Kære Janne,

Vores datter på 7 år er generelt en glad og åben pige, der er meget fysisk aktiv og klarer sig rigtig godt både socialt og fagligt. Hun er social, empatisk og meget vellidt i alle sammenhænge.

For to år siden blev hun storesøster, og for et år siden flyttede hele familien fra byen til landet, umiddelbart inden skolestart. Der er altså sket en del forandringer i familiens liv, og det har været hårdt arbejde for os alle, men især vores datter, at navigere i den nye tilværelse.

Hun har et fint, uproblematisk forhold til sin lillebror, og er god til at give udtryk for, overfor os, når hun synes, han fylder for meget.

Hun har, siden vi flyttede, knoklet for at etablere venskaber, hvilket er lykkedes, og har været nødt til at blive langt mere "hårdhudet" end hun var/ er i de nye sociale sammenhænge. Skolestart var meget overvældende for hende, da hun kom fra en meget fri børnehavetilværelse til en mere traditionel, autoritær hverdag. Hun havde dagligt sammenbrud herhjemme og var stille og usikker i skolen. Nu beskriver læreren hende som en elev, der stortrives, er populær og fagligt dygtig og interesseret.
Herhjemme reagerer hun på flere måder.

På hverdage, vågner hun i utroligt dårligt humør, er konfliktsøgende og tvær, uafhængigt af hvornår hun bliver puttet i seng. Hun vil ikke i skole og SFO, og beder hver dag om at få lov at blive hjemme sammen med mor, der ofte arbejder hjemmefra. Når vi holder fri, er hun glad og "sig selv". Det bliver til en del fridage...

Siden hun blev storesøster, har hun med jævne mellemrum haft perioder af nogle måneders varighed, hvor appetitten svigter. Hun har aldrig været en stor-spiser, og når vi har talt med sundhedsplejerske eller læge om hendes vægt og spisevaner, er de ikke bekymrede, men mener, at hendes BMI er perfekt, og at hun skal have lov at regulere selv.

Vi har hver gang prøvet at lade hende spise i det tempo, hun vil, når hun vil, og har ladet hende være kræsen uden at gøre noget nummer ud af det. Vi spiser selv sundt og varieret og laver lækre madpakker, som hun har nemmere ved at spise, end maden herhjemme.

Nu har hun en sådan periode igen. Denne gang bekymrer hendes måde at spise på os. Meget.

Hun vil helst spise flydende mad. Tomatsuppe, yoghurt o.l. Det kan tage en time at spise et kvart stykke rugbrød, og det volder hende stort besvær at synke maden, som hun har så længe i munden, at det bliver til savl, som hun synes er ulækkert og besværligt. Om aftenen kræver vi af hende, at hun spiser dét fra vores fælles måltid, som hun bedst kan lide, selv om hun synes, det er uretfærdigt. Hun tygger hver enkelt bid 50-100 gange, og spørger os, hvad hun skal gøre for at begynde at spise normalt igen. De seneste dage er det blevet til utrolig lidt mad, og der gør helt ondt at være vidne til hendes spisevanskeligheder.

Vi vil så gerne hjælpe hende, men hvordan..?

kh
Pernille

SVAR

Kære Pernille,

allerførst vil jeg sige, at jeg mener, I skal tale med skolepsykologen om jeres datters spisemønster. Jeg er ikke uddannet psykolog, og jeg er sikker på, at I kan få nogle kvalificerede bud på, hvordan I skal forholde jer, fra en professionel. Spørg på skolens kontor efter den tilknyttede Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning.

Jeg ved imidlertid også, at det professionelle system ikke altid virker så hurtigt og effektivt, som vi kunne ønske, så jeg vil her bidrage med, hvad jeg synes, jeg har fået af tanker og overvejelser ved at læse dit brev.

Alt for meget umage

Jeg synes helt overordnet, at jeres datter virker som en rigtig prægtig lille pige. For mig betyder prægtig noget i retning af venlig, omsorgsfuld, ansvarlig, flittig og hårdtarbejdende. Jeg bruger det lidt gammeldags ord med vilje. Jeg får nemlig den tanke, at hendes prægtighed kan være en (for?) tung byrde for hende at skulle bære. Der er meget, hun har skullet klare i de seneste to år: At blive storesøster, at flytte, at skifte én type institution (børnehaven) ud med en helt anden type (skolen), at skaffe sig nye kammerater, at blive mere hårdhudet – og at være det store (dygtige? forstående?) barn i en familie, der har arbejdet hårdt på at finde jeres ben i de ny omstændigheder – sandsynligvis med mindre overskud til følge.

Hun gør sig så meget umage, kan jeg læse, og hun arbejder så hårdt, fortæller du – og selv om det hele lykkes for hende, så tror jeg, at hendes spiseballade er hendes måde at kommunikere på, at det har været – og nok stadig er – for meget for hende. Hun kan ikke klare mere, der er noget inden i hende, der siger stop. Og jeres empatiske datter kan selvfølgelig slet ikke lide, at det er sådan! Hun vil gerne ’spise normalt igen’ og spørger jer, sødt og konstruktivt, om hvad hun dog skal gøre.

Hun er mere end fyldt op

Forstår man hendes kommunikation helt bogstaveligt, og det kan man faktisk tit med held gøre i forhold til børn, så kan man forstå hendes spisevægring som, at hun ikke magter at tage mere ind. Et fysisk udtryk for noget psykisk. Hun kan simpelthen ikke rumme mere – og det kommer til udtryk som, at hun ikke kan klare den ellers så enkle lille bevægelse, det er, at synke sin mad. Hun er fyldt, til op over begge ører, og nu er det nok!

Jeg kan gå et skridt videre og præsentere jer for den tanke, at når det eneste, hun kan klare at få i sig, er noget flydende – ja, så kan det være udtryk for, at hun gør sig selv til et lille barn, en baby, der oven i købet er yngre end lillebror. Babyer spiser jo kun flydende kost. Det kan være, at jeg overfortolker. Men overvej det. Små børn skal i al fald ikke klare at præstere noget.

Ikke mere op ad bakke

Hvis I mener, at jeg kan have ret i noget af ovenstående, så er jeres opgave på én eller anden måde at give jeres datter mulighed for at give slip. Slappe af, sige nej, være lille, have lov til ikke at kunne klare noget som helst. Hverken at være en god storesøster, en god klassekammerat, en god skolelev eller en god datter! At være tyndhudet, sårbar og umulig. Hendes kantede morgener og de mange fridage derhjemme hos mor kan forstås som en måde, hun har haft held til at skaffe sig noget af det på.

Mit umiddelbare forslag er, at I følger med hende, forstået på følgende måde: Jeg er inderligt overbevist om, at sunde, almindelige børn – og det er de fleste – reagerer yderst passende på deres livsomstændigheder. Voksne er som regel nødt til at gøre det stykke arbejde, det er at forstå, hvordan livsomstændighederne ser ud med barnets øjne. Kan man det, vil børns handlinger – både de bevidste og de ubevidste – oftest være dybt logiske. Det tror jeg også, at jeres datters handlinger er.

Så: Vil det kunne fungere for jer at sige noget i denne retning til hende:

’Ved du hvad, vi er kommet til at tænke på, at når du ikke kan synke din mad, så er det nok, fordi der slet ikke er plads til mere inde i dig. Du har haft alt for meget at skulle se til, du er helt fyldt op, og derfor fortæller din kloge krop, at den ikke vil være med til mere. Stop! Slut! siger den. Den vil kun have suppe og yoghurt, og vi vil gerne gøre, som din krop ønsker, så nu får den det, som den vil have det. Nu laver vi alt muligt dejligt, flydende mad, som du kan drikke, indtil din krop har fået nok af det, og fortæller dig, at den gerne vil have noget andet.’

I kan sagtens lave blendede supper, smoothies, lassi’er, som indeholder alt den nødvendige næring. I kan lave dem sammen med hende, så hun får mulighed for selv at vælge, hvad der skal i. Vil hun også helst have flydende mad med i skole, så giv hende det.

Siger I noget i den foreslåede retning, behøver jeres datter i det mindste ikke at arbejde hårdt for at synke fast føde. Og I får kommunikeret, at der er plads til nødvendig særbehandling af hende, også selv om hun er den store. Samt at det, hendes krop fortæller, er noget rigtigt, som man gør klogt i at lægge mærke til og rette sig efter.

Give hende ordforråd og begrebsforråd

I kan også benytte anledningen til overhovedet at introducere jeres datter for det fænomen, at kroppen kan fortælle om psykens situation, om følelserne. I kan udstyre hende med ordforråd og begrebsforråd, så I kan tale sammen om, at noget kan blive for meget, at man faktisk kan gøre sig for meget umage, at man kan være helt fyldt op – og hvordan man kan mærke det i kroppen. At ingen mennesker kan gøre det rigtige altid, at man har lov til, ja, ret til, at være dum til noget og ked af noget, også selv om det er ufornuftigt, og andre ikke bryder sig om det. Og vigtigst: At man har ret til at være sig selv, så dygtig og dum, så umulig og helt vidunderlig, som man nu engang er.

Og så mener jeg, at I i det hele taget skal holde øje med, hvor og hvornår jeres datter prøver at klare modstand, og med mindre det er meget uhensigtsmæssigt, så fjern modstanden fra hende. Dagens danske samfund er så over-præstationsorienteret, at det vil være rigtig gavnligt for en så omhyggelig og ansvarsbevidst lille person som jeres datter at lære at tage lidt let på alle forventningerne. Ellers risikerer hun at gå til under vægten af de byrder, hun påtager sig.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard