Print sideVores pige på 9 år er bange for at sove alene
Kære Janne,
Jeg har lige læst dit svar på et spørgsmål som minder om mit. Det er en mor, der skriver til dig, fordi hendes 9-årige datter er blevet bange for at sove alene.
Vi har samme problem med vores 9-årige datter. Hun havde i februar måned en oplevelse, da hun skulle sove med 3 andre veninder hos en kammerat. Hun fik hjemve sidst på aftenen, men forældrene gennemførte overnatningen, selv om hun var meget ked af det.
De kontaktede ikke os, så vi fik mulighed for at hente hende.
Det betyder, at hun har oplevet den der dybe hjemve, og den følelse sidder i hende, og hun kan ikke komme ud af den.
Det betyder nu, at hun de sidste 3 måneder har sovet i vores seng. Hun vil ikke sove selv og tør ikke. Hun vil ligge lige op og ned ad mig. Hun vil heller ikke falde i søvn selv om aftenen, men ligger vågen til jeg kommer i seng.
Det går jo ikke. Hun er jo alt for lille til at sove så få timer.
Hvad gør vi? Skal vi bare lade hende ligge inde hos os. Det kan jo godt vare et par år, før hun kommer ud af dette?
Venlig hilsen
Trine
SVAR
Kære Trine,
sikken en kraftfuld lille pige, I har! Tænk at kunne gennemføre at holde sig vågen, aften efter aften i mange timer, og ikke at ville sove, før du ligger ved siden af hende. Det kræver sandelig styrke. Den styrke skal hun lære at bruge konstruktivt.
Du refererer til et svar, jeg tidligere har givet, og der kan du se, at jeg forstår børns handlinger som temmelig logiske set ud fra deres forståelse af, hvad der foregår. Det betyder set med mine øjne, at der har været noget helt særligt på spil den aften, hvor jeres datter sov hos en kammerat og ikke fik mulighed for at komme hjem. Min forestilling er, at der må være foregået ét eller andet, som jeres datter har oplevet grænseoverskridende. Ellers får hun jo ikke pludselig så meget hjemve, og er så bange for at sove ikke bare ude, men også hjemme i sin egen seng – og stadig her tre måneder senere.
Hvad har det grænseoverskridende mon været?
Hvad der kan være foregået, skriver du ikke noget om. Jeg gætter på, at det er, fordi du ikke ved det, og det kan sagtens være, at din datter slet ikke har talt om det – heller ikke selv om I har spurgt hende om, hvad der foregik den aften.
Sådan er det nemlig: Når man oplever noget, som er for meget – som på én eller anden måde slår noget i stykker inde i én – så vælger man meget ofte helt at fjerne det fra sin bevidsthed, for det er simpelthen ikke til at holde ud at have med at gøre. Og man kan bestemt ikke tale om det – især ikke, når man er et barn på 9 år og nok også mangler det nødvendige begrebs- og ordforråd.
Jeg ved jo heller ikke det mindste om, hvad der kan være foregået, så når jeg nu kommer med forslag, skal I bruge dem som mulige eksempler. I kender de reelle vilkår og må selv finde frem til, hvad der kan være kernen i problemet.
Er jeres datter overbeskyttet?
Er jeres datter generelt meget beskyttet af jer? Passer I vældig meget på hende, på en måde, så I giver hende mindre mulighed for selv at klare dagligdagens problemer, end hun faktisk er i stand til? Står I altid så parat til at støtte, hjælpe og løse problemer, at den grænseoverskridende oplevelse for jeres datter var, at hun pludselig var i en situation, hvor far og mor ikke straks kom, da hun ønskede det?
Børn skal løbende, op igennem deres barndom, lære at håndtere livets frustrationer. De skal meget gerne gøre det i takt med deres egen udvikling, sådan at de får mulighed for at ’slås’ med noget, der er på et passende niveau. De skal have en rimelig chance for at kunne klare det. Ikke for store udfordringer, ikke for små. De skal hverken passes for lidt eller for meget på – og her ligger en stor opgave for forældre, med indbygget krav om stor opmærksomhed på deres børns udvikling.
Jeg tænker det billedligt som, at børn skal gå op ad en trappe med passende høje trin. Det klarer de, og vænner sig i passende tempo til at overskue en stadig større verden – med stadig større udfordringer. Hvis jeres datter ikke har været i sådan en proces – og det aner jeg ikke det mindste om – så kan selve det, at hun måtte undvære jeres støtte og selv klare sin hjemve den aften, være så stor en udfordring, at det har været det slemme for hende. Lige pludselig har hun måttet se i øjnene, at det ikke er en given ting, at far og mor altid er der. Hjælp!
Har jeres datter set en ’forkert’ film?
Det var én mulighed. En anden kan være, at børnene har set en film den aften, som har skræmt jeres datter. Det behøver slet ikke at have været en voldelig, uhyggelig film i voksen forstand. Det kan være en film med nogle indslag, som uheldigvis rammer nogle bestemte lag i jeres datters sind. Jeg har tidligere skrevet om dengang mit 5-årige barnebarn blev skræmt fra vid og sans af en bestemt scene i den fremragende, japanske tegnefilm, Chihiro og heksene. Hovedpersonens forældre bliver forvandlet til grise, og det skræmte barnebarnet, så hun ikke turde være alene i et rum – selv ikke på toilettet – i måneder derefter. Hun så højst 2 minutter! Så somme tider skal der meget lidt til – hvis uheldet er rigtig ude. Kan jeres datter have haft sådan en oplevelse?
Hun kan også have overhørt en ’forkert’ samtale, have haft et ’forkert’ sammenstød med ét af de andre børn, eller med kammeratens forældre. Eller ... Der er mange muligheder, og de er mest interessante, fordi det er på baggrund af dem, I skal handle, så jeres datter igen kommer til at turde at ligge i sin egen seng.
Hensynsfuld aftrapning
Hvis det bagved liggende problem er, at I har været for beskyttende, så må I selvfølgelig gå i gang med at ændre på det. Langsomt, skridt for skridt, må I gå i gang med at vænne jeres datter til selv at kunne klare frustrationer og problemer, der svarer til hendes alder og udviklingstrin.
Helt konkret om hendes sovevaner: Hun vil ikke sove, før hun har sin mor til at ligge op og ned ad sig. Hvordan kan det aftrappes? Kan du lægge dig ved siden af hende i hendes egen seng, så hun falder i søvn der? Eller kan du eller hendes far sidde ved siden af hende i sengen og holde hende i hånden – og måske synge for hende – mens hun falder i søvn? Kan du lægge dig ved siden af hende i jeres seng, til hun falder i søvn, og så bære hende ind i hendes egen seng? Og fortælle hende, at det er sådan, det foregår? Og ikke lade jer rokke af hendes protester? I skal selvfølgelig gøre det på en måde, der passer til jeres virkelighed.
Men der skal aftrappes, mest af hensyn til hende selv. Det er en bjørnetjeneste at gøre hende at spare hende for at skulle tackle problemer. (Og ’bjørnetjeneste’ betyder ikke noget positivt! Jeg ved, at nogen forstår ordet sådan, omvendt af, hvordan jeg har lært det.) Og jeg taler ikke så meget om, at hun får sovet for få timer. Hvis hun er træt nok, skal hun såmænd nok falde i søvn. Nej, jeg taler om, at hun bliver alt for forsvarsløs, alt for sårbar, hvis ikke hun lærer selv at klare sin verden på niveau med sin alder.
Uheldig begivenhed?
Hvis det er noget andet, der er problemet, skal I stadig gå i gang med at vænne hende til at kunne sove i sin egen seng – og ude hos andre. Men der ud over vil jeg foreslå, at I kontakter de forældre, hun sov hos dengang, og forklarer dem, at jeres datter stadig har det, som hun har det. Og at I ved, at tilsyneladende helt uskyldige hændelser kan ramme et barn på en forkert måde, og at I meget gerne vil have hjælp til at finde ud af, hvad det mon kan være, der var den ’forkerte’ begivenhed den aften. Kan I på den måde finde frem til en forklaring, så er det selvfølgelig herfra, I skal fortsætte processen.
Hun kan ikke selv bare tale om – fx en ’forkert’ scene i en film. Det må I gøre. Fortælle, at I har hørt, at hun og de andre så den-og-den film, og I har også set den og fået den tanke, at det var det-og-det, der har gjort hende så utryg. Var det det? I må sætte ord på, og hjælpe hende til at få begivenheden hentet frem i lyset, så den kan blive lidt mere uskadelig. Finder I ud af, at det er noget andet, der var den udløsende faktor for hendes utryghed – ja, så må I gøre det samme. Hente det frem, sætte ord på, tale med jeres datter om det. Lige nu ligger det godt gemt af vejen i hendes underbevidsthed, og der kan det kun lave ravage og skabe utryghed.
Aftrapning – og fasthed
Tal med jeres datter om, at I altid er der for at passe på hende, så der ikke sker noget med hende. I vil aldrig drømme om at udsætte hende for nogen form for risiko. Det kan hun være helt tryg ved. Men I vil ikke have hende til at sove i jeres seng længere. Hun skal sove i sin egen seng. I vil gå med til, at – hendes seng bliver flyttet ind i soveværelset, eller hen i nærheden af det, eller i nærheden af der, hvor I opholder jer om aftenen. At alle døre står åbne, at der er tændt lys, eller at I sidder hos hende, til hun sover. Alt sammen i en periode, indtil hun har vænnet sig til at sove alene igen. Det er nemlig bedst for hende selv, at hun kan sove alene.
Hun vil sikkert protestere, måske græde, og det er der så ikke noget at gøre ved. Vær der for hende, hold om hende osv – men lad være med at ændre på jeres – selvfølgelig velovervejede – beslutning. I ved bedst. Det gør hun ikke, og hun må meget gerne vide, at det er sådan, det forholder sig.
Ja – jeg har ikke så meget konkret at gå ud efter, så måske gætter jeg forkert i ovenstående. Du er velkommen til at skrive til mig igen og give mig flere oplysninger, hvis du har brug for det. Så prøver jeg at svare en gang til.
Venlig hilsen
Janne Hejgaard
02/06-2010
Her kan du skrive til
Janne Hejgaard
Skriv til mig, hvis du har spørgsmål om dit skolebarns udvikling, indlæring, trivsel og sundhed. Det står dig frit for, om du vil have offentliggjort dit navn eller et alias.
Skriv til mig
Janne Hejgaard er lærer, forfatter og foredragsholder
Læs mere