

Hvad prøver hun at skaffe sig?

Til sidst vil jeg kommentere det, du skriver om, at din datter skifter karakter, når der er legekammerater på besøg. Hun bliver fræk, ’puster sig op’ og går ud af kontakt, skriver du. Det kan være, fordi hun tror, hun får status af det i deres øjne. Det kan også være, at hun benytter anledningen til at demonstrere, at det her er hendes hjemmebane – og samtidig fortæller hun indirekte, at hun sandelig ikke har brug for at have noget med mor at gøre! Prøv næste gang at overveje, hvad det mon kan være, hun i situationen prøver at skaffe sig. Status? Kontrol? Tryghed?

Jeg vil tro, at dine følelser ændrer sig med din forståelse. Hvis du forstår hendes opførsel som, at ’nu puster hun sig op igen, den lille tromlende størrelse!’ er det let at begribe, at du bliver irriteret. Hvis du i stedet for forstår den som udtryk for hendes afmægtighed: ’Nu prøver hun igen efter bedste evne at skaffe sig tryghed i situtionen, og igen lykkes det slet ikke for hende’ – så vil din følelsesmæssige reaktion garanteret være helt anderledes.

Ud over det er det så, at jeg også foreslår, jvf. hvad jeg har skrevet ovenfor, at du vurderer, om du skal gribe ind, eller om situationen er sådan, at din datter selv skal klare den, fordi den fungerer som en læresituation for hende.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard