Hej Janne,

Jeg har en søn på snart 8, der skal i 2. klasse efter sommerferien. Mit problem handler om hans forhold til at læse lektier.

Hans far og jeg er skilt, og efter 4½ år, hvor vi har haft 50:50 samkvem, har vi nu - på faderens foranledning - fået en dom, der siger, at vores søn skal bo hos mig, og hans far skal have 5 dages samkvem ud af 14. Vi bor meget tæt på hinanden og vores søn har samme kammerater og fritidsaktiviteter hos os begge.

Hans far er temmelig godt begavet, og jeg har en fornemmelse af, at han aldrig har prøvet at lave lektier i folkeskolen og knapt på HH. Samtidig har han en velbehandlet depression, og hans liv er ikke præget af et højt aktivitetsniveau, snarere tvært om. Min eksmand og jeg er på dårlig talefod, men emnet har været drøftet tidligere, og han burde være klar over, at der skal laves lektier.

Efter vores søn er kommet i 1. klasse, har jeg erfaret, at hans far er fuldkommen uengageret i lektielæsning - det er ikke et fokuspunkt hos ham, og det betyder, at vores søn kommer til mig og er bagud med alt. Jeg mener barnet skal lave alle sine lektier, så det betyder, at det er dobbelt surt at lave lektier hos mig, da belastningen, som i forvejen er ret høj, bliver dobbelt op. Vores søn er ikke specielt hurtig til at lave sine lektier, der er meget spildtid i form af snak og bekræftelse hos mig af, at 19-12 nu ER 7, og han mister simpelthen overblikket og fornemmelsen af fremdrift, når det går så langsomt. Der er langt mellem hans succesoplevelser, fordi han smøler og dermed mister koncentrationen. Under normale omstændigheder, hvor han bare laver sine daglige lektier, tager det ham ca. 40-50 minutter dagligt at lave lektier. Vores søn er også godt begavet, og jeg har prøvet at perspektivere, motivere, få ham til at huske andre gange, det er sket - men uden held og i går gik han fuldkommen i baglås og nægtede at lave noget som helst.

Jeg vil gerne tage situationen med det gode og tror ikke på trusler, straf eller sanktioner, men lige denne er det vanskeligt for mig at håndtere konstruktivt. Barnet er meget ked af, at han SKAL lave så mange lektier, han vil meget hellere lege med sine kammerater. Han er en meget social og udadvendt dreng, der har mange legekammerater i fritiden. Desuden går han til guitarspil (hvortil der skal øves helst dagligt, men det kniber), og til fodbold to gange ugentligt. Jeg har sagt nej til flere fritidsinteresser. I et forsøg på at imødekomme hans behov og inddrage ham, har jeg bedt om hans egne idéer til at løse problemet: Jeg er ligeglad med, om han laver lektier kl. 6 om morgenen og leger om eftermiddagen, bare lektierne bliver lavet HVER DAG. Dette forsøg på at give ham medejerskab til en løsning, er dog ikke faldet konstruktivt ud endnu, for han "bed ikke på" og kom ikke med nogle andre udspil, end at han slet ikke vil lave lektier.

Hvordan kan jeg få min eksmand til at lave lektier med barnet, hvordan kan jeg hjælpe barnet med at få succesoplevelser med lektierne og at overskue det store bjerg af lektier, der ikke er lavet? Og hvordan kan jeg få ham til at indse, at den bedste måde at undgå dette bjerg af lektier, er ved at lave sine lektier hver dag?

Jeg håber, du har nogle gode forslag!

På forhånd tak.

Venlig hilsen
ATH

SVAR

Kære ATH,

tak for de mange oplysninger, du giver mig i dit brev. Jeg kan meget hurtigt svare på ét af dine spørgsmål: Du kan ikke få din eksmand til at lave lektier med jeres søn. Jeg kan forstå, at jeres indbyrdes forhold er dårligt, og det betyder sandsynligvis, at han ikke vil høre på dig. Det betyder måske også, at han slet ikke er enig med dig i, at I skal presse på for, at jeres dreng får lavet sine lektier. Det er en umulig opgave, og du kan lige så godt opgive. Jo hurtigere, desto bedre – bedre for jeres dreng. For han er selvfølgelig i klemme.

I er blevet skilt af en grund, og den virkelighed, der har været siden skilsmissen er, at du gør tingene på én måde, din eksmand på en anden. Det vil sandsynligvis ofte være sådan, at I ikke bryder jer om hinandens måder, og det er ganske uinteressant, om den ene af jer ’har ret’ og den anden ikke. For I er fælles om at være jeres drengs forældre, og jo mere accepterende, I kan være over for hinanden, desto bedre vil det være for ham.

Han er sat i en situation, hvor han indefra kan erfare, at dagligdagen kan håndteres på helt forskellige måder, og det kan du roligt betragte som en rigdom. Hvis din måde er bedre – skaber større glæde, giver færre problemer, osv – end hans fars, så opdager han det. Eller omvendt. Det kan du trygt overlade til din søn at finde ud af. Han tager det bedste med sig. Det sker måske hverken i dag eller i morgen – men det sker på et tidspunkt.

Fars ansvar, ikke mors

Hvad der sker hos din eksmand, er ikke dit ansvar. Det er hans ansvar. Jeg vil næsten påstå, at det ikke kommer dig ved. Selvfølgelig gælder det kun, så længe jeres dreng ikke har det skidt eller bliver udsat for noget ubehageligt. Men selv om han så ikke får lavet lektier, mens han er hos sin far, så er det ikke anledning nok til, at du skal gribe ind. Gør du det, er jeg ret sikker på, at du vil gøre mere skade end gavn – for din søn.

Virkeligheden fungerer også på følgende tankevækkende måde: Hvis du reelt kan slippe dit ønske om, at din eksmand handler på samme måde omkring jeres søns lektier, som du gør, så åbner du samtidig for den mulighed, at jeres søn selv overtager ansvaret. Det er ikke sikkert, at han gør det, eller det sker måske først, når han har oplevet ubehageligheder nok i skolen i anledning af, at han ikke får ordnet sine lektier, men igen: Hans far må klare de problemer, der opstår i den anledning. Det vil han sikkert gøre på en anden måde, end du ville have gjort det. Men det kan ikke være dit ansvar, og det er ikke dit område. Og det kan være en nyttig læreproces for din søn – selv om det selvfølgelig ikke skal blive for meget for ham at klare.

Jeg håber, du ud af ovenstående kan læse, at der er nogle vilkår i din søns tilværelse, som er, som de nu er. Og at jeg opfordrer dig til at acceptere dem, for både din egen og din søns skyld. Kan du det, kan omstændighederne vise sig at rumme ganske positive muligheder. Og uanset hvad: Du kan ikke ændre på dem.

Alt for mange lektier

Helt praktisk betyder det, at jeg slet ikke mener, at du skal forsøge at indhente det tabte, når din søn så er hjemme hos dig. Spring de lektier over, han burde have lavet de fem dage hos far. Tal med hans klasselærer om, hvordan det forholder sig, og bed hende/ ham om at henvende sig til din eksmand, hvis der er grund til det. Du kan også roligt sige til din søn, at det jo bliver alt for meget for ham at skulle lave lektier med tilbagevirkende kraft, så det vil du ikke udsætte ham for.

Noget helt andet: Jeg er ganske målløs over hvor mange lektier, din søn åbenbart har. 40-50 minutter om dagen! Jeg finder det helt ude af proportion med hans alder og klassetrin. Jeg er også ret overbevist om, at det i det hele taget er usædvanligt at have lektier i større omfang i dag – især på så små klassetrin. Børnene er så længe i skole og fritidsordning, at man godt ved, at de ikke har meget mulighed for simpelthen at nå at lave lektier. De lærer heller ikke noget af det – se fx denne artikel: Lektier virker ikke. Så jeg mener helt bestemt også, at du skal tale med klasselæreren om lektiebyrden og evt. bede om, at den bliver drøftet på et forældremøde. Du kan ikke være den eneste forælder, der må slås for at få barnet til at nå at lave lektier.

En slem situation?

Noget tredje: Din søn har været vant til at opholde sig lige meget hos dig og sin far. For nylig er det blevet ændret til en 5:9 ordning, på foranledning af hans far, og siden I har skullet for en dommer, går jeg ud fra, at det er på trods af dit ønske.

Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det må være en slem situation at være i for en dreng på 8 år. Det kan sagtens se sådan her ud inde i hans hoved: Min far vil ikke have mig mere. Min mor ville også helst være fri for at have mig mere, men det er hun blevet tvunget til. De vil helst slet ikke have mig! Du kan være overbevist om, at han har fanget situationen, selv om han måske ikke er bevidst om det. Det vil ikke undre mig, hvis han er ganske fuld af sorg over ikke at være rigtig ønsket.

Jeg kender jo ikke begrundelserne for, at der er blevet ændret på den oprindelige 50:50 ordning, men jeg kan forstå, at din eksmand med dommen har fået sin vilje, og det har du næppe. Hvis I har en indbyrdes ’krig’ af en slags kørende, forestiller jeg mig, at du muligvis er vred over at have ’tabt’. Jeg kan ikke vide det, jeg kan kun bede dig overveje det. Hvis det forholder sig sådan, kan du igen være ganske overbevist om, at din søn har registreret det. Jeg kan forestille mig, hvad det under alle omstændigheder må betyde for ham, at hans far nu – efter eget ønske – har ham mindre end før. Han kan næsten kun være ked af det, og det gælder også, hvis det handler om, at hans far simpelthen ikke magter at have ham så meget.

Alt i alt læser jeg ud af dit brev, at ’lave lektier’ er blevet en slags krigsskueplads, hvor du, jeres søn og hans far er deltagere. Og jeg tror, at din søns modstand mod lektierne også fortæller, at han hverken vil eller magter at være med i samme ’krig’. Jeg tror, at han er utryg og ked af det, som følge af hvad der er foregået, herunder hans forældres dårlige talefod. Har man det sådan, er der simpelthen ikke plads inde i én til at lære noget som helst. Man kan ikke koncentrere sig. Heller ikke om at øve sig på guitaren. Mens han godt kan være med til at lave noget sammen med sine kammerater: lege, spille fodbold, være udadvendt. Måske gør det simpelthen for ondt at være indadvendt og koncentreret lige for tiden?

Jeg er, mens jeg har siddet her og svaret dig, kommet til at tænke på den gamle fabel om nordenvinden, der udfordrer solen: Hvem er stærkest? Jeg foreslår, at du går over til at benytte solens kræfter i stedet for nordenvindens. (Kender du ikke fablen, kan du google den med de to søgeord.) Det passer jo også fint til det, du selv skriver: At du helst tager situationerne med det gode og ikke tror på trusler, straf eller sanktioner.

Frikvarter!

Mit forslag er, at din dreng får fri. Sig til hans lærere, at de godt kan glemme alt om at give ham lektier for, for han laver dem ikke, basta! Heldigvis ligger ferien ikke langt væk. Lad ham holde en guitarpause, giv ham endelig lov til at lave så meget som muligt af den slags, han gerne vil – for det har han brug for. Så – opsummering:

Mit svar på dit spørgsmål om, hvordan du kan få ham til at slippe for, at lektierne vokser til bjerg-størrelse, er altså: At du for det første fjerner den del af bjerget, som hører til på hans fars område. For det andet, som et særligt arrangement her før sommerferien, giver ham lov til at slippe for alle mulige ’lektier’ – med mindre han gerne selv vil. Efter aftale med hans lærer, som du samtidig taler med om den meget store lektiemængde for børn i 1. klasse.

For det tredje – hvis du tror, jeg har ret i noget af det, jeg siger om din drengs utryghed lige nu – gør, hvad du kan, for at fjerne den. Og at det måske bl.a. består i, at du får vist din søn, at du er glad for, at han har lige præcis den far, han har. At selv om I ikke har lyst til at være gift og bo sammen, og at far er anderledes end mor og gør tingene på en anderledes måde, så er det helt fint og i orden.

Jeg har jo ingen anelse om, hvorvidt du taler negativt om hans far eller ej. Hvis du gør, så er mit meget klare forslag, at du straks holder op – fuldstændig, og både direkte og indirekte. Uanset hvor umulig, du måtte opfatte din eksmand, så er han din drengs far, og det er han i øvrigt efter dit valg.

Børn holder aldrig op med at ønske, at deres forældre elsker hinanden. Det er mindre vigtigt, om de bor sammen og har andre kærester/ægtefæller – bare de rigtig godt kan lide hinanden og respekterer hinanden. Som jeg ser det, skylder vi vores børn at gøre os al den umage, vi kan, for at se de positive egenskaber hos vores medforældre – skilt eller ej. Det er i øvrigt en rigtig god investering, for nu at tale den slags sprog, i såvel dins søns som dit eget liv. Den rummelighed og forståelse, du kan præstere i dag, kommer du til at få stor glæde af sidenhen. Det lover jeg dig!

Venlig hilsen
Janne Hejgaard