Min dreng på 8 år vil hellere spille end lege

Hej Janne,

Jeg har en dreng på 8 år, som ofte vælger kammerater fra for at spille PC/nintendo.

Han er dygtig til det faglige og jeg har indtryk af, at han er vellidt i klassen samt blandt nogle lidt ældre drenge. Han vil også gerne have kammerater med hjem, men det ender ofte sådan, at hvis de ikke har lyst til at spille, så gider han ikke lege, og kammeraterne får en dårlig oplevelse med ham.

Vi siger det til ham, når vi kan se, at legekammeraten ikke synes, PC/nintendo-spillet er sjovt længere, men ofte bliver han rasende, når man beder ham om at slukke.

Hjemme har han aldrig været god til at lege, hverken selv eller med andre. I skolen går det bedre, måske fordi spillemuligheden ikke er der.

Vi har prøvet at tage spillemuligheden fra ham, hvorefter han bliver rastløs. Vi har også prøvet at lege med ham (f.eks. bygge Lego), men det kan ikke fastholde ham ret lang tid og han bliver igen rastløs.

Han er en følsom og forsigtig dreng, som ellers godt kender de sociale spilleregler.

Ofte når vi putter ham om aftenen, kommer det frem, at han er lidt ked af det og synes ikke rigtig, at der er nogen der vil lege med ham.

Mit spørgsmål er nu: Hvordan får jeg ham til at se det sjove i at lege, frem for at spille? Kender du til nogle gode måder, hvorpå man begrænser spilleriet?

Mvh
En bekymret mor

SVAR

Kære En Bekymret Mor,

ja, somme tider kan man synes, at det er en vis herre med horn, der har opfundet alle de spil til børn! Ikke fordi der i sig selv er noget galt i at spille, men for det første har de det med at gribe om sig – vil børn ikke altid spille for meget? For det andet er der noget vigtigt, de kommer til at mangle, nemlig alt det, de ellers ville have foretaget sig i den tid, de nu sidder og spiller. Som i din drengs tilfælde: At lege med sine kammerater.

Samspil med andre giver social dygtighed

Din dreng er følsom og forsigtig, skriver du, og det understreger for mig det vigtige i, at han ikke får mulighed for at vende verden og de andre børn ryggen – for så at sidde der og spille – og bare være sammen med sig selv. For en forsigtig dreng er det netop meget vigtigt, at han løbende op igennem sin barndom træner sin sociale kompetence. Det kan han kun gøre ved at være i samspil med andre børn. Jeg uddyber lige:

Når vi samspiller to eller flere mennesker med hinanden, så får vi en fuldstændig umiddelbar respons fra de andre på både vores ordvalg, vores stemmeføring og vores kropssprog. Vi lærer rigtig meget om, hvordan vores egen måde at kommunikere på fungerer i forhold til andre, og vi får hele tiden mulighed for at korrigere vores udtryk.

Ex: Han har sagt eller gjort noget og kan se, at de andre kigger undrende på ham. Ok, ved han straks, her må mere forklaring til, for han kan se, at de ikke forstår det, han siger. Eller: Hun siger noget til en veninde, som veninden bliver ked af, og det kan straks ses på venindens kropssprog eller måske høres på hendes svar. Og straks er der mulighed for at uddybe, korrigere, undskylde – hvad der nu skal til.

Kommunikations-apparater giver smallere social båndbredde

Alt det lærer vi slet ikke, eller i al fald slet ikke i samme omfang, når vi kommunikerer med et redskab imellem os – mobil, computer, spil ol. – og det er ikke spor godt. Vi kan bruge ord, når vi mailer eller sms’er, og vi kan være flittige med at supplere med smileys: ;-) eller fx ☺, og vi kan have den oplevelse, at vi får udtrykt os vældig præcist. Men sådan en kommunikation vil altid have en smallere båndbredde end en samtale imellem levende mennesker. Der er simpelthen noget, vi ikke har mulighed for at lære. Det vil meget tit være noget af følelsesmæssig art, og jeg mener fx, at det er derfor, at mobning pr. sms er så udbredt. Mobberen slipper for at blive konfronteret med, hvilke følelser han afstedkommer i sit offer.

Og tilsvarende gælder det om at spille. Hvis din søn virkelig spiller sammen med sine kammerater er det én historie. Så kan de samspille på en anden måde, end børn har gjort tidligere i historien, men lære lige så meget. Men hvis din søn sidder alene og spiller, fx med en kammerat til at se på, så er det en ensidig historie, og så er der grænser for samspillet. Jeg ved, at det er muligt at sidde to børn med hver sin Nintendo og spille sammen, men jeg kan ikke læse af dit brev, om det er sådan, det foregår. Jeg mener til gengæld at kunne læse, at din søn ikke opfører sig med særlig stor indlevelse, siden han insisterer på at blive ved med at spille, selv når hans kammerater ikke har lyst mere. Og uanset hvad, er det ikke godt at sidde og spille for længe. Der er for meget andet, han går glip af – bl.a. at få brugt sin krop.

Forældre ved bedst

Du fortæller, at han ofte er lidt ked af det om aftenen og ikke rigtig synes, at der er nogen, der vil lege med ham. Det vil sige, at han registrerer, at der er noget galt, og ikke ved, hvad han skal stille op med det. Han har brug for jeres støtte. Mit forslag er, at I giver ham nogle klare regler at rette sig efter – uanset om han protesterer eller ej. Han er alt for lille til selv at skulle bestemme, han ved ikke meget om, hvad der er godt for ham. Det gør hans forældre til gengæld, og det skal I demonstrere for ham.

I har prøvet at tage spillemuligheden fra ham, skriver du, og så bliver han rastløs. Mit første forslag vil være, at I sætter klare tidsgrænser for jeres drengs spillen. Der kan være rimelighed i, at han får lov til at spille lidt, når han kommer fra skole og har været sammen med andre børn hele dagen. Han har måske brug for at være alene og indadvendt og gøre noget helt andet en tid lang. Jeg mener, at 15-20 minutter er passende og en halv time er rigeligt. Har han kammerater med hjem, synes jeg, I skal lave den regel, at så må der kun blive spillet (højst den halve time), hvis de to kan spille sammen, altså begge være aktive i et samspil med hinanden. Ellers ikke. I kan også gøre det til en regel, at når der er venner på besøg, så er spil, tv, computer lukket område. De må finde på noget andet at lave sammen, og det ved din søn på forhånd.

Rastløshed og kedsomhed er fint

Så bliver han rastløs, skriver du. Jamen fint! Lad ham endelig både være rastløs og kede sig, for det er en nødvendig forudsætning for at komme i gang med at finde på noget. Og det kan sagtens være, at der går lang tid, før han finder ud af at komme i gang med andre slags beskæftigelser end at spille – eller se tv, eller gøre noget med en computer. Men så må det tage lang tid! Det vil være en vigtig proces for ham at komme igennem.

Da min datter var 6 år, tog jeg er års orlov (og et lån!) og tog hende med ud at sejle på Middelhavet på et gammelt træskib. Hun var eneste barn, og de voksne ombord havde rigeligt at tage sig til med at passe skibet og med at få sejlet. Hun skulle i meget større omfang, end hun var vant til – men selvfølgelig ikke hele tiden – beskæftige sig selv, og der gik faktisk et par måneder, før hun fandt ud af det og blev rigtig god til det. Hun havde været vant til hjemme fra børnehaven, at der hele tiden stod en voksen parat med forslag, hvis hun sagde trylleordene: ’Jeg keder mig!’

Jeg har i dag en voksen datter, der både er fremragende til at sætte sig selv i gang og meget kreativ, og jeg bilder mig ind, at det blandt andet er en konsekvens af, at hun fandt ud af selv at gøre noget ved sin kedsomhed, da hun var 6 år.

Så – når din søn bliver rastløs eller keder sig, så sig: ’Fint!’ Og hvis han brokker sig, så føj til: ’Jamen, så må du jo gøre ved det.’ Overlad til ham selv at finde ud af noget at tage sig til. Som ikke er noget med en skærm.

Voksnes engagement inspirerer

Husk dog, at børn skal lære at lege. Jeg skrev en klumme om det for nylig, se her: Stingray-stingray! Om hvad børn lærer, og der var en relevant artikel i april-nummeret af Samvirke: Børns leg har ændret sig, som siger noget om det. Det betyder bl.a., at jeres dreng skal inspireres til at gå i gang med at lege. Inspirationen kan bl.a. bestå i jeres optagethed af at gøre noget.

I har prøvet at lege med ham, fx bygge med Lego, siger du, og det gider han kun i kort tid. Det kan der være mange grunde til, som jeg ikke rigtig kan gætte. Jeg ved kun følgende: Hvis I er i gang med noget, som I er optaget af, brænder for, så bliver I interessante og inspirerende at være sammen med, og at gøre noget sammen med. Hvis I dybest set er ved at kede jer til døde, mens I bygger Lego, og kun gør det for jeres søns skyld, så er I kedelige at være sammen med. Det opfatter han helt sikkert.

Så: Er der ikke noget, I voksne er optagede af at lave? En hobby af en slags? Det er fuldstændig lige meget, hvad det er, for jeres dreng vil sanse engagementet, og det vil smitte af på hans optagethed. I skal selvfølgelig være opmærksomme på, at han ikke skal stilles over for noget, der er for svært. Han skal tilbydes et hjørne af en beskæftigelse, som han kan klare og blive stolt over. Du kender det sikkert fra at have børn til at hjælpe med at lave mad eller bage. Man finder enkle, overskuelige del-processer, som de kan klare. Det samme skal man gøre, hvis det drejer sig om – at bruge værktøj. At passe haven. At sy, tegne, sætte drager op. Hvad som helst!

Børn efteraber

Jeg ved godt, det kan virke uoverskueligt at skulle i gang med den slags gøremål på hverdage, hvor de fleste voksne jo også er trætte oven på en arbejdsdag. Er det for meget, så må I gøre noget i weekenderne. Og i øvrigt se i øjnene, at hvis børn lever i en verden, hvor de voksne helst beskæftiger sig med computer og tv i deres fritid, så er det ikke underligt, at børnene efteraber. Men – jeg kender jo intet til jeres dagligdag, og ved ikke noget om, hvad netop I foretager jer efter arbejdstid.

Jeg samler op:

Lav regler for hvornår og hvor længe jeres dreng må spille. Og sørg for, at han overholder reglerne – sur eller ej.

Lad ham kede sig og være rastløs, og gør ham klart, at det er hans problem, at han har det sådan – ikke jeres.

Inddrag ham i jeres egne gøremål, jeres evt. hobbies, og giv ham mulighed for at være med på et niveau, han kan klare, så han kan opleve hvor sjovt, det er at lykkes med noget.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

02/06-2010